Det amerikanske prog-metalband Dream Theater er taget på storstilet Europæisk turné, hvor de opfører det nyeste udspil “TheAstonishing ” fra start til slut, i de største koncertsale.
Det første danske stop på turnéen var i intet ringere end DR’s imponerende koncertsal. Og lad det være sagt med det samme: dét setup var absolut magisk. Et imponerende skue at opleve et metalband i disse rammer.
Undertegnede havde fået plads på den øverste midterbalkon og kunne derfor se ud over hele salen og direkte ned på selve bandet.
Et band der var badet i flot, flot scenelys, flotte visuals og hamrende flot lyd. Dén sal kan altså noget når det kommer til lyd og også når det gælder de tungere stilarter som metal. Alle instrumenter gik rent igennem i et tungt virvar af lys og visuals.
Opsætningen var derfor noget nær perfekt. Men det var desværre ikke hvad man kunne sige om det musikalske indhold.
Jo. Dream Theater kan deres musikalske håndværk. Og bedre end mange andre. Sammenspillet og deres tekniske kunnen er imponerende højt. John Petrucci er en fantastisk guitarist og fra der hvor jeg sad var det dragende, at kunne kigge lige ned på trommeslager Mike Mangini’s vanvittige trommespil! Det musikalske håndværk fejler intet.
Men her til aften stod det også klart at sanger James LaBrie på ingen måde havde en god aften. Hans nasale mellemregister var sådan set okay.Det samme kan dog ikke siges om hans forsøg i det øvre register. Enkelte gange var det så tæt på falsk, at man fik en smule ondt af ham.
Men så er der sangene og hele idéen med at fremføre The Astonishing . En bombe på over 2 timer. Tanken er sådan set fed nok. Men albummet er på ingen måde godt nok til at kunne holde publikum tryllebundet i over 2 timer med dette materiale. For det første tør jeg godt vædde med, at det er et fåtal af publikum denne aften, der overhoved aner hvad selve konceptalbummet handler om. For det andet føltes de mange klaver intermezzoer imellem hvert nummer, som en uendelighed og trak koncerten i langdrag.
Det kunne mærkes på publikum, der fra hvor jeg sad, stille og roligt begyndte at kigge i det medfølgende program hvor på setlisten stod. Simpelthen for at se hvor langt vi var kommet i showet og om der ikke snart kom en pause.
Og en pause kom der efter godt og vel 90 min.
Herefter stod den på endnu en times pompøst materiale, hvor koncertens absolutte højdepunkter bestod i det instrumentale. F.eks. skabte en imponerende guitarsolo jubel hos publikum i begyndelsen af det andet set.
I løbet af koncerten tog jeg mig selv i at tænke over følgende scenarium: man har et album så storladent og pompøst som “The Astonishing” , hvor størstedelen af albummet er bygget op af kæmpemæssige orkesterarrangementer. Når man så efterfølgende ønsker at fremføre den i sin helhed i de absolut største koncertsale i Europa. Koncertsale hvor de primære koncerter rent faktisk er klassiske koncerter. Ja så kan det undre mig, at man har valgt IKKE at medbringe minimum 4 strygere. Det behøver ikke at være et helt orkester (mindre kan også gøre det).
Istedet var hele det orkestrale, samt kor, indspillet som backtrack, hvilket i dén grad gav en flad fornemmelse, når man tænker over hvilke muligheder koncertsalen kunne have givet, hvis Dream Theater bare havde taget dét ene skridt videre. Utrolig skuffende når man tænker over hvor storstilet hele denne fremførelse af “The Astonishing” i virkeligheden skulle være.
Istedet gik man hjem fra DR Byen med en halvflad fornemmelse i maven, hvor vi rent visuelt fik vi en oplevelse i særklasse, men hvor det musikalske indhold i stor grad klingede hult.
