Gorguts. RMF 2016. foto: mbn-foto.dk
Vi ankom til lørdagens udgave af Royal Metal fest lige inden dagens grindcore brag!
Piss Vortex
Så var det tid til starte lørdagen på Voxhall med det eneste core band på årets program. Nemlig Grindcore drengene fra Piss Vortex.
Der var gang i den fra start, tæsk tæsk tæsk! Når bandet ikke spillede hurtigt, ja så spillede de bare meget, meget hurtigt! Præcis som man skal med grindcore.
Dele af publikum virkede til at nyde det, men det var også tydligt at en del af det klassiske metalpublikum var på udebane. Et enkelt nyere nummer sænkede tempoet lidt, men alligevel var det stadig hurtigere end alle andre bands på festivalen.
Som et festligt indslag fik bandet besøg af den altid så glade dreng Thomas Fischer (Defilementory), der bidrog på vokal, med hvad han selv kaldte en stemme der lyder som en toiletkumme. Måske ikke lige de ord jeg ville have valgt, men bestemt et hyggeligt indslag, der gav lidt ekstra på scenen. Så alt i alt en ganske fin måde at kick starte dagen på. Så var vi sgu i gang.
Iotunn
Så gik turen mod Atlas, heldigvis med god tid denne gang!
Iotunn er med i dette års udgave af vores ”The New shit”. Derfor var det med en stor del spænding, at dette band skulle oplevelse for første gang. Bandet sætter i gang med god energi og solide rytmer. En lille dreng ved siden af mig headbanger for fuld kraft fra starten og er tydeligt solgt.
Det var ikke kun den unge dreng der var fanget. Bandet leverede en solid indsats med fængende melodier, blandet med solide riffs og generelt med godt gang i den. Desværre er vokalen meget lav, hvilket gør at den drukner i de to stortrommer, bas og guitar. Det var naturligvis ærligt, da vokalen lyder til være ret god.
Hvad bandet kommer til at mangle i vokalarbejdet vejer de dog op for, i særligt de stærke mellemstyrker, hvor bandet viser store evner i at spille fængende riffs, med stærke melodier. Naturligvis er der stadig plads til forbedringer rundt omkring, men Iotunn er helt sikkert et spændende nyt band, som skal blive interessante at følge.
Woebegone Obscured
Efter en madpause var vi tilbage på Atlas til Woebegone Obscured. Det var tid til en omgang doom metal fra et lokalt band fra Aarhus. Bandet havde åbenbart været ud og låne en trommeslager til dagens koncert, så forsangeren, der ellers normalt også spiller trommer, kunne holde fokus på at synge. Jeg ved ikke hvordan det normalt virker, men til dagens koncert virkede det fint. Vi fik en omgang tung og langsom metal. Musikken blev trukket langt ud og suppleret med en lidt overraskende lys vokal. Det blev også i ny og næ suppleret med noget crowl og dermed fik forsangeren vist, at han kan komme langt omkring. Alt i alt en okay koncert, der dog ikke vil gå over i historien som undertegnedes bedste doom koncert. Men Woebegone Obscured fik vist, at de bestemt spiller en fin omgang doom.
Psycroptic
Så var det blevet tid til australske Prycroptic, som en meget opsat fan dagen før havde fortalt om, var verdens bedste band, og det bare skulle ses. Da jeg ikke kendte det store til bandet forinden, var forventning en del højere nu hvor vi åbenbart skulle ses verdens bedste band. Det australske dødsmetal band kommer afslappede på scenen og frontmand Jason Peppiatt tager med det samme kontrol over scenen og publikum, det gør han både ved have en god stærk vokal lyd, men også ved hele hans udstråling på scenen. Fokus er på ham, og han kan styrer den. Efter en omgang stærke numre, vælger en fra publikum at indtage scenen for at stagedive, det tager da lidt tid da resten af publikum ikke virker helt klar på rykke frem og gribe ham, og om det skyldes, at folk ikke forventer det eller er trætte efter mosh, skal være usagt, men han kommer dog ned. Jason vælger at tage en snak med publikum om episoden inden næste nummer, kalder en ny fan på scenen, imens han forklarer publikum, at når deres venner hopper på scenen, så skal de altså frem og gribe, så vi kan få en fest! Det virkede, og derefter eskalerer mængden af folk der stagediver ud fra scenen, og festen når nye højder, alt imens Psycroptic leverer den bedste koncert på festivallen indtil nu. Om vi så verdens bedste band, er nok for store ord, men vi så et utroligt stærkt dødsmetalband, med en frontmand der 100% forstår at bruge og lede sit publikum.
Dysrhythmia
Næste band på Atlas er Dyshythmia som bl.a. består af Kevin Hufnagel & Colin Marston fra Gorguts og så en trommeslager. Bandet spiller teknisk rigtigt godt, men uden vokal og uden rigtigt andet end, ja, bare at være dygtige. Så det var lidt et antiklimas efter Psycroptic. Efter et par numre hvor ovenstående blev konstateret, blev beslutningen om at det vidst var på tide med en pause, så krop og ører kunne være klar til Marduk.
Marduk
Efter en ølpause var det tid til svenske Marduk, og som omtalt i fredagens anmeldelse, så er black metal ikke altid min hjemmebane. Men lad os bare allerede nu slå fast, at Marduk kom, så og sejrede. De var som forventede klædt i corpse paint og spillede sange om krig og satan. Men udover det, så blev der delt tæsk ud! Hårde brutal tæsk, ledt af en utroligt velspillende trommeslager, som sikrede at hele kroppen blev revet frem og tilbage. Det var umuligt ikke at blive grebet af stemningen, at headbange, moshe eller bare smide hornene i vejret og hylde Marduk! Sammen med en vokal der sikrede at vi heller ikke var i tvivl om, at vi var til blackmetal koncert og et velfungerende sceneshow så garanterede Marduk hele vejen gennem showet, at folk blev ved med at moshe og headbange løs. Hvad imponerede mig mest ved koncerten, var dog den kraft og energi, der lå i musikken. At vi kort fortalt fik så mange tæsk hele vejen igennem, at det fik undertegnet overvundet og stod tilbage efter koncerten med en klar overbevisning om, at dette uden tvivl var året bedste koncert på RMF. Leveret af de corpse-paintede mænd fra det åbenbart mørke mørke Sverige!
Crocell
Oven på den solide omgang tæsk fra Marduk, stod den nu på festlig dødsmetal fra lokale band Crocell. De virker som det helt rigtige valg til at holde energien op og sikre, at festen forsætter. Bandet ledes an af forsanger Asbjørn Steffensen, som er en stor skallet band med et flot skæg – man lægger sgu mærke til ham. Nogen synes, at han er skræmmende, men ingen flytter fokus fra ham. Skulle man gøre dette, ville man også misse et af bandets stor pluser – nemlig at der deles snaps ud til Publikum. Og da undertegnet pt. er bosat i Aalborg, er snaps noget af det der giver et stort plus i bogen! Resten af publikum tog også godt imod og forsatte festen til den dejlige dødsmetal. Død og snaps, det var det helt rigtige at give Århus denne aften.
Gorguts
Så var det tid til det sidste hovednavn. Nemlig Gorguts, hvilket betød, at det tekniske niveau steg gevaldigt, da de to dygtige musiker fra Dyshythmia var tilbage samme med bl.a. frontmand Luc Lemay. Bandet virkede dog en anelse fejlplaceret, for nok fik vi virkelig god teknisk dødsmetal, men størstedelen af publikum have givet op, og flere faldt løbende fra. Det blev måske ikke bedre af få serveret et meeeget langt nummer, som er fra den kommende udgivelse. Det skal ikke tage noget fra Gorguts’ evner som var gode, men efter den fest Marduk og Crocell havde leveret, havde det nok været bedre at sætte Gorguts på tidligere, og slutte af med festen, da mange valgte finde festen et andet sted frem for den mere afdæmpede metal.
Gorguts evner fejlede dog ikke noget, og blev dermed afslutning på festivalen for os. Alt i alt en rigtigt god lørdag og god festival alt i alt. Udover man bør overveje hvilket band man slutter af med, så var der en kende meget black og død. Lidt mere til de andre genrer, ville have været rart, og så bør man sikre at programmet i dagtimerne er mindre presset. Det er synd for både bands og publikum, at det er så presset. Udover det så leverede RMF varen, generelt god lyd og forhold – og publikum var glade. Vi ses i 2017!