Bum! Så landede den langt om længe på skrivebordet. Albummet der har været 8 år undervejs. Metallica’s 10’ende udspil!
Vi ved alle hvad Metallica har haft gang i de seneste par år. Udgivelse af Death Magnetic i 2008, det håbløse samarbejde med Lou Reed, en spillefilm, koncerter på Roskilde og i Horsens.. osv osv. lad os derfor hurtigt komme til det det virkelig handler om. Nemlig det nye album.
For noget tyder på, at der er gået mode i at udgive albums på den gode side af en time. Vi har både set Maiden og, for den sagsskyld også Priest, gøre det i nyere tid. Så naturligvis skulle de næste jo selvfølgelig være Metallica. Og for at starte med det sure. Ja, albummet er for langt og ja, et par af numrene på “Hardwired… To Self-Destruct” kunne sagtens være kortet ned.
Men når det så er sagt, så har Metallica langt om længe igen fundet formlen på den sprøde heavy metal! For ja, det er nemlig hvad albummet er. Pulserende og på mange måder hårdtslående old school heavy metal snarere end egentlig thrash.
Det groover helt forrygende på slagkraftige sager som “Dream No More”, hvor Cthulhu atter bliver vækket til live, og det helt tunge riff får lov til at bære sangen på vidunderlig vis, mens vi med “Atlas Rise” bliver hevet igennem et guitarspil, som er Iron Maiden værdigt!
Man fornemmede allerede på “Death Magnetic”, at Metallica søgte mød deres gamle lyd igen, efter den håbløse “St. Anger”, for slet ikke at nævne den dræbende kedelige “ReLoad”. Men med en forfærdelig Rick Rubin produktion, kom Death Magnetic aldrig nogensinde til ret.
Produktionen er derimod glimrende på “Hardwired… To Self-Destruct”, der sandelig også bliver løftet af de solide riffs der er gennemgående på albummet. Faktisk er det længe siden jeg har hørt Metallica lave så levende og fyldige riffs, som de rent faktisk gør på dette album.
Det gør op for, at Lars Ulrich ikke længere kan spille i samme høje tempo, som på de tidlige 80’er plader igennem et helt album. Der er langt i mellem de helt hurtige thrashede numre som “Spit Out The Bone” og titelnummeret. Albummet vinder derimod på sine mange farcetter. Vi får således alt fra de helt tunge groovede sataner og til de hurtige og skarpe thrash metal sange.
På den måde kan man faktisk sige, at Metallica har taget det bedste fra deres to musikalske verdener: thrash i bedste “…And Justice For All”-stil og det tunge groove fra “Black Album” og sat det sammen i hvad der absolut er deres bedste udspil siden ja.. “Black Album”!
Metallica skal på ingen måde revolutionere og ej heller være det hårdeste og mest tekniske navn på metalscenen i dag. De er hverken Gojira eller Meshuggah. Derimod gør de præcis hvad de skal og hvad man som enten fan eller hater af Metallica, kan og bør forvente! Og fraset den lidt for lange spilletid, og et par fyldnumre som “Murder One” og “Here Comes Revenge” har Metallica leveret et old school heavy metal album, som jeg er sikker på fans af bandet nok skal blive glade for, også fremover, når man ser tilbage på det 10ende udspil “Hardwired… To Self-Destruct” fra verdens største heavy metal band!
Opsummering: Absolut solidt udspil fra Metallica! På deres 10ende album “Hardwired… To Self-Destruct” har bandet taget fat i hvad de gør bedst, nemlig deres sans for groovede og thrashede riffs og skrevet en håndfuld numre, der gør dette album til det bedste siden Black Album!
Lyt specielt til: “”Dream No More”, “Spit Out The Bone” , “Halo On Fire” og “Atlas Rise”
For fans af: Iron Maiden, Judas Priest, Megadeth,
Metallica // “Hardwired… To Self-Destruct” udgives via Universal