Blues Pills på Roskilde Festival 2016. Foto: Henrik Moberg Jessen

Blues Pills på Roskilde Festival 2016. Foto: Henrik Moberg Jessen

Torsdagen stod i retrorocken’s tegn på årets Roskilde Festival med både Blues Pills, Uncle Acid og Ghost på samme dag. Blues Pills startede ud kl 13 på Avalon. 

 

Min frygt for et tomt telt kl 13 på Avalon kunne jeg godt pakke væk igen, da koncerten med med svenske Blues Pills satte i gang.

Bandet har tydeligvis, på blot ét album, fået skabt et følge så stort, at de med største selvfølgelighed kunne pakke den smukke Avalon scene. Men man forstår det jo godt. Blues Pills skriver stærke sange og med Elin Larsson i front, har de samtidig én af de stærkeste kvindelige vokaler netop nu på rockscenen.

Hun er en sand indpisker og sammen med lead guitarist, Dorian Sorriaux, udgør de to det sande omdrejningspunkt i en koncert med Blues Pills’ 70’er rock.

Bandet havde denne tidlige dag på Roskilde Festival kørt en lang setliste i stilling, hvor numre som “High Class Woman” og “Bliss” virkede som et seriøst wake up call for det tømmermænds ramte publikum.

Til tider virkede det dog som om, at bandet havde svært ved at fylde den store scene ud, og med kun ét album i ryggen, er det svært at holde en koncert interessant igennem 75 min. Til det har de simpelthen ikke hits nok(endnu!).

Midtvejs blev koncerten derfor trukket unødvendigt ud, med lidt for lange jam-perioder der, nuvel,  var væsentligt mere velspillet og intenst end RHCP dagen før. Og så fik vi et længe ventet nyt nummer i form af “Lady In Gold” fra det kommende album af samme navn. Dét lover satme godt for fremtiden. For dette lille lækre melodiske udspil viser et Blues Pills, med et noget hårdere udtryk end hørt på debutten.

Hvis koncerten dog bare havde været en anelse kortere.

7-penta