I aften spiller Kadavar i Pumpehuset. Og medlemmerne har faktisk flere ting til fælles!
Udover naturligvis at være fandens dygtige musikere, så har samtlige medlemmer i Kadavar nemlig også et hamrende flot skæg. Faktisk så flot at vi simpelthen er nødt til at sætte et fokus på det. Én gang for alle!
Derfor har vi gravet lidt frem i mængden af bands, hvis medlemmer imponerer os gang på gang, med deres flotte ansigtsbehåring.
Kirk Windstein – Crowbar
Det blir’ vel næsten ikke sejere? Ud over at være sludge metal pioner, så er Kirk nemlig også en af de mest sympatiske folk på scenen. Jeg mindes ikke tidligere at have set en frontperson stå og sælge sit eget merchandise lige efter at have spillet en koncert. Men bare rolig. På trods af, at manden i sit ydre ligner en sød lille dværg fra Snehvide, så er han et bæst når først ham og Crowbar står på scenen og blæser deres tons tunge sydstats sludge afsted!
Kerry King – Slayer
Ja, der kunne jo så egentlig også have stået Tom Araya her, siden han også i nyere tid har fået lagt sig et ordentlig fuldskæg.
Men ja. King’s manke er sgu’ noget helt for sig. Og med den skaldede isse, den store tyrenakke, tribal på hele kroppen og så altså det store røde fuldskæg ligner Kerry King sgu’ en der kunne slå ihjel på scenen, hvilket han jo naturligvis også gør rent musikalsk.
Marco Hietala – Nightwish
Et langt og todelt fuldskæg?! Ja det kan vel næsten kun være en finner der finder på sådan noget. Og ganske rigtig er det realiteten hos Nightwish’ bassist Marco Hietala. Bassisten der også står for den mandlige del af vokalen hos Nightwish har været med siden starten af 00’erne og gav senest koncert i Danmark, da Nightwish for blot et par uger siden nedlagde Falkoner. Todelt fuldskæg? Dét er sejt!
Neil Falon – Clutch
En rigtig rock n roller med respekt for sig selv skal sgu have fuldskæg og dét har frontmanden fra det grovede stoner rockband Clutch bestemt også! Bang, bang, bang, bang! Vamanos, vamanos! Hvad kommer i Amager Bio d 4/12?!
Brent Hinds – Mastodon
Det kan godt være manden på ingen måde kan synge. Men at gro et ordenligt rødt skovmands fuldskæg dét kan den gode hr. Hinds fra Mastodon altså. I øvrigt skarpt efterfulgt af både Troy Sanders fuldskæg og Bill Kelliher’ forvoksede skovsnegl.
Billy Gibbons & Dusty Hill – ZZ Top
Ingen over og ingen ved siden af boogie blues mestrene. Hands down. D’herrer Gibbons og Hill er bare de største når det kommer til skægget rock n roll! Forhelvede, når selv deres trommeslager hedder Frank Beard og man får tilbudt flere milioner for at klippe det af, så ved man bare at man har fat i den lange og aldeles behårede ende. Og det har ZZ Top altså!
Go’ koncert til alle jer der skal i Pumpehuset i aften!