Mandag aften stod den igen på metal i Amager Bio. Denne gang med legenderne Anthrax som trækplastret. De er netop nu på tour med “Among the Living” udgivelsen, som i år runder de 30år. Damn. Dengang den blev udgivet var undertegnede kun en lille dreng og havde ingen idé om hvad thrash metal var. Heldigvis fik man så chancen for at høre pladen live her som voksen. Først skulle vi dog varmes op af nogle yngre knægte!
Anmeldelse er lavet af Martin Horn Pedersen
The Raven Age
The Rave Age. Foto: Martin Horn Pedersen
De to ting der i hvert fald står klart inden The Raven Age gik på var, at George Harris spiller guitar i bandet og han er altså søn af Iron Maiden’s bassist Steve Harris. Desuden skal bandet spille på årets Copenhell!
Første nummer starter noget kedeligt ud og forsangeren viser fra start, at han på ingen måde har nogen stor vokal. Det viser sig også gennem koncerten at formularen for opbygningen af bandet’s numre er gennemgående i alle deres sange. At lave et rigtig fedt introriff, men så kommer forsangeren på og trække det ned, med en svag levering. På den måde ender det desværre med, at blive en kedelig omgang opvarmning med en svag vokal. Harris fik dog bevist at han bestemt kan spille guitar, ligesom resten af bandet også generelt spiller fint i deres melodisk metal. Desværre var de første 30 sekunder af numrene ofte de bedste. Så introerne der virkede som noget, der kunne blive rigtigt godt, fik desværre aldrig forløst potentialet.
Anthrax
Anthrax. Foto: Martin Horn Pedersen
Efter meget lang ventetid kom Anthrax på scenen kl 21.30, men så var de godt nok også klar til at give den gas.
Og lad os da bare starte med at slå én ting fast, Anthrax spiller stadig meget højt! Noget overraskende vælger de denne aften, at spille “Among the Living” først. Det har de ellers gemt til 2. set, ved de andre shows op til denne i Danmark. Det sikre dog en stærk start og blot et par numre inde i showet, får vi den første moshpit denne aften!
Bioen er ikke udsolgt, balkonen er ikke åben, men altså pænt med folk på gulvet. Og vi er klar på at synge med og kaste med horn denne aften. Samtidig er det også tydligt, at gennemsnitsalderen ikke er helt ung denne aften, men folk er klar på, at genoplive ungdommen, så der er god energi! Joey Belladonna virker altid som en utroligt glad mand på scenen og er meget aktiv med publikum. Dejligt at se og det hjælper bestemt med, at holde den gode stemning. Særligt ved numrene “Efilnikufesin (N.F.L.)” og “A Skeleton in the Closet”, går det hele op i en højere enhed!
Men generelt kan det siges om hele “Among the living”. Både band og publikum virker til elske det og en mand som Scott Ian, er jo altid en fornøjelse at høre og ikke mindst se spille live. Også denne aften! “Imitation of Life” slutter albummet af og vi får et øjebliks pause. Desværre burde aftenen også have sluttet her. Ikke fordi de numre vi fik, som ikke var fra albummet, som bl.a. “Madhouse” var dårlige, men festen døde ude. Numrene fremstod dårlige i forhold til hvad vi lige havde fået. Moshpitten døde, fællessangen var væk osv. Så på den måde blev det lidt en tam afslutning.
Heldigvis redder covernummeret “Antisocial” dagen lidt igen og fællessangen er tilbage i bioen og alle kan gå glade hjem.
Så alt i alt en rigtig god aften med de gamle drenge, som stadig spiller bedre og har mere energi end de fleste i 20’erne. Men de skulle have holdt sig til at spille, som på de andre shows, med albummet til slut, så ville aften havde peaket på det rette tidspunkt.
