Sidste omgang Copenhell-oplevelser er nu klar til at blive skudt afsted, denne gang af Aleg-One. Den står på både magiske oplevelser med aldrende veteraner, energiske nye skud på scenen og en enkelt sortmetallisk svipser.
Norma Jean. Foto: Henrik Moberg Jessen
Norma Jean (Torsdag kl 17:30 @ Pandæmonium)
Amerikansk kristen-core er nok ikke noget de nordiske satan-metal traditioner nikker alt for genkendende til, men hvem siger, at man ikke kan være på jesus kristus’ side og samtidig give folk en lektion i brutalitet og hård metal? Ingen der har oplevet Norma Jean live burde påstå andet i hvert fald!
Både band og publikum var klar på at give den hele armen, og det benhårde setliste bestående af både nyt og gammelt fungerede upåklageligt! Især nyere numre som “Bastardizer”, “Wrongdoers” og den helt nye og gennemført fantastiske “1.000.000 Watts” står stærkt i erindringen!
Koncerten blev rundet klassisk af med “Memphis Will Be Laid To Waste” hvor pitten, bandet og det hele eksploderede.
Udadtil mangler Norma Jean dog lige det sidste for at nå fuldkommen i mål med deres optræden, hvor det især er den sidste indlevelse, i de ellers meget følelsesladede sange, der mangler. Men det er også en lille finger at sætte på en ellers virkelig fed koncert.
Converge. Foto: Henrik Moberg Jessen
Converge (Torsdag kl 21:00 @ Pandæmonium)
Nogle gange kommer der koncertoplevelser, der placerer sig permanent i erindringen, selvom koncertminde-biblioteket efterhånden er fyldt godt op, og nye hele tiden træder til.
Koncerten med Converge på Copenhell var en af disse oplevelser.
Det øsregnede, folk var kolde og våde, og en tonsende højoktan hardcorekoncert med mathcore/hardcore legenderne var måske ikke øverst på ALLES ønskeliste denne aften. Men der skete noget nærmest religiøst under showet, der gjorde, at man ikke kunne andet end at overlade sig selv 100% til Jacob, Nate, Kurt og Ben’s afstraffelser.
Der var ikke en finger at sætte på hverken energien fra scenen, setlisten, det tætpakkede publikum eller lyden – ALT var til perfektion! Og fedt, at Copenhell vælger at sætte dette ellers ret store orkester, på den lille Pandæmonium scene. Intensiteten var i top!
Sammen med Lamb Of God’s legendariske koncert på Copenhell i 2013, er jeg ikke i tvivl om, at denne koncert får sneget sig ind i min permanente koncert-erindring. Og så er det næsten tilforladeligt, at jeg fik smadret knæet af en gut der væltede over mig i udkanten af pitten, og at jeg stadig humper rundt dagen i dag. Pretty much worth it.
Scorpions. Foto: Henrik Moberg Jessen
Scorpions (Torsdag kl 23:00 @ Helveti)
… Og apropos legender! Hold da op hvor tog Scorpions da røven på mig denne aften. Hvis der var et hovednavn jeg var forudindtaget omkring, så var det da Scorpions – altså, hvad fanden lavede dette oldtidslevn som hovednavn på Copenhell? Og med deres jammerligt pinlige koncert på Wacken i 2012, så er det ikke underligt, at mine forventninger var meget lave forinden.
Men ligesom med koncerten med Converge, så skete der noget fantastisk der i regnen, og med Scorpions kæmpemæssige rocksange fra det imponerende bagkatalog, med et bagtæppe bestående af torden og lynild, så er “magisk” blot et fattigt ord. Specielt den nyerhverhvede eks-Motörhead trommeslager Mikkey Dee løftede bandet op til det sublime!
Specielt da kæmpehittet “Wind Of Change” gik igang, glemte publikum kollektivt den silende regn, og overgav sig til en af de helt store singalong oplevelser i festivalens historie.
Scorpions er på 50 års (!) jubilæumstour… Og ved du hvad? – det kan man absolut ikke mærke! Hvis denne koncert er et pejlemærke, så ser jeg ikke nogen grund til at de ikke har mange gode år i sig endnu.
With The Dead. Foto: Henrik Moberg Jessen
With The Dead (Torsdag kl 01:00 @ Pandæmonium)
Fra tysk hard rock singalong, til amerikansk tonstung doom/sludge! Sådan!
Hvis navnet Lee Dorrian ikke siger dig noget, så er det straks tilbage til historiebøgerne og læse på dine lektier! Cathedral-frontmandens nye band With The Dead leverede nemlig festivalens absolut tungeste oplevelse, med deres nossesparkende doom metal, der ledte tankerne hen på en mere konsekvent udgave af Electric Wizard.
Med en helvedes masse tung røg og badet i rødt og lilla lys, indtog legenderne scenen i denne purunge konstellation, som havde de regeret på doom-tronen i mange år forinden!
Med en setliste bestående af hele deres selvbetitlede debutplade spillet fra ende til anden er der ikke mange dikkedarer, men det gør absolut intet når denne plade så også er så gennemført som den er.
With The Dead gav en absolut godkendt debutkoncert på dansk jord, og ville så absolut være et kærkomment syn på et lille, røgfyldt og tætpakket spilletsted igen – snart!
Bombus. Foto: Henrik Moberg Jessen
Bombus (Lørdag kl 15:45 @ Pandæmonium)
Svensk rock n’ roll med fuld fart gennem fjellene, så har du Bombus! Jeg har et sted læst, at Bombus lyder som hvis du smider Queens Of The Stone Age og Motörhead ind i en gammel varevogn og kører offroad gennem en ørken, og det er nu en ganske rammende beskrivelse! Bombus har dog på deres seneste plade “Repeat Until Death” gået over i et langt mere melodisk og rocket udtryk end den metalliske forgænger, og selvom det klæder dem, er monotonien dog stadig deres største svaghed.
Musikken, samspillet og energien på scenen fejler nemlig ingenting. Det bliver nemlig bare som om, at man efter en 4-5 numre ligesom føler, at man ligesom har hørt det. Det er lidt ærgerligt, for den formel de har på numrene er nemlig pisse effektiv, og man kan sgu ikke lade være med at headbange i takt med de fire svenskere på scenen.
Til slut fik vi dog den højoktane “Into The Night” som et godkendt punktum på en fed koncert, der dog led under et lidt begrænset lydbillede.
Bersærk. Foto: Henrik Moberg Jessen
Bersærk (Lørdag kl 21:00 @ Pandæmonum)
Jeg fucking elsker Bersærk! Det band her, de har fundet den hellige gral for hvordan man skruer en intensiv koncert sammen. Jeg har efterhånden oplevet bandet live et utal af gange, og man kan med rolighed sige, at de blot bliver bedre og bedre hver gang – gutterne er ustoppelige!
Klokken var 21:00, det er festivalens sidste dag, og gudfandeme om folk ikke er mødt talstærkt op, for at hylde de jyske hedninge! Okay, de fik så også en utaknemlig setliste på blot 30 minutter, men de fik også udnyttet hvert et minut til fulde. Leave them wanting more, så at sige.
Bersærk har nemlig fundet en urkraft i deres rå og luftguitar-inviterende headbanging-fremkaldende stoner metal. Og med den konsekvente udgivelse “Mulm” i baghånden, så er det bestemt et band som Bersærk man skal holde øje med, hvis man endnu vil have lov til at kunne se dem i øjnene på scenen, for det skal nok gå stærkt for drengene nu!
Men ja, pladsen foran Pandæmonum var fyldt, bandet og publikum var ekstatiske, alting eksploderede og gik op i en højere enhed – så tak for den!
Dark Funeral (Lørdag kl 22:15 @ Pandæmonium)
Åh ha, black metal. Du er enten min bedste ven eller værste fjende. Hvorfor kan du ikke opføre dig ordenligt? Hvorfor kan du ikke beslutte dig, om du vil være sjov, seriøst, farlig eller fjollet? Og om det skal være med vilje eller ej?
Dark Funeral, et af genrens absolut bedste bands, stod til at trække det mørke tæppe hen over Copenhell, inden Black Sabbath skulle spille på hovedscenen. Og om det var fordi, at vi kun havde Birmingham-doom kongerne på hjernen, eller om matchet mellem Copenhell og Dark Funeral ikke helt klikkede ved jeg ikke, men der var en sær “off” feeling gennem koncerten med de svenske mørkemænd.
Den teatralske tilgang til svartmetallen blev denne aften lidt af et mærkeligt og akavet teater for Dark Funeral, der ikke rigtig kunne brænde igennem på den ellers intime scene. Jeg følte i bund og grund ingenting da jeg så dem.
Numrene er ellers ganske fine, og fremførslen var da også udemærket, men i sidste ende blev det et jammerligt miskmask. På plade er Dark Funeral et frådende bæst sammensat af dyriske dæmoner der hagler mørke messer ned over dig… Men i aften var de mest af alt bare en flok voksne mænd i makeup, som synger om lidt om død, satan og elendighed.
Black Sabbath (Lørdag kl 23:00 @ Helveti)
Kongerne. Legenderne. Stilskaberne. The fathers of metal. The dark prince, the lord of the riff, the mighty BLACK SABBATH havde indtaget Copenhell! YES!
Man kunne mærke det helt ned i tærerne og ud i fingerspidserne – det her skulle nok blive stort! Og det er absolut heller ikke for sjov, at Copenhell har udviddet til dobbelt kapacitet, og meget af den ære skal tilfalde mægtige Sabbath!
Og ja ja, vi ved da godt at leddene knirker lidt og Ozzy’s i forvejen spinkle vokal ikke er hvad den har været, men fanme om disse legender ikke skal sendes i graven med et brag!
Og ganske rigtigt, så er Ozzy’s stemme bestemt ikke på hans side i aften, og specielt under “Dirty Women” blev der opfundet en ny tone eller to, men derudover var samspil, setliste og stemning i top. Og hvis du ikke var til stede, så forestil dig dette:
De lægger ud med “Black Sabbath”, går over i “Fairies Wear Boots”, så “After Forever”, hen i kollektiv headbanging på “Into The Void”, den smukke “Snowblind”, fællessang til “War Pigs”, “Behind the wall of sleep”, hoppe-fest til “NIB”, “Rat Salad”, (en lidt langtrukken) trommesolo, fællessang på “Iron Man”, “Dirty Women”, “Children Of The Grave” og så den obligatoriske “Paranoid” som afslutter. BUM!
Den samme storladne magi som vi oplevede da Black Sabbath gæstede forum nogle år tilbage, var ikke helt til stede. Kontakten til publikum, en (meget) højere lyd og lidt flere spændende sange havde været at foretrække, men der skal en uhyre skarp klinge til at sætte større ridser i lakken når det kommer til Black Sabbath.
I er de største, og det vil I altid være.
Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen. Se flere her.