Der blev i Aalborg d. 28-30/1 holdt festivallen North Winter Beat, som afholdes i fællesskab mellem spillestederne Skråen, Studenterhuset, 1000fyrd og Huset. De fleste navne på festivallen er navne som ikke ses så ofte i mainstreambilledet eller som måske er på vej frem mod det. Det var ikke fordi festivallen væltede sig i metal, men med nogle spændende rocknavne på programmet gav vi disse et kig.
Bottlecap (Budolfihus)
Udover de nævnte spillesteder, tages der også alternative steder i brug under festivallen. I år var Budolfihus et af disse. Bygning er en gamle bank, så det var meget spændende, hvordan det blev med lyden sådan et sted. Svenske Bottlecap indtog lokalet 00.30, og det stod hurtigt klart, at de var kommet for at give folk en solid rock fest at gå hjem(eller i gaden) på. Første nummer var hårdt ramt af dårlig lyd, og man nåede da lige at tænke, at det var et dårligt valgt sted, men allerede fra andet nummer var der store forbedringer, og selvom lyden aldrig blev perfekt, var det ikke et problem for koncerten. Bandets ”in-your-face-rock-with-a-punk-attitude” fungerede nemlig ganske fint under omstændighederne. Bandet formåede mellem deres hurtige velspillede numre at charmere publikum med hvad en positiv og oprigtig naivitet, der gav et dejligt modspil, til det ellers voldsomme lydbillede de lagde for døren. Derudover var der masser af liv og energi på scenen, hvilket også smittede af på publikum. Hvis der ikke blev hygge-moshet, så var folk i gang med at få ondt i nakken af kaste med hovedet og danse omkring. Med et publikum der var godt blandet af både mænd og kvinder, unge som ældre, så Bottlecap så ud til at ramme helt rigtigt denne aften i Aalborg. Hvilket også stod klart ved jublen da trommeslagerne flyttede sit udstyr ud blandt publikum til kravet om ekstranummer efter showet!
Så kommer de svenske gutter forbi dit lokal område, bør du smutte forbi, da de live er noget helt særligt.
Velvet Volume. Foto: Mikkel Andersen (Studenterhuset)
Velvet Volume (Studenterhuset Aalborg)
Lørdag aften kl. 21 skulle Studenterhuset sparkes i gang med en solid omgang rock. Efter den klassiske opbygning; trommer, guitar og bas. At det er 3 unge piger, og endda søstre, som står på scenen er naturligvis lidt usædvanligt, men det bliver lynhurtigt glemt når de første musikken starter, for så er det eneste der høres nemlig solid rock! Koncerten åbnes med et langt instrumentalt stykke, der blev spillet roligt og tungt med dejlige stoner elementer. Det første rigtige nummer vi fik fra bandet var Running Wild, som gjorde det hele lidt mere løst og festligt. Sådan forsatte store dele af koncerten, med solide rocknumre med gode melodier over sig. Særligt formåede bassist Naomi at lave nærmeste rullende bas-rytmer i disse melodiske passager, som var helt fantastiske. På den måde fik hele deres lyd lige lidt ekstra tæsk samtidig med, at der var skruet højt højt op for lyden, og pigerne gav den fuld smæk fra scenen. Eneste problem var, at de lyse vokaler til tider havde det lidt svært i det hårde lydbillede. En enkelt gang droppede de rocken med fuld fart på, og satte tempoet ned. Det var i sig selv helt fint, men da det endte med kun at fungere som en slags pause, for derefter at få fuld fart på igen, virkede det lidt underligt. At sænke tempoet undervejs kan ofte være fint, også for Velvet Volume, men der mangler lige et nummer eller to mere de kan spille i perioden inden man går tilbage til fuld gas. Med kun småting som de eneste problemer, må koncerten siges at være meget vellykket, og både med den her koncert og optrædener til bl.a. P6 Rocker showet, så er der hvis ikke meget tvivl om at pigerne går en stor fremtid i møde, hvis de forsætter stillen.
Spidergawd. Foto: Mikkel Andersen (Studenterhuset)
Spidergawd (Studenterhuset Aalborg)
Festivallens sidste band var norske Spidergawd der spiller en blandet omgang hard rock, boogie rock, masser af trommerock. Der er fra starten af ingen tvivl om hvor vigtige trommerne er for dette band, da det store trommesæt er flyttet helt frem på scenen, så det får fuld opmærksomhed. Kenneth Kapstad viser da også fra starten, at han er showets stjerne. Trommespillet er kernen i numrene og selvom de andre gør et udmærket arbejde, så blev de ofte overskygget af det voldsomme trommespil. Misforstå mig ikke, trommespillet var godt, fyldt med energi og power, men når de andre igen og igen forsvinder i trommernes mægtige larm, så bliver det er problem. Når kraften i dem så blev sat lidt ned, stod det dog klart, at resten af bandet også var ganske dygtige, og spiller en stor rolle i det lydbillede, som Spidergawds udgangspunkt bringer til showet. Det var interessant at se saxofonisten indgå som en ekstra bas undervejs i numrene, hvilket gav en god ekstra dybde dertil. Men når den i perioder kom i forgrunden, så gav det et mærkeligt lydbillede som faldt ud fra det bandet ellers skabte. Så kan den holdes i baggrunden, er den et plus for bandet. Alt i alt fik Spidergawd skabt en solid rockfest at slutte festivallen af på, og for fans af solidt trommespil er der rigtigt meget at komme efter her.
