Søndag aften lagde Bring Me The Horizon vejen forbi København igen. Det var den tredje koncert i Danmark inden for et år. Det store spørgsmål inden koncerten denne aften var derfor mest, om de kunne leve op til de meget succesfulde koncerter de tidligere har leveret i Vega og på årets Roskilde Festival.
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen
Det første der mødte os ved ankomsten til Falconer var en meget lang kø. Det tog dog ikke mange minutter at komme ind, så stor ros til Falconer’s personale for løse denne opgave, helt perfekt.
Basement
Basement i Falconer.
Foto: Martin Horn Pedersen
Første support var britiske Basement. Bandet spiller en omgang punkrock/emo/noise. Det første der står klart er, at deres bagtæppe er kæmpe stort og må være lavet til netop denne tour, da det resultat vi får fra dem undervejs i koncerten tydeligt viser, at de normalt ikke får lov til at spille på så store steder. Forholdende gjorde det ikke nemt for Basement. Lyden var meget lav og ikke særlig god.
Desværre bidrog bandet dog ikke med meget godt selv. Frontmandens vokal havde det svært i lyden, men selv da bandet vælger, at spille en helt rolig intro, hvor stemmen virkelig skulle stå sin prøve, var den ikke stærk nok. Resten af bandet gjorde det dog bedre og leverede undervejs solide punkrock riffs, der fik sat lidt gang i det hele.
Det kan dog ikke ændre på, at det produkt Basement kom med ikke var særlig godt. Har lyst til at sige, at de formåede at mikse alt det dårlige fra 90er rocken. Og her giver minus og minus altså ikke plus. Derfor var Basement bare bedst, når de holdt sig til spille mere rent i de forskellige genrer, frem for at forsøge skabe at en hybrid. Havde de holdt sig til det, kunne det være blevet en hæderlig koncert, i stedet for kun lige, at rede deres opvarmnings job hjem.
While She Sleeps
Næste band var While She Sleeps (WSS), som stod som special gæst. Det var da også et helt andet produkt vi her fik. Lyden var stadig ikke optimal, men dog bedre. Det nåede publikum dog ikke at høre, før de få sekunder inde i første nummer åbnede pitten!
Der er generelt godt gang i den blandt publikum og også på scenen hele vejen igennem. WSS gør hvad de kan, for virkelig at få folk helt klar til Bring Me The Horizon. Vokalen har det stadig svært i lyden, men da bandet leverer varen, så går det heldigvis alt sammen, hvilket da også er med til, at publikum danner aftenens første wall of death. Alle virker glade og tilfredse.
Det hele bliver sluttet af med det stærke nummer ”Four Walls” som også sikrer, at publikum får godt gang i sang stemmerne og dermed er helt klar til aftenens hovednavn. På den måde må While She Sleeps siges, at have gjort et solidt arbejde i forhold til deres opgave, med at varme publikum op. Der blev moshet, lavede circel pit, trænet wall of death og massere af crowed surfing.
Bring Me The Horizon
Bring Me The Horizon i Falconer.
Foto: Martin Horn Pedersen
DJ’en mellem While She Sleeps og Bring Me The Horizon virkede til have misforstået konceptet denne aften, thi der store dele af tiden blev spillet mærkelig dance/techno. Det virkede meget mærkeligt. Dog gav det langt mere mening, at der inden showstart blev spillet “Smack My Bitch Up” med Prodigy, som sidste nummer inden bandet gik på scenen. Festen var således klar!
Bandet vælger at åbne med ”Happy Song”, som med det samme sikrede den kæmpe store fællessang, samtidig med at festen og sceneshowet nu for alvor kom i gang! Lyden var atter blevet lidt bedre, men perfekt blev den på ingen måde denne aften.
Det var dog ingen forhindring for folket i at synge med på næsten alle sange. Dette var med til skabe en fantastik stemning, som sammen med et stærkt sceneshow og solid levering fra bandets side, var med til skabe en stor aften. Når publikum ikke sang med, blev der moshet til den helt store guldmedalje og wall of death havde folk også fået styr på. Så energiniveauet, var på et højt plan hele koncerten igennem.
Der blev undervejs også sunget fødselsdagssang for frontman Oli, som denne aften fyldte 30år. Han virkede bestemt også som en mand, der var glad for at fejre dagen på scenen.
BMTH formår at skabe et show efter alle kunstens regler. Der er hele tiden noget at se på, om det er deres videoshow, bandmedlemmerne selv, eller når der skydes med røg, så har publikum hele tiden noget at se på. Dét kombineret med stærke hårdtslående metalcore numre, som er suppleret med omkvæd der kan synges med på, i en sådan stil, at de fleste bands må misunde BMTHs support, som deres fans viser og som imponerende nok kan stort set alle tekster.
Selv da vi får det ældre og noget mere hårdtslående nummer “Chelsea Smile”, er publikum klar.
Sættet bliver sluttet af med “Throne”, inden ekstranumrene åbnes med “True Friend”, før alt igen går op i en højere enhed mellem musik og publikum.
Desværre trækker “Oh No” det hele i den forkerte retning, da alt her bliver for poppet, men heldigvis sluttes der stærkt af med “Drown” .
Så kunne de nu leve op til de 2 tidligere koncerter? Svaret er åbenlyst: ja det kunne de godt!
