Queen feat. Adam Lambert. Sweden Rock Festival 2016. Foto Eske Jeppesen
Sweden Rock Festival blev afholdt i sidste weekend. I år med hovednavne som Queen feat. Adam Lambert, Sabaton og Twisted Sister! Vi havde gæsteanmelder – the true danish rock n roller Eske Jeppesen – afsted på årets festival. En festival der ligger Eske meget nært da hovedfokus her er rock som i rigtig ROCK!
Sweden Rock er på mange måder speciel festival. År efter år har de ikke bare det bedste program, men de får den også afholdt fantastisk. Man står aldrig længe i kø nogle steder og man føler sig ikke mast under koncerterne. Priser på alkohol, nuvel det er Sverige, ligger i den dyre ende og når man kun må købe 5 genstande pr kunde, skal man hurtigt gå mange gange. En øl på 33cl koster 52 svenske, hvilket slår hårdt på en studerendes pengepung, men så er det godt, at man inde på pladsen kan købe 4 Red Bull for den nette sum af 60 kr (!!!!). De svenskere er lidt skøre med priserne. Så med en lommelærke fyldt med vodka, kan man komme langt.
Dette var min første gang på Sweden Rock, hvor jeg tog alle 4 dage. Tidligere har jeg været afsted et par gange til en enkelt dag. Der er så meget god musik, at det er svært at overskue og vælge hvad man vil høre. Derfor valgte jeg, at skippe mange af de bands og kunstnere, som enten kommer på Copenhell og Roskilde. Jeg har dog hørt rygter om, at kongen skulle have gjort det fantastisk! Jeg har udvalgt nogle få bands hver dag, som jeg har skrevet lidt om og hvis I tænker, at der mangler noget død, thrash, black og Lordi, så må i kigge andetsteds hen. God læsning!
Onsdag 8/6
Første dag med musik. Kun de tre mindste scener er åbne, så jeg frygtede egentlig at det ville blive meget mast og fyldt. Mine tanker blev dog gjort til skamme.
Mike Tramp
Tramp havde fået æren af at åbne ballet på Sweden Stage. Kl 16.15 trådte han på scenen, bakket op af de tre drenge fra LUCER. Der var godt fyldt og folk var klar på endelig at få noget livemusik! Vi fik flere sange fra de seneste skæringer, men man kunne tydeligt mærke at publikum ventede på de gamle White Lion klassikere. Sammenspillet i bandet kan man ikke sætte en finger på, og da lyden var blevet indstillet, gik det faktisk skide godt. Tramps trommeslager, Jonathan, smiler som en tosset bag trommerne imens han banker løs, hvilket hiver stemningen op. Publikum brød selvfølgelig ud i fællessang, da hittet When The Children Cry blev leveret. Jeg har lyttet til den sang siden jeg var en ung purk og desværre faldt den lidt sammen for mig. Broken Heart var sidste nummer på setlisten og hold da op. Den sang bliver så meget federe live! Den vinder virkelig og det klæder både Tramp, når det bliver lidt vildere og hårdere. Mere af det tak!
Diamond Head
Et par timer efter gik turen over til den mindste scene, den eneste inde i et telt, hvor Diamond Head spillede. Efter at have hørt hvordan de væltede PH caféen to dage før, var det et must see! Og de leverede… NWOBHM så det basker og så endda med en dansker i front. Rasmus Bom Andersen gør det formidabelt som frontmand og havde gennem det meste af koncerten publikums tække. Bandet strålede og legede, mens Brian Tatler rev det ene riff ud efter det andet. Det hele kulminerede selvfølgelig til sidst, da de spillede AM I EVIL. Fællessang så teltpløkkerne måtte anstrenge sig for at blive i jorden. Lad os håbe de kigger forbi Danmark igen inden alt for længe.
Blind Guardian
Endelig, endelig, endelig tænkte jeg imens jeg gik over mod scenen. Det her har jeg ventet længe på. Efter de har fået en helt håbløs tid på Copenhell, så jeg ekstra meget frem til dette. Eneste ting jeg var i tvivl om, var tiden. De havde 2 timer at spille i og det blev desværre også taberen. I Tyskland kan de nemt spille to timer, men her var det for meget. Folk faldt fra i en strid strøm og da vi nåede til sidse tredjedel af koncerten, var der pænt tomt. Folk ventede utålmodigt på de 3 største hit og i sidste ende fik vi dem. The Bard Song er fantastisk fællessang, Valhalla giver et ordentligt spark i løgene og Mirror Mirror er bare bedre live! Der blev hoppet og danset under alle tre numre og man gik hjem i seng med en god følelse i kroppen, så dog hurtigt blev afløst af træthed her kl 2 om natten. Jeg håber vi får alle 3 hits på Copenhell, men tvivler når de ikke har mere tid.
Torsdag 9/6
The Kentucky Headhunters
Måske det navn jeg var mest spændt på før festivalen. De har spillet sammen i 25 år og vundet grammys, men aldrig spillet i Europa før. De gav en opvisning i hvordan sydstatsrock skal lyde. Ikke så mange dikkedarer, men bare god gammel swampmusic, som vi kender fra Lynyrd Skynyrd og Blackberry Smoke. Gennem hele koncerten havde den ene guitarist, store problemer med sin forstærker hvilket var super ærgerligt. De spillede overbevisende og fortalte røverhistorier, røg cigarer og var i det hele taget bare übercool hele vejen igennem. Især skal trommeslageren nævnes. Han var sej! Med pelshue og langt hvidt skæg, gav han den gas og gav en formidabel trommesolo. Det skal nævnes at jeg normalt hader trommesoloer – spild af tid! Endnu et band, man kan håbe på vender snuden forbi Danmark en dag.
Graveyard
Det var efterhånden femte gang jeg skulle høre Graveyard og jeg så på en måde frem til det, uden rigtig at være begejstret. De er nemlig blevet dårligere og dårligere siden jeg så dem første gang, for en håndfuld år siden i det lille Pavilliontelt på Roskilde. De gjorde det ikke bedre denne gang desværre. Det blev en ret upersonlig koncert fra bandet, som jeg overvejede at gå fra tidligt, men simpelthen ikke kunne få mig selv til. Lyden var heller ikke noget at prale af, men det problem havde de fleste bands desværre på Lemmy Stage. Øv Graveyard. Jeg tvivler på, at jeg køber billet næste gang i rammer DK.
Queen + Adam Lambert
Thomas Treo skrev det efter koncerten i Jelling. Jeg er enig. Det her var Adam Lambert + Queen! Den mand er så dygtig, så ydmyg og så sej! Han ville uden tvivl gøre Freddy stolt. Vi fik leveret et show, vi fik leveret en magtdemonstration i at levere hits og vi fik leveret Freddy på storskærmen under flere af sangene. Imens Lambert flere gange skiftede tøj under koncerten kom Brian May og Roger Taylor i centrum, men hvorfor? De var ikke overbevisende og snakkede for det meste om gamle dage. Det var lidt spild af tid, når nu Lambert gør det så fantastisk! Af store øjeblikke skal særligt nævnes I Want It All og Fat Bottomed Girls. De blev leveret med en nerve som er svær at hamle op med. Don’t Stop Me Now blev aldrig rigtig god desværre. Jeg kunne godt have brugt lidt mere nærhed og lidt flere overraskelser. Det var nogle gange et show mere end en koncert desværre. Et øv på den konto, men uden tvivl en mindeværdig koncert.
Fredag 10/6
Foreigner
På tredjedagen havde vejret skiftet fra at være sol med sol til at være regn med lidt sol. Foreigner er nok lige så meget pop, som det er rock. Ikke desto mindre så jeg frem til det. Uden at vide det kendte jeg faktisk alle sange de spillede. Det var hit på hit, hvor især Juke Box Hero i øsende regnvejr var fed. Sidst i koncerten begyndte solen så småt at titte frem og så fik vi leveret monsterhittet I Wanna Know What Love Is. Det findes vidst ikke noget bedre i verden end at se så mange granvoksne mænd, med ølvomme og en meget begrænset hårpragt, der står og skråler med på en af de bedste kærlighedssange nogensinde. Det var fantastisk! Eneste minus var en meget underlig keyboard solo. Det var skidt! Derfor ikke topkarakter.
The Hellacopters
Det her kunne kun blive godt. Vi snakker efter min mening om et af Sveriges bedste bands gennem tiden. Eneste reunion koncert for tyveåret af deres første album og så i disse omgivelser. Det var mig dog en gåde, at de ikke var placeret på hovedscenen. Hold nu op hvor var der fyldt foran Lemmy Stage. De spillede hele albummet Supershitty To The Max og stemningen var formidabel. Endnu engang spillede lyden dog en ærgerlig rolle og det begyndte at pisse mig af, at man stort set ikke kunne høre Nicke Anderssons vokal. Dregen så ud til at nyde at være samlet med de gamle gutter og det skal da nævnes at bassisten havde valgt at bære en Spids Nøgenhat t-shirt i dagens anledning. Supershitty To The Max er et glimrende album, men jeg manglede virkelig nogle af de senere hits, som Im In The Band og By The Grace Of God. Jeg håber som en lille dreng på, at de kan samles igen og tage på tour. Hvis ikke er jeg glad for at have oplevet dem denne gang.
Twisted (Fucking) Sister
Efter deres magtdemonstration på Copenhell for et par år siden, vidste jeg på forhånd det ville blive godt. Jeg havde dog ikke forventet det ville blive så fantastisk som det gjorde. Dee Snider er en entertainer af guds nåde. Manden har rundet de 60 år, render rundt med en six-pack der vil gøre de fleste misundelige og en stemme der stadig kan det hele. Det var tydeligt at mærke den connection Twisted Sister har til festivalen og det blev da også nævnt flere gange, at det var her de spillede først efter deres reunion tilbage i 2003. ”Look, there’s a guy with a selfie stick – What a dick” og ”I’ve heard that rappers drop the mic – i destroy it” var bare nogle af de ting Dee Sniderudbrød under koncerten. Alt respekt til et band, der ikke vælger at spille de største hits til sidst. I Wanna Rock ubrød selvfølgelig til at synge NO fra publikum og We’re Not Gonna Take It blev sunget af publikum, dog uden samme intensitet, som på Copenhell. Bandet gjorde også en stor ting ud af, at minde om, det var deres farewell tour og der ikke kommer mere live fra dem. De vil ikke være ligesom de andre bands, host Scorpions host Judas Priest, som Dee Snider nævnte. Koncerten blev rundet af med med SMF, som blev skrålet af alle tilstedeværende. Twisted Sisters musik er ikke banebrydende. Det er ikke svært at synge med på. Det er genialt. De er geniale. Tak for jer og tak for rock! Årets koncert på festivalen.
Avantasia
Jeg har hørt meget om Avantasia tidligere fra folk. Både godt og ondt og det er først indenfor de sidste par måneder, at jeg for alvor har givet dem en chance. Nuvel de har lavet nogle fede sange og hele konceptet er også fedt, men jeg er ikke helt faldet for dem endnu. Live skulle det dog være en oplevelse og med 5 sangere inklusiv vores egen Ronny Atkins på scenen, skulle det nok blive spektakulært. Vokalen hos Avantasia er vigtig og med de tidlige bands problemer på scenen med netop vokalen blev jeg bange på forhånd. Og det er også ubarmhjertigt at spille efter et band, som har revet Sweden Rock fra hinanden og leveret den klart bedste koncert. Vokalen var dog ikke et problem her sent på aftenen, i hvert fald ikke hos Ronny Atkins og norske Jørn lande. Tobias Sammets vokal haltede dog igennem koncerten og han virkede lettere irriteret over, at de ”kun” havde fået knap to timer at spille i. En koncert der var glimrende, men som jeg dog til sidst måtte give fortabt, da jeg ikke kunne stå på mine ben efter koncerter uafbrudt siden kl 18. Jeg manglede at høre Sign Of The Cross og Lucifer fra den nyeste skæring, så havde karakteren lige været en tand højere.
Lørdag 11/6
Dirkschneider
Lørdag faldt jeg i fælden der går under navnet ”mange øl”. Derfor endte jeg også først med at komme ind på pladsen omkring kl 19 til Dirkschneider. Jeg havde egentlig ikke mange forventninger til UDO, men håbede inderligt, at han havde taget sin keyboardspiller med, fordi han er da noget af en oplevelse. Desværre var han ikke med denne gang, nok fordi UDO kun spiller gamle Acceptsange på denne tour. Vi fik en sætliste, som praktisk talt var fyldt med gamle hits, men de blev bare ikke leveret ordentligt. Manden synger ikke godt mere og hans musikere var mere eller mindre anonyme. Min makker fra Norge sagde meget rammende efter koncerten, at det var det bedste Accept coverband han havde oplevet.
Sabaton
Lad det være sagt med det samme. Sabaton deler vandene hos folk og det gør de også på hjemmebane i Sverige. Min begejstring for Sabaton er steget meget de senere år og når nu man vidste, at de spillede med lidt ekstra show i aften, så var min spænding intakt. Jeg tror aldrig jeg har været til en koncert, der er gået så meget op i intensitet. Jeg mindes heller ikke at have været til en koncert med så meget ild og fyrværkeri på scenen og slet ikke på en festival. To tanks på scenen, trommesæt på den ene, morterer der kommer ild op af og en stor skærm bagerst på scenen. Ingen overraskelser der. Bandet startede ikke overraskende ud med Ghost Division og jeg ved ikke hvad svenskerne har taget, men folk stod stille og med armene over kors. Skeptisk stod de fleste med armene over kors og ventede på at blive omvendt. De første par numre blev leveret skarp fra scenen, men folk var simpelthen ikke med. Så efter en 5-6 sange gik de i gang med tre numre fra Carolus Rex albummet, selvfølgelig på svensk og så var publikum pludselig med. Der blev sunget med, hoppet med og armene var pludselig oppe i luften og klappe taktfast. Nu var der fest, men ak. Introen til en af de bedste sange ifølge undertegnede, Swedish Pagans, begyndte og jeg troede ærligtalt at festen skulle peake nu. Jeg blev dog slemt skuffet. Når bandet ikke synger på svensk, gider vi ikke danse var den gængse holdning. Det blev en ærgerlig omgang og bandet skulle på ny spille festen op. Mere ild, mere fest og den kom igen, men først til sidst. Først ved det første ekstranummer, Primo Victoria, gik festen for alvor i gang. Hold da op! Sjældent har jeg set en publikum hoppe rundt i så lang tid og skråle med på omkvædet. Smilene var nu store rundt omkring og den gnist bandet havde haft hele aftenen, havde publikum nu taget til sig, men desværre for sent. Øv, den her koncert kunne have været legendarisk.