Anden del af vores Copenhell reportage er nu landet! Denne gang med power kriger Weiss bag roret. Læs her om alt fra nye danske stjerneskud, sande rock n rollere, symfoniske krigere i lydmæssigt frit fald og en konge så sort som den regnvåde nattehimmel!
Defecto. Foto: Henrik Moberg Jessen
Defecto (Torsdag kl 13:30 @ Pandæmonium)
Danske Defecto havde fået æren at åbne og sparke Copenhell solidt i gang på Pandæmonium. Og hvis bandet på forhånd frygtede for fremmødet grundet det tidlige tidspunkt, så kunne de trygt ånde lettede op bag forhænget inden showstart. Fremmødet var utrolig flot, hvilket naturligvis giver mening når nu Blind Guardian også ventede lige bagefter.
Med debutten “Excluded” i ryggen har Defecto bestemt et solidt album at kunne præsentere på Copenhell. Albummet har høstet flotte anmeldelser i pressen og man kan næppe tænke sig til et bedre sted at fremføre albummet end på Copenhell.
D’herrer gik til stålet allerede fra start og deres melodiske skærringer stod flot ud over pladsen denne tidlige eftermiddag. Med Nicklas Sonne har Defecto en fremragende sanger, der desværre denne aften fremstod en anelse klodset. Jeg ved ikke om han trådte sit guitarkabel ud et par gange eller om det var noget andet teknisk bøvl ved guitaren der generede koncerten. Men desværre forsvandt guitaren et par gange og hæmmede koncerten en anelse.
Men ellers var Defecto en udmærket start på en fremragende Copenhell. Hverken for hårdt eller for blødt. En god måde at starte på!
Blind Guardian. Foto: Henrik Moberg Jessen
Blind Guardian (Torsdag kl 15 @ Hades)
Blind Fucking Guardian mine damer og herrer! For første gang i Danmark efter 20 (!!) år! På trods af det tidligere tidspunkt var fremmødet imponerende højt på Hades denne tidlige eftermiddag. Andet ville da også være mærkeligt med dette legendariske band fra Tyskland.
Lyden gik klart igennem da tyskerne startede ud med “The Ninth Wave” fra deres seneste “Beyond The Red Mirror”. Og så var der ellers dømt sing-a-long for powerfolket. med klassiske sange som “Nightfall”, “Time Stands Still (at the Iron Hill)”, “Imaginations from the Other Side” og de afsluttende “The Bard’s Song – In the Forest”, der i øvrigt blev fremført som var vi i Tyskland, og den velvalgte “Valhalla”.
Hansi Kürsch er glimrende frontmand, der efter mange, mange år i front for bandet ved hvordan han skal få publikum i sin hule hånd og det var vi allerede fra start.
Blind Guardian var tjekket ned til aller mindste detalje. Fantastiske musikere, der fremfører fantastisk musik på en fantastisk festival. Det bliver næsten ikke bedre.
Det skulle da lige være at bandet ikke fremførte “Mirror, Mirror” og sagtens kunne have spillet en halv time længere!
Kom snart igen!
Solstafir (Fredag kl 13:15 @ Hades)
Frygten for at Solstafir’s melankolske mørkerock ville falde til jorden som et brag fra en vulkan, var til at føle på, da det tømmermænds ramt fredags publikum tog imod islændingene. En stor sø foran Hades gjorde at fremmødet så en anelse sløjt ud. Men det blev bestemt bedre i løbet af koncerten. Og faktisk virkede Solstafirs musik til at være lige præcis dèt, som publikum havde brug for for at komme i gang denne fredag.
For da Solstafir lagde ud med “Dagmál” fra deres glimrende “Otta” udgivelse synes folk at fordybe sig fuldstændig i musikken.
Hvordan det ville fungere på en open air scene var det store spørgsmål. Men Solstafir formåede lang hen ad vejen at gøre det så intimt som muligt, med de sange de nu engang har i deres bagkatalog. For på særligt Otta pladen er der fantastiske sange at komme efter og her fik vi heldigvis en del sange, hvor den 9 minutter lange titelnummer “Ótta”, bestemt hev den største sejr hjem.
Men nej Solstafir koncerten var ikke nær så god som i Pumpehuset sidste år. Til det var vind og dagslys simpelthen for stort et problem for øboerne, og så skulle vi naturligvis også have en strømafbrydelse i bandets absolutte klimaks. De sidste 30 sekunder blev således afbrudt på værst tænkelige måde. En skam for en eller udmærket koncert!
Amon Amarth. Foto: Henrik Moberg Jessen
Amon Amarth (Fredag kl 16:30 @ Helviti)
Vikingerne fra Sverige! Mægtige Amon Amarth havde taget dragerne og det nye album “Jomsviking” med sig, da de ramte Helveti fredag efter middag foran et stort, stort publikum og med måske deres største produktion til dato. Og man må da så sandelig sige, at svenskerne tror på deres materiale. For når man starter ud med det absolutte hit “Pursuit Of Vikings” er stilen ligesom lagt.
Amon Amarth havde da også det tunge skyts med sig denne eftermiddag. I hvert fald rent musikalsk. Men showmæssigt var der sparret på alt hvad der hed ild, røg og fyrværkeri. Noget som svensken ellers har haft med sig i stor stil på resten af deres igangværende sommer turné. En stor skam, da det er med til at styrke sceneshowet.
Men musikalsk var det umuligt at sætte en finger på setlisten. Vi fik alt fra klassiske toner som “Cry of the Black Birds” , “Deceiver of the Gods” , “Twilight of the Thunder God” og en herlig udgave af “Guardians of Asgaard”, hvor ignen ringere end svenskernes helt egen LG Petrov fra Entombed A.D gjorde sin entre.
Koncerten var klassisk Amon Amarth. Hverken mere eller mindre og se ses vi vel til december i Vega!
Epica. Foto: Henrik Moberg Jessen
Epica (Fredag kl 18:15 @ Hades)
Sjældent har man glædet sig så meget til en dansk debutkoncert og sjældent er man blevet så skuffet.
For første gang i Epica’s karriere skulle hollænderne med Simone Simons i front spille i Danmark. Stedet var Hades og nervøsiteten for om der overhoved ville komme nogle mennesker til denne symfoniske koncert (en stil der jo er flittigt udskældt på disse breddegrader) var bestemt tilstede. Men det var bestemt ikke publikumsfremmødet der blev et problem denne aften.
Det var derimod bandets lyd.
For hold da helt kæft, hvor skulle band og lydmand dog have en røvfuld for denne fuldstændig uacceptable koncertlyd denne tidlige aften på Hades. Bandet’s ellers så pompøse og storslåede lyd blev fuldstændig revet fra hinanden på en tam og uværdig måde. Ti ltider var det faktisk svært overhovedet at høre hvad der blev spillet i virvaret af trommer, bas og backing vokaler. En underlig buldren og en alt for lav lyd gjorde det fuldstændig umuligt at nyde koncerten, med et band, der på dagen ellers havde en velvalgt setliste bestående af de nye og glimrende “The Second Stone” , “The Essence of Silence” og klassikere som ” Cry for the Moon”.
Men nej. Selvom bandet virkede oplagt var der ikke ngoet at gøre og årets største skuffelse må absolut gå til Epica.
Megadeth. Foto: Henrik Moberg Jessen
Megadeth (Fredag kl 19:45 @ Helviti)
Megadeth, Megadeth, Megadeth… Hvad skulle man dog forvente. Den sidste koncert jeg oplevede med Mustain og co. var på Wacken i 2014. Her startede det satme ringe ud, men sluttede som en rendyrket fest. Og med det nye glimrende Dystopia i ryggen var mine forventninger til koncerten derfor høje!
Dave Mustain og resten af Megadeth er jo fantastiske musikere. Det er de altså bare. Deres tekniske thrash svinger som altid, og alt er derfor som det skal være. Men er det egentlig nok? For Mustain kan altså ikke synge længere! Og det vil jeg helt klart for tæsk af den samlede stab af Megadeth fans for at skrive. Men det er altså sandheden og det blev igen bekræftet oven på koncerten Copenhell.
For det første er stort set alle sange stemt ned, så Mustain kan ramme tonerne og for det andet er der lagt så mange effekter på hans stemme, at den virker underlig metallisk og ja, robot-agtig. Skal man sige en mekansisk frø? Det lyder simpelthen ikke godt længere.
Setlisten var denne aften en blanding af nyt og gammelt materiale, hvor der blev lagt ud med “Hangar 18” og sluttet med “Holy Wars… The Punishment Due”. Vi fik hele 4 nye fra den nye og en tam, tam udgave af “Symphony Of Destruction”. Her blev jeg én gang for alle bekræftet i, at Megadeth ikke længere er det bombastiske livenavn, som thrashfolket har elsket. Megadeth var på Copenhell en kedelig og rutinepræget oplevelse, med en Mustain der syntes at have det mere end svært på vokalen!
Kadavar. Foto: Henrik Moberg Jessen
Kadavar (Fredag kl 21 @ Pandæmonium)
Fra træt til super energisk. Kadavar er the shit! Sagt på den absolut mest postive måde! Hvornår har en trio sidst revet Copenhell så meget rundt? Den tanke stod jeg med efter tyskerne atter havde spillet op til sand rock n roll!
Hos Kadavar gøres der bare ikke mere end lige hvad man behøver. Og hos Kadavar betyder det guitar, tromme, bas og en vokal, samt en håndfuld stærke og velskrevne rock n roll riffs. Mere skal der ikke til for at holde en fest.
Kadavar svinger uhørt godt og særligt når guitarist og sanger Lupus Lindemann kaster sig ud i sine lange og syrede guitarsoloer vinder bandet stort.
Det samme kan egentlig siges om bandets trommeslager “Tiger”, der fornuftigt nok er placeret bag sine trommer forrest på scenen. Showmæssigt er han Kadavar’s bedste kort på hånden. Så at fremhæve ham giver god mening. Her kan man for alvor snakke om at få kanaliseret energi ned til publikum, der tager i mod og kaster selv samme energi direkte tilbage på bandet.
Kadavar beviste atter på Copenhell, at de altså er det bedste kort lige nu, når vi snakker retrorock!
King Diamond. Foto: Henrik Moberg Jessen
King Diamond (Fredag kl 23 @ Helviti)
Så sort, så smukt og så rigtigt.
Naturligvis, fristes man til at sige, skulle det da pisse ned, da Kongen atter indtog Copenhell. Det er kun tre år siden han sidst gjorde det. Men nu var det altså med hele den legendariske Abigail plade i ryggen.
Inden denne skulle vi dog igennem et kort set af andre klassiske King og Mercyful Fate numre, hvor vi med “Welcome Home” fik sparket koncerten solidt i gang og hvor særligt “Eye of the Witch”og de klassiske Mercyful sange fra kataloget “Melissa” og “Come To The Sabbath” gik rent ind, inden det nu endelig blev tid til Abigail.
Og SÅ kom det første tordenbrag. Kulissen kunne næsten ikke sættes bedre, da King Daimond satte i med “Arrival”.
Den flotte kulisse var en sand fryd for øjet, da King Diamonds sataniske horror fortælling om Abigail og de sorte ryttere blev fremført i sin helhed og vokalmæssigt virkede kongen selv stærkere end ved de sidste to gange jeg har set ham.
Og så kom vi til “The Black Horsemen”. Og hvis ikke koncerten toppede før, så gav alt i hvert fald mening lige dér. Lige midt i regnen, hvor den sataniske heavy metal var fremført så smukt og så rigtigt af King Diamond og hans fantastiske stab af musikere!
Tribulation (Lørdag kl 13:15 @ Hades)
Indrømmet. Det var ikke meget jeg kendte til Tribulation op til koncerten på Copenhell. Men svenskerne, der tidligere har gjort sig i dødsmetal og som nu spiller en særlig form for gotisk glammet hard rock gjorde rigtig fin figur, som det første navn på Hades lørdag eftermiddag.
Musikalsk førte tankerne mig hen på et navn som landsmændende i In Solitude, der også gjorde sig i den mørkere rock, inden de gik i opløsning.
Tribulation var, trods det tidlige tidspunkt i god kontakt med deres, nuvel, ikke ligefrem store publikum. Men de der var mødt op fik sig en glimrende oplevelse ud i horrorudklædning, androgyne looks og sublim hard rock.
En pakket klub kunne gøre dem godt!
Grusom. Foto: Henrik Moberg Jessen
Grusom (Lørdag kl 14 @ Hades)
Det er ikke mere end snart to år siden jeg så Grusom optræde til deres første koncert i København. Det var på Råhuset på indre Vestrebro. Vi var 10 mennesker. Allerede på det tidspunkt kunne man se, at disse herrer fra Svendborg var lavet af noget særligt. De havde på det tidspunkt kun en demo ude og ventede på at deres tyske pladeselskab ville udsende deres debut. Efterfølgende blev de en del af The New Shit i 2015.
Alt dette er nu historie og forleden i bagende sol pakkede de Pandæmonium scenen med deres melodiske stoner rock.
Forsanger Nicolaj Hoffmann Jul var mere energisk end nogensinde før og bandet virkede tændte på at levere, til hvad der skulle ende med at blive deres livs største oplevelse.
For Grusom var fra start i ét med deres publikum, der i de forreste rækker sang med på bandets herlige sange.
“Dette er det største publikum jeg nogensinde har spillet for” udbrød en tydeligvis lykkelig Nicolaj Hoffman Jul inden bandet satte i med hvad der vel efterhånden kan kaldes bandets signatur-sang “Evil”.
Et lille skridt for Grusom, men et kæmpe skridt for dansk rock, der i Grusom nu har sikret sig en stærk, stærk fremtid!
