Med en fortid i så prominente bands som Yngwie Malmsteen, Talisman og Journey indtog sanger Jeff Scott Soto sent søndag aften High Voltage med sit nye band SOTO.
På trods af det sparsomme fremmøde denne søndag aften, kunne det ikke forhindre Soto i at levere en glimrende og medrivende hard rock koncert, hvor vi kom godt rundt i sangeren og bandet’s bagkatalog.
Soto har som band 2 albums i ryggen. Og det var sange fra disse, der udgjorde starten på koncerten, hvor der blev lagt ud med “Freakshow” og “Wrath”. Vi skulle faktisk et godt stykke ned i setlisten før de første “cover”-sange fra de forskellige perioder i sangerens karrierer dukkede op.
Bandet og Jeff selv var oplagte som ind i helvede og som de stod der på High Voltage’s lille scene virkede det som det mest naturlige i hele verden, selvom bandet og i særdeleshed Jeff Scott selv, normalt spiller på scener, der er mindst dobbelt så store. Det betød sådan set blot, at det hele blev langt mere intimt og med dét fulgte en stemning, som man kun kan opnå på de små scener, i de små klubber.
Jeff Scott, der på trods af en næsten tre måneder lang tour, jokede sig igennem det meste af koncerten, med en glimrende crowdcontrol, hvor alt fra bassoloer, vidunderlig guitar-lir og et gennemført covernummer af Michael Jackson’s smukke og på samme tid smertende hard rock basker “Give In To Me” fra popstjernens “Dangerous” plade, var et af højdepunkterne.
Flere højdepunkter fik vi løbende. Bl.a med Talisman numrene “Tears In The Sky” og “I’ll Be Waiting”, men hvor den sande fællessang først rigtig indtraf med Yngwie Malmsteen klassikeren “I’m A Viking” fra “Rising Force”. Det var sgu en oplevelse at høre lige præcis dét nummer i en klub som High Voltage.
Og altså. Når High Voltage formår at booke sådanne navne, så blomstre klubben altså op og bliver til langt mere end “blot” et sted hvor man kan komme forbi en fredag eller lørdag nat, for at få sit Bon Jovi fix.
Det er med disse koncerter, at klubben for alvor kommer til sin ret, på trods af at fremmødet måske ikke er det største hver gang. Men fuck nu det!
Vi har sagt det før, men fortsæt endelig med koncerter som disse. Og det gør klubben heldigvis også, så herfra skal der lyde en opfordring til at dukke op til eksempelvis Joe Lynn Turner d 18 marts og Treat d 31 marts!