_MG_1348

Hammerfall interview 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

I aften spiller Hammerfall i Amager Bio. Det er sidste stop på deres Europæiske del af deres “Built To Tour”. Inden koncerten fik vi en hurtig (lige før maden) snak med guitarist, Pontus Norgren, om deres nye album “Built To Last”, skiftet til Napalm Records fra Nuclear Blast og 20 år med Glory To The Brave. 

Så er det sidste stop på en måned lang Europa tour. Hvordan er det gået?

Det har været over alt forventning. Med sidste års (r)Evolution Tour fik vi startet op på noget nyt. Med den her er det gået endnu bedre. Simpelthen fantastisk.

Nu er I så tilbage igen på Amager, hvor I sidst spillede med Pretty Maids. Husker du noget fra showet?

Åh ja. Det var helt fantastisk. Jeg kan huske at Joacim Cans (sanger) og jeg gæstede Pretty Maids på scenen under “Back To Back”. Det var helt vildt sjovt.
Jeg snakkede faktisk med Ken Hammer for nogle måneder siden, før jul. Han sagde vi skulle gøre det igen, men der var vi midt i planlægningen af denne tour, så jeg måtte desværre sige nej. Haha

Men hey. De laver jo denne traditionelle julekoncert i Amager Bio hvert år. Så måske næste år?

Haha, ja måske!

Nu har i jo turneret med det nye album “Built To Last”. Men så vidt jeg kan se er det første gang i udgiver et album, hvor I ikke har Nuclear Blast i ryggen. Det er derimod Napalm Record der udgiver jeres nye album. Hvorfor dette skifte?

Med (r)Evolution var vi kommet til en skillevej, efter vi havde holdt en lille pause. Vi har været hos Nuclear Blast i mange, mange år. Men vi følte at vi var nødt til at se, hvad andre kunne tilbyde. Efter mange år begynder man lidt at tage ting for givet. Hammerfall udgiver et album og så tager de på tour osv osv. Så vi kiggede rundt efter nogle der tænkte lidt anderledes og Napalm Records kom op med nogle rigtig gode ting, som vi kunne arbejde med. Vi er stadig rigtig gode venner med folkene på Nuclear Blast.

“Built To Last” er som sagt titlen på jeres nye album. Hvad ønsker I at sige med denne titel?

Uha, det siger faktisk lidt sig selv. Det føles som om vi har fået fornyet energi i disse år. Vi er blevet sultne igen. Nogle gange kan man lytte til et album og kan lide sangene, men energien er der bare ikke. På dette album mener vi virkelig at vi har fanget vores energi igen. Vi føler det her er 100 % Hammerfall. Vi er så at sige built to last i de næste 20 år. haha. Vi har nu været her i 20 år og jeg er sikker på vi kan blive ved i de næste 20 år!

Hammerfal interview 2017 Foto: Jannie Ravn Madsen

Hammerfal interview 2017
Foto: Jannie Ravn Madsen

I har en sang på jeres nye album der hedder “Twilight Princess”. Jeg ved at Oscar Dronjak (guitarist) er en stor fan af Zelda serien. Et af de nyeste spil i denne serie hedder Twilight Princess. Er der hentet en smule inspiration her i forhold til nummeret?

Inspiration kommer mange steder fra og Oscar kan rigtig nok lide Zelda. Jeg kan dog kun reflektere over lyrikken, som Oscar skrev. Da Joacim så spurgte hvem denne Twilight Princess var, så var svaret, at det var op til én selv at forestille sig og selv skabe sin historie. Så det har som sådan ikke noget med Zelda at gøre. Men en god sang, det er den helt bestemt!

Nu nævnte du selv at I som Hammerfall har spillet i 20 år. Faktisk har Glory To The Brave præcis 20 års jubilæum i år! Stort tillykke! Men hvordan ser du metalscenen i dag sammenlignet med dengang?

I 1997 da Hammerfall udgav det første album, så var der grunge. Alt var grunge. Hammerfall kom i den periode. Metalscenen var simpelthen død. Den var total død. Det var meget interessant for Hammerfall dengang. For 20 år siden var alt centreret omkring Kurt Cobain etc. Alle sagde til Oscar og Joacim, at de skulle begynde at skrive “bedre” og mere grunge inspirerede sange. Men de holdt altså fast og gav ikke en skid for hvad andre sagde. De lavede simpelthen et vigtigt statement, som har holdt ved i 20 år nu.

Og det er vi heldigvis mange der er rigtig, rigtig glade for den dag i dag!
Nå, nu slutter i touren af i aften her i København. Hvad er så det næste for Hammerfall?

Planen er nu at tage til USA og turnere der. Det sker i april og maj. Så skal vi spille en række sommerfestivaler. Bl.a i Sverige og i Wales.  Og så har vi en del planer for efteråret også. I øjeblikket er ikke alle festivaler dog bekræftet. Det bliver et langt år. Og så er det jo altså vores 20 års jubilæum, men vi er nødt til at promote det nye album, så der bliver ingen specielle 20 år shows. Selvom vi dog laver et dejligt “Glory To The Brave”-medley på denne tour. Haha.

Fantastisk! Mange tak for snakken, Pontus. Nu skal du have lov til at spise.

Selv tak. Vi ses senere!