Så kom dagen, endelig, endelig skulle jeg opleve Blink-182 i Danmark. Det var en koncert, jeg havde ventet på siden maj 1999, hvor videoen til “What’s My Age Again?” dukkede op på MTV, dengang MTV stadig var et vigtigt sted at lære musik at kende. Især efter den kæmpe skuffelse, da de aflyste deres koncert på Roskilde Festival i 2017, havde jeg næsten opgivet at se dem live. Heldigvis ville 2023 det anderledes, så tirsdag den 12. september gik turen mod Royal Arena.
Er fra et tidligere show på touren.
Foto: Daniel Rojas / Fog.again
Som til enhver god fest var der også en velkomstdrink. Denne opvarmning blev leveret af The Story So Far, et amerikansk poppunk-band fra Californien. På papiret lød de som et spændende og godt supportnavn, men bandet havde svært ved at fylde den meget store scene, lyden var ikke rigtig med dem, og størstedelen af publikum virkede til at have svært ved at kende dem. Dog støttede folk op ved at tænde deres telefonlys mod slutningen, som var ønsket. Men lad os fokusere på det, det hele handler om, og håbe på, at The Story So Far får en bedre lejlighed en anden dag på en scene, der passer bedre til dem!
Scenen blev indtaget af de tre medlemmer, og showet åbnede med “Anthem Part Two” fra albummet “Take Off Your Pants and Jacket”. Dermed var showet sparket i gang, og fællessangen begyndte! Det skulle vise sig at være gennemgående for aftenen, at folk var klar til at synge og danse med til alle hitsene fra deres ungdom. For at være ærlig var de fleste i den fyldte Royal Arena 30+; heldigvis var der også unge mennesker, men de fleste af os var unge, da Blink-182 brød igennem. Heldigvis virkede bandet lige så glade for at være der som vi var for, at de endelig var kommet til Danmark.
Er fra et tidligere show på touren. Foto: Daniel Rojas / Fog.again
Travis, Mark og Tom var alle fyldt med energi på scenen, og med al respekt for Matt Skiba, så er det rart, at Tom DeLonge har taget en pause fra at jage UFO’er og i stedet bruger tiden på at undre sig over nøgne mænd, der bader i kanalerne i København eller fortælle dårlige 00’er jokes. Det tager vi gerne med, for bandet spillede meget bedre end historierne fra deres storhedstid.
Men det, der bar showet, var hverken Travis Barkers trommepodie, der blev hejst op, så han kunne spille flere numre fra luften, videoshowet, en bil, der hang i luften, eller det dejlige samspil mellem Tom og Mark. Alt dette var en bonus. Det, der virkelig gjorde aftenen speciel, var sangene. Blink-182 har lavet utroligt mange hits, og de virker stadig i dag og skaber en fest fra starten med “Anthem Part Two” over sange som “Rock Show,” “Dumpweed,” naturligvis “Aliens Exist,” inden vi slutter det hele af med sange som “Adam’s Song,” “What’s My Age Again?,” “All the Small Things,” og til sidst “Dammit.”
Så selvom der var perioder undervejs, hvor jokesene blev for dumme, og ikke alle sange var lige gode, så var det hele i alt den poppunk-fest, jeg havde ventet på siden 1999. De leverede festen med de linjer, der ikke blev skrevet i dag, og selvom bandet aldrig bliver de perfekte sangere, så formår de at levere en fest, der både er sjov, fjollet og har noget på hjertet.
