Mandag aften stod i punkens tegn på Atlas i Århus. Aftenens hovednavn, Frank Carter, havde fået massere af ros for sin koncert på Roskilde Festival, som desværre clashede med Bring Me The Horizon, så det var med stor forventning at jeg endelig skulle opleve ham!
Anmeldelsen af Frank Carter & The Rattlesnakes er skrevet af gæsteanmelder Martin Horn Pedersen.
God Damn
Foto: Sebastian Dammark
Først stod den dog på opvarmning med det britiske punkrock band God Damn, der på denne tour er 3 mand i bandet. Det stod fra koncertens start klart, at live ville bandet levere musik med meget mere smæk og larm end på plade, hvilket virkede fremragende for dem.
En kæmpe oplevelse var nu engang trommeslageren, som bedste kan beskrives som Sideshow Bobs britiske hillbilly fætter. Vildt hår, smækbukser og fuld fart på trommerne, mens hans ansigts mimik udstråler en blanding af fest og galskab!
De to andre medlemmer skiftes til at spille på hhv guitar, synge og skabe andre musikalske effekter. Det bidrager til at give en ekstra vildskab og power på scenen. Lydmanden må da også op og vikle ledninger ud undervejs, efter bandet flere gange tager turen ud i publikum. På trods af dette kaos er det hele velspillet og smukt. Eneste problem er en lidt lav vokal, men det kunne ikke ødelægge helhedoplevelsen af et stærkt larmende omgang punkrock, fyldt mere energi og som beviste, at bandet har et ekstra niveau live i forhold til plade. De må gerne snart komme forbi DK igen med et længere show, men alt i alt perfekt opvarmning!
Frank Carter & The Rattlesnakes
Foto: Sebastian Dammark
Efter en kort pause var det tid til hovednavnet, Frank Carter & The Rattlesnakes. Lad det være sagt med det samme: vi fik et solidt show!
Det var ikke “bare” en koncert, men kort og godt ren vildskab ledt an af Frank Carter ham selv. Bandet og særligt Frank har meget festligt tøj på og allerede i andet nummer er der moshpit og crowdsurfing efter Frank har meldt ud, at deres scene altså er vores og vores pit er deres.
Derefter fortæller han, at han fik en update om, at der kun var solgt 20billetter i forsalg, men da vi nu er væsentligt flere til koncerten, ved han ikke hvor han skal rette sin energi, hvilket medfører at alle bliver hevet på scenen. Et herligt indslag!
Her får folk lov til at synge fødselsdagssang for bassisten Tom, som udover sangen pludselig får en kage i hovedet.
Derefter forsætter koncerten og i løbet af det efterfølgende nummer, kommer alle tilbage på deres naturlige pladser igen. Hans snak under showet kommer til at fylde meget. Han fortæller os bl.a hvor meget han
Foto: Sebastian Dammark
elskede at spille på Roskilde.
Mellem alt snakken får vi dog velspillet og kraftfuld punk, med en frontmand der er et show i sig selv, samtidig med at han har publikum i sin hule hånd.
Som når han f.eks får publikum til at lave cirkel pits, der dækker hele salen eller lige modsat, når han får publikum helt ned i tempo, for at lytte til den rolige udgave af “Beautiful Death”, i mens vi alle skal huske på dem vi elsker, men som vi ikke har mere.
Som sagt i starten fik vi et vildt show, med punk når det er bedst.
Nogen vil nok mene, at han talte for meget. Jeg synes det var fint, undtagen i de sidste 10minutter, da showet i sig selv “kun” var 65minutter. Det skal dog på ingen måde have lov ødelægge billedet af hvad koncerten var, nemlig et fantastisk show med god musik, godt band og en frontmand som de fleste bands kun kan drømme om at have!
