PowerwolfFrisk fra Pumpehuset fik vi her til aften en snak med Powerwolf’s trommeslager, Roel van Helden. Powerwolf gæster Danmark for første gang nogensinde. I øvrigt på den første klubturné nogensinde i Skandinavien. Så naturligvis skulle vi have en snak med det tyske power metal band, når de nu endelig kom forbi!

Hej Roel. Først og fremmest velkommen til Danmark!

Mange tak! Langt om længe kom vi her til! Det er faktisk første gang, at vi laver en headliner tour i Skandinavien.

Og så er det endda det første show på turnéen?

Ja lige præcis. Vi har været vant til at spille for langt flere mennesker i Central Europa og naturligvis i Tyskland. Så det her er på mange måder som at komme tilbage til rødderne. Tilbage til de typer af spillesteder som vi spillede for 4-5 år siden. Men det er sjovt. Jeg har det virkelig sjovt ved at spille i disse klubber!

Nu da I jo er i Danmark for første gang, så lad os lige få præsenteret Powerwolf ordenligt. Hvem er I og hvornår startede I ud? 

For mere end 10 år siden. Måske tilbage i 2004 startede vi ud. Jeg joinede bandet i 2011, så på det tidspunkt havde drengene allerede udgivet tre albums. Det har altid været et heavy metal band, eller ja, power metal. Der er en masse religiøst indflydelse. Både i vores visuelle approach, men også i teksterne og i musikken, hvor vi bruger et kirkeorgel og en masse kor. Det hele er en del af showet. Vi er på ingen måde et religiøst band.

Og det fører mig faktisk videre til mit næste spørgsmål. For hvor stor en betydning har religionen egentlig for jer. For når jeg kigger på jeres image, så virker det meget religiøst?

Det er en del af showet. Og for mig personligt er jeg på ingen måde religiøst. Vi har et par sange der hedder “Saturday Satan” og “In The Name Of God”. Men vi er hverken sataniske eller religiøse på nogen måde. Sabaton synger om krige og vi synger om religion. Det er alt sammen showelementer.

Og når jeg ser på jeres fremtoning kommer jeg faktisk lidt til at tænke på det gamle danske band Mercyful Fate og King Diamond. Er det et band, som Powerwolf henter meget inspiration fra?

Helt bestemt! Vores hoved sangskriver, guitarist Matthew Greywolf, har altid været en stor Mercyful Fate tilhænger. Jeg har lyttet til en masse, masse King Diamond i mine yngre år. Jeg så på et tidspunkt et dobbeltshow med både Mercyful Fate og King Diamond for efterhånden mange, mange år siden.  Måske er vokalerne ikke ligefrem en stor indflydelse. Til det er vi nødt til at skulle klemme vores sanger lidt for hårdt i bollerne. Haha. Måske ville det virke. Haha. Men musikken er selvfølgelig en klar, klar inspiration. De har jo generelt set været en kæmpe inspirationskilde for hele metalscenen.

Lad os blive lidt ved jeres sanger, Attila Dorn, som jo er klassisk sangtrænet. Hvor stor en indflydelse har den klassiske musik ellers hos Powerwolf?

Ja, der er bestemt en masse kor. Vi har disse kor med, fordi det skaber en masse, masse dejlig atmosfære i musikken. Men ud over det har vi som tidligere nævnt et orgel med, som man måske godt ville kunne sige er inspireret fra den klassiske musik. Men ud over det, så har vi ikke for mange strygere eller andre klassiske elementer med. Jeg ville være bange for at komme til at lyde fake, med alle disse elementer. Vi gør en masse med vokalerne i koret. Men for os stopper det også der, og det er jeg glad for. Nogle bands, og jeg nævner ingen navne, tager den, efter min egen mening, lidt for langt. Det tager altid lidt for meget af rock n roll udtrykket, når man skubber det for langt.

Du nævnte i begyndelsen selv det med at gå fra en stor scene, som Wacken’s hovedscene, til en mindre scene, som her i Pumpehuset. Er det svært at gå fra at spille for 80.000 mennesker og ned til måske et par hundrede mennesker? Hvad kræver det egentlig som band?

Den anden vej er faktisk svære. Haha. For 500 mennesker er jeg egentlig ikke nervøs. At spille foran 80.000 mennesker på Wacken’s hovedscene er så en helt anden historie. Jeg nyder virkelig at spille de mindre shows. Jeg nyder virkelig at kunne nyde hele showet og ikke tænke på tekniske problemer. Hvis et bækken vælter osv, så er jeg ikke nær så nervøs. Men hvis det sker på en festival som Wacken, så er der altså 80.000 mennesker der ser det hele fucke up. Det ville være noget lort. Haha. Når jeg spiller på en større festival, nyder jeg det faktisk først rigtigt efter showet og man kan ånde ud og sige, at intet heldigvis gik galt og man nu kan få en øl. Haha.

Jeg tænker at I også mærker energien noget mere i de små klubber?

Helt klart. Vi spillede på en festival i Schweiz sidste sommer. Og Rammstein var hovednavnet. Rammstein sælger åbenbart VIP billetter, til dem der har råd til det. Disse kan så som de eneste komme helt foran til de første 10 meter. Derefter kommer så bandets hardcore fans, som også har købt særlige billetter og så først herefter kommer de andre besøgende. De hardcore Rammstein fans kommer naturligvis først når Rammstein skal gå på. Så vi havde altså en festival med 50.000 mennesker, men helt nede foran var der kun meget, meget få. Det var virkelig underligt! Jeg tænkte: Hold op der er mange mennesker her. Men hold op de er langt væk.

Men sådan er det med alle store festivaler. Der er jo den store fotograv, hvor fotografer går ind og tager billeder foran scenen. Jo større festivalen er, jo større er den også.
Men i en klub som denne kan man virkelig mærke energien!

Hvad forventer du af showet i aften i Pumpehuset?

Jeg håber det bliver et godt gammeldags old school metal show. Intet for seriøst, vi skal alle bare have det fantastisk sjovt. Og det ved jeg vi får!

Det er jeg også helt sikker på vi gør! Mange tak for snakken og god vind på resten af jeres første Skandinaven Tour!

Mange, mange tak! Vi ses til showet!