Den store MTV Headbangers Ball Tour vendte her i slutningen af 2016 tilbage, for i december, at give metalfans en håndfuld af de bedste bands, indenfor 4 helt vildt forskellige subgenre! Denne kom dog desværre ikke til Danmark! Selvom et gig i Lille Vega eller Amager Bio havde været genialt!

Undertegnede var således taget til Hamburg i søndags, for at opleve Headbangers Ball Touren, da denne kom til Markthalle!

4 bands i 4 helt forskellige genrer var hvad der ventede. Metalcore med Unearth, dødsmetal med Kataklysm, folkmetal med Ensiferum og aftenens hovednavn Iced Earth’s tag på klassisk heavy metal!

 

 

Unearth

Unearth til Headbangers Ball i Hamburg. Foto: Weiss

Unearth til Headbangers Ball i Hamburg.
Foto: Weiss

Første band på plakaten denne aften var Unearth. Metalcore gutterne fra Boston havde æren af at sparke aftenen i gang og selvom klokken ikke var mere end lidt i 19, så var en stor forsamling stimlet sammen i salen.

Fra start virkede det dog allerede som en svær aften for Unearth. Det var tydeligt, at det ikke var dét band, folk var kommet efter og frontmand Trevor Phipps prøvede ihærdigt igen og igen, at få kickstartet en seriøs moshpit. Til dels uden held. Tysken synes ikke at være klar til US metalcore.

Men så sker der alligevel noget. Unearth’s skizofrene musik rammer pludselig et punkt, hvor mere thrashede elementer fremfor breakdowns synes at fylde salen og dér kommer der så småt gang i folk. Det tog sin tid, men nu er vi efterhånden ved at være varmet godt op.

Unearth blander og mikser deres musikalske stil på kryds og på tværs, ofte så meget, at det kan være svært at finde hoved og hale i det. Når de er bedst groover det som én i helvede, når de er værst flasher de alt for meget teknisk lir – unødvendigt!

Selvom det var opadbakke i Hamburg for Unearth, fik de leveret et nogenlunde show.

6-penta

 

 

Kataklysm

Kataklysm til Headbagers Ball Tour i Hamburg Foto: Weiss

Kataklysm til Headbagers Ball Tour i Hamburg
Foto: Weiss

Så var det tid til aftenens dødsmetalliske indslag! Og SIKKE et brag det blev! Kataklysm gik til stålet allerede fra første anslag, og naturligvis med Maurizio Iacono som den sande indpisker!

“Vi er tydeligvis aftenens sorte får, men for helvede hvor er det dog fantastisk at være en del af et så varieret og fedt line up! Det er næsten ligesom at spille på en open air festival!”
Der er ingen tvivl om at canadierne var tændte og klar på at levere aftenens største øretæver.

Lydmæssigt var det bestemt også Kataklysm, der spillede højst. Lydmuren til dette var edermandme massivt og fik i sagens natur også sat en solid moshpit i gang.

Markthalle er bygget op som en lille amfiscene. Det betyder at stort set alle kan se hvad der sker på scenen. Det er et fantastisk spillestedet, med en ligeså fantastik lyd og det fik Kataklysm altså udnyttet til fulde!

Med en velsmurt udgave af “Crippled & Broken”mod slutningen af koncerten,  var der ingen der kunne være i tvivl om Kataklysm’s klasse. Det var simpelthen kort og godt groovet død i verdensklasse!

9-penta

 

 

Ensiferum

Ensiferum til Headbangers Ball Tour i Hamburg. Foto: Weiss

Ensiferum til Headbangers Ball Tour i Hamburg.
Foto: Weiss

Og hvad gør man så, når ens ører lige er blevet vold smadret? Så tager man naturligvis festen et nøk op. Hvor Kataklysm stod for nakkeknusende død, var det nu op til Ensiferum at levere folkmetal festen!

Efter Kataklysm kunne man frygte at folket ville vende Ensiferum ryggen. Men nå nej, vi er jo i Tyskland og ikke i Danmark, så selv samme der stod og var “sure” til Kataklysm løsnede pludselig op satte i med kædedans, moshpit og nu sågar også crowdsurfing.

Ensiferum havde en forrygende festlig setliste gjort klar til os, hvor koncerten blev kickstartet med “From Afar”, inden den gik over i “Warrior Without a War”, efterfulgt af en herligt svingende “In My Sword I Trust”! Vi er i gang nu og det er festen så sandelig også!

Finnerne ført an af Petri Lindroos fik hele salen til at koge, med deres smittende liveenergi og åbenlyse glæde ved at stå på scenen.

Desværre var det bare alt, alt for hurtigt slut. 45 min. med Ensiferum går alt, alt for hurtigt, når man har det så sjovt og vi kunne sagtens have klaret noget mere. Men en gruppe amerikanere ventede i kulissen.

9-penta

 

 

Iced Earth

Iced Earth til Headbangers Ball Tour i Hamburg Foto: Weiss

Iced Earth til Headbangers Ball Tour i Hamburg
Foto: Weiss

Det er efterhånden længe siden, at Iced Earth har givet koncert i Danmark. Og heller ikke denne gang skulle det blive til en dansk dato. Men så må man jo tage turen.

Iced Earth var headlineren denne aften og fik derfor lige godt og vel en times spilletid.
I den time fik vi leveret et klassisk Iced Earth sæt. Fyldt med bombastiske sange, hvor traditionelt heavy metal, thrash og power metal er de vigtigste ingredienser.

Som guitarist kan man ikke gøre andet end at lade sig imponere af bandchef Jon Schaffer imponerende rytmeguitar. Den mands teknik er for vild. Ikke et riff blev sat forkert. Det var millimeter præcist og syle skarpt. Imponerende!

Vi fik en god blanding af nye og gamle sange, hvor særligt “Burning Times” og “I Died For You” var de helt store oplevelser.

Desværre var det ikke Stu Block’s bedste aften. Den ellers så glimrende frontmand, der også lige har været igennem et længere sygdomsforløb, kæmpede til tider for meget med at komme igennem med vokalen, der heller ikke var skruet særlig højt op.

Det satte en dæmper på begivenhederne, selvom en smuk og velspillet udgave af “Watching Over Me” fik rundet aftenen af på smukkeste vis.

8-penta