Med “Oceans Into Their Graves” har Rising udsendt et yderst krævende værk. Men giver du det tid, vil det for alvor gå op for dig, at de har skabt noget stort.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Rising var spået en stor fremtid, da pladen “Abominor” landede nogle år tilbage. Både danske og udenlandske medier faldt pladask for de iørefaldende riffs og hårde attitude hos det københavnske sludge metal band. Men der skulle hurtigt komme grus i maskineriet, og Rising som band gik hvert til sit pga. kreative uoverensstemmelser. Så det var selvfølgelig en glædelig overraskelse, da guitarist og mastermind Jacob Krogholt genoplevede bandet, og nu har opgraderet Rising til hele fem mand – med en ny lyd bag sig.
De nye toner på “Oceans Into Their Graves” oser af både nitter, læder og helte-metal uden at riffsne går specielt meget væk fra den klassiske Rising-skabelon som man elsker dem for. Det specielt i vokalen skiftet ligger, hvor vi næsten er helt ovre i noget Iron Maidensk heavy, frem for de dybe og brutale toner vi har hørt førhen. Og jeg skal da hurtigt være den første til at indrømme, at dette skift ikke huede mig overhovedet, efter jeg oplevede Rising spille på Stengade sammen med Galvano, Snailking og Zaum tilbage i november. Men der var alligevel noget der bed sig fast. Flere af riffsne stod klart i erindringen dagen efter, og derfor glædede jeg mig stadig til at høre hvad studieudgaverne har at byde på. “Old Jealousy” var første single der udkom, og efter at have hørt den, må jeg blankt erkende, at det bare fungerer pisse godt det hele. Det er kæmpe armbevægelser og ambitionerne er for alvor løbet løbsk. Det klæder især vokalen at den bliver sovset mere ind i storladen reverb, hvor det live har været mere tørt i henhold til effekterne.
Det er specielt numrene “All Dirt”, førnævnte “Old Jealousy”, det mastodontiske riff i “Death of A Giant” og specielt den gennemførte “Coward Heart” der sætter sig fast i hjernen, men hvis du ligesom mig er nysgerrig for stilen men ikke helt er der endnu, så giv den tid til at udfolde sig – så vil det hurtigt stå klart, at denne plade har fat i noget helt specielt og bestemt har været værd at vente på! Faktisk er det kun afslutteren, den nærmest helt ballade-agtige “The Night” hvor jeg synes de mister lidt pusten på det momentum der er bygget op gennem hele pladen. Og hvis det er det eneste negative, kan det vel ikke være så slemt det hele, selvom mange nok vil skulle bruge lidt tid til at komme ind i det nye Rising-univers. Men tro mig og gør jer selv den tjeneste.
Opsummering: Rising har med Oceans Into Their Graves skiftet udtryk. Er udtryk der for alvor udfolder sig, til de af de interesserede der er villig til at give pladen tid!
Lyt specielt til: “Old Jealousy”, “All Dirt”, “Coward Heart”, “Death Of A Giant”, “Waste Deep”.
For fans af: Baroness, Torche, The Ocean, Floor, Big Business
“Oceans Into Their Graves” udkommer på Indisciplinarian.