Hvor torsdagen på AMF 2016 stod i heavy metallens festlige tegn, var der derimod helt, helt andre toner i vente fredag! Død, mer’ død, ødelæggelse og thrash ventede!
Sunless Dawn (anmeldt af Søren Weiss)
Sunless Dawn på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Første band til at betræde de skrå brædder på Studenterhuset’s scene var de proggede newcomers i Sunless Dawn. Mit bekendtskab til dette band er efterhånden blevet ret stort. Ikke mindst pga. deres deltagelse i årets WOA Metal Battle, hvor de gik hen og vandt konkurrencen i Danmark.
Siden er det bare gået én vej for bandet og dét er op! Spillemæssigt ikke mindst. For selvom bandet denne eftermiddag, havde allieret sig med den super dygtige stand-in trommeslager, Danni Lyse, der er lige nok frembrusende (ja, det der med “less is more” kender han i hvert fald ikke til!) i sin spillestil, så leverede drengene igen, igen en imponerende demonstration ud i skæve taktarter, disharmonier, smukke melodier og lange, lange sangstrukturer.
Det var således ikke mange numre bandet kunne nå at spille på den lige godt halve time, de havde fået til rådighed, særligt ikke når man tænker på, at bandet’s bedste nummer “Sovereign” tager lige godt 15 minutter at komme igennem. En ordentlig mundfuld, som også satte det lidt sparsomme fremmøde på prøve. En 15 minutters progget kolos, som “Sovereign” er bare ikke en nem én, at komme igennem for publikum så tidligt på dagen.
Men Sunless Dawn’s imponerende færdigheder gør, at det aldrig blev kedeligt som publikum, heller ikke selvom man er første band og spiller kl 15 om eftermiddagen.
Så var dagen ligesom sat i gang! Nu glæder vi os bare til snart at få en plade fra disse drenge!
Iniquity (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Iniquity på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Fredagens program var domineret af død. Hvis man var i tvivl om det inden dagen startede, var man det helt sikkert ikke efter at Iniquity indtog scenen.
Bandet der har været gået fra hinanden og fundet sammen igen flere gange, var atter samlet her. De leverede en klassiske omgang old school død, uden overraskelser eller udsving i lydbilledet. Samme ens lyd og dynamik hele vejen igennem og altså for ens hvis du spørger mig.
Der var ingen kontakt til publikum i største delen af showet. Først til alle sidst kunne Martin Rosendahl fortælle, at der var tid til et hurtigt ekstranummer og at de altså var glade for, at folk var kommet. Havde ellers næsten håbet på, at de havde holdt stilheden hele vejen, så havde det trods alt været et koncept. Dele af publikum virkede dog til nyde den klassiske dødsmetal. Det handler naturligvis også om, at dagen stadig var ung og mange nok havde deres første koncert denne dag. Bandet spillede dog fint og Rosendahl leverede en stærk vokal, men som dog ikke ændrede på den ensformighed og manglede kontakt til sit publikum, der gjorde seancen med Iniquity en anelse kedelig.
Revocation (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Revocation på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Næste band på scenen var Revocation. Et band der sandelige kommer bredt rundt i genren, da vi udover klassisk død også i perioder får langt mere teknisk snilde og thrashede elementer oveni! Det virker for dem på plade og det gjorde det også denne dag i Aalborg.
Vi fik et helt andet liv på scenen end hos Iniquity, en scene, som Revocation dog valgte at indtage 5 minutter før tid. Lidt træls når man ikke er klar på det, men de endte med bruge hele tiden op, så egentlig kan man vel blot konkludere, at det var win win.
Der var fuld smæk på fra starten og som sagt massere af liv på scenen. Det smittede også af på publikumskontakten, som skabte en langt større fest ude hos folk. Undervejs i koncerten fik de besøg på scenen af Jack Dieffenbach, som er frontmand i Rivers of Nihil, som er en del af tour pakken, der også spillede i Aalborg, men som vi desværre af forskellige grunde ikke fik set. Det giver altid lidt ekstra sjov til koncerten, med gæster på scenen.
Den gode energi, som Revocation fik leveret, i kombination med en solid setliste, sikrede nogle af de bedste 45minutter på festivalen! En stor succes!
Obscura (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Obscura på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Så var det tid til gå rent techdød!
Også Obscura begyndte før tid, men denne gang var folk mere klar på det. Koncerten’s start stod i det tekniske hjørne, med hvad der ligner meget svære numre, hvilket må siges at være imponerende leveret af bandet. Men på samme tid fik det flere af numrene til fremstå lidt som om, at de er lavet med ét eneste mål: gøre det svært for så at kunne flashe sine skills i sammenspillet, frem for at lave de bedst mulige sange.
Publikum tager dog fint i mod Obscura, og til mange’s og særligt bandets store overraskelse, får vi crowsurfing og masser af moshpit. Tyskerne giver tydeligt udtryk for, at det bestemt ikke er noget de ser ofte. Det er tydeligt, at bandet var glade og da de fik løst lidt mere op og spillede sange, der ikke var nær så tekniske, blev koncerten bare bedre og bedre. Det gøre det hele en tand mere levende og smukt, for bandet er så dygtige, at de ikke har problemer med spille deres numre, selvom det bliver lidt mere løst og derfor fik de, særligt i den sidste del af show, leveret et rigtigt lækkert techdeath set, som fik publikum til give den gas hele vejen.
Illdisposed (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Illdisposed på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Så var det blev tid til dagens danske hovednavn, nemlig Illdisposed. Posen har efterhånden været med os i 25 år, hvor jeg så mit første show med dem for ca. 12 år siden.
Jeg har aldrig set et dårligt show med Illdisposed. Men nogle gang kan man godt føle, at man har set det hele før.
Denne aften virkede Bo i hopla på scenen. Om det måske skyldes det faktum, at han havde skåret ned på drukken, som han fortalt om i showet, skal jeg ikke kunne sige, men bandet leverede varen og Bo’s underholdning mellem numrene var sjovt. Alt fra mærkelige små historier, til updates fra Danmark’s landskamp, mens fans råbte ”kom så de hviiii” i ny og næ. Ja, det virkede sgu’ alt sammen.
Bandet lage ud med en håndfuld nye numre, inden vi kom godt rundt i bagkataloget og bl.a. fik det fantatisk nummer “Dark”. Det fik skabt en solid fest og fik revet de få publikummer med, som ikke allerede var det. Publikum fik også til denne koncert, sat godt gang i crowedsurfen og der blev da også moshet lidt. Hele koncerten blev sluttet af med “Now We’re History”. Meget passende afslutning på en solid koncert fra veteranerne. Og selv om de har skåret ned på alkoholen, så er den altså ikke lagt på hylden. Rygterne vil da vide, at i hvert fald at Onkel K. fandt sig et BEN, at drikke øl fra i løbet af natten. Hvilket vi jo her på Blastbeast.dk altid støtter op om ;-)
Annihilator (anmeldt af Søren Weiss)
Annihilator på AMF 2016.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Nøøøj! Efter en helt dag med groovet, old school, brutalt, teknisk osv osv. død var det edermandme en tiltrængt oplevelse endelig, at få noget mindre brutalt og langt mere straight forward metal. Det sørgede de canadiske thrashere i Annihilator for.
Jeff Waters og co. er leveringsdygtige i thrash i den mere straight forward punkede ende af skalaen. Lidt i tråd med Anthrax snarere end brutaliteten hos Slayer. Men for satan hvor de dog groover.
Spilleglæden lyste da også ud af øjnene på Waters, da han og resten af Annihilator entrerede scenen og satte i med “Suicide Society” og den efterfølgende thrash-basker “King Of The Kill”.
I forhold til resten af dagens program var Annihilator nærmest som det rene pop, men for første gang under festivalen, så vi en en rigtig stor moshpit. En moshpit der fyldte det meste af den forreste del af gulvet.
Folket var klar på fest! Eller, det var de I hvert fald i starten af koncerten. For jo længere igennem sættet vi kom, jo mere tyndede det ud. Jeg antager at det simpelthen må skyldes, at publikum var mætte af ekstreme koncerter. Og man forstår det godt efter en så hård dag, som fredagen var på AMF i virkeligheden var. Men også det faktum, at Annihilator simpelthen ikke har de hits der skal til, for at holde en helt koncert interessant i længden.
Det var tydeligt, at de fleste var kommet for at høre “Alison Hell” og da den var spillet, søgte de fleste enten mod baren, eller direkte på Rockcaféen. Man forstår egentlig godt publikum. Mine øre var satme også ristede efter denne dødelige fredag og så var Annihilator bare ikke helt spændende nok i længden, særligt ikke når man har det sådan!
