Bring Me The Horizon. Foto: Aleg-One
Da drengene blev voksne.
Set i bakspejlet af de nylige terrorangreb i Paris, er det ikke besynderlig mærkeligt at bands og spillesteder begynder at kræve mere sikkerhed og er lidt ekstra oppe på dupperne. Det er forståeligt.
Denne aften var heller ingen undtagelse, og de optrædende bands havde sat høje krav til sikkerhedscheck ved døren. En dør hvor der står ca 1500 spændte gæster og vil ind. En dør der åbner 30 minutter før første band, Beartooth, går på. Og Vega. Det burde I have set komme. I har da vel prøvet noget lignende før? At bands stiller krav man skal forholde sig til, er heller ikke noget nyt, så at rigtig mange mennesker, mig selv inkluderet, gik glip af første band burde og ville være afhjulpet, hvis blot I havde gidet gøre en indsats… At spørge på forhånd og i god tid om der er nogle ekstraordinære ting I skulle tage stilling til, havde vundet jer tid nok til at få folk sluset hurtigere ind. I stedet ventede vi en time og et kvarter i regnen. Og vi mødte vel og mærke op 15 minutter FØR dørene åbnede. Pisse ærgerligt, for set i lyset af at Beartooth endte med at tage prisen for undertegnedes bedste album i 2014 med ”Disgusting”, så var det noget jeg havde set meget frem til at opleve live. Det er sgu en ommer!
PVRIS
Men fint nok, det skulle ikke ødelægge aftenen. Første band på scenen var et ganske passende, om end lidt atypisk indslag. For hvor Beartooth har de gode hooks og den klassiske metalcore, så har PVRIS den mere skærende elektropop – det bedste fra begge verdener, set i forhold til aftenens hovednavn.
Men for mig personligt, er det nok lidt vanskeligt at vurdere dette band på en skala, da det er så langt fra noget jeg hører til hverdag og oplever live. Der var dog en fin energi på scenen, lyden sad lige i skabet (måske lige lidt på den lave side), forsanger Lyndsey sang virkelig flot, og publikum tog godt imod det. Og kan man forlange mere? Jeg følge mig i hvert fald underholdt!
Ingen karakter.
Bring Me The Horizon. Foto: Aleg-One
Bring Me The Horizon
Velkommen til superligaen, boys! Det har været lidt af en rutschebanetur.
Bring Me The Horizon har altid haft et dedikeret publikum. Men også rigtig rigtig mange haters. Jeg har selv været en af dem. Deres vattede forsøg på at lave deathcore før i tiden var tæt på tåkrummende, så at følge deres udvikling til et fantastisk stadion-rock band der skriver stribevis af hits med deres vedkommende, flotte og til tider poppede metal. Det er sgu en udvikling der er til at tage og føle på!
Kort tid inden deres koncert her i Vega er de annonceret som en rocksatsning på Roskilde Festival 2016, så vil disse britiske lads fungere godt på en stor scene på Danmarks mest legendariske festival? Jep, det vil de!
Vega er nemlig PROPPET med top-dedikerede fans, der allerede synger med på alle de spritnye numre fra 2015-pladen ”That’s The Spirit”, som om det var evergreens med årtier på bagen. Og det var næsten som om at Store Vega’s ellers imponerende format var for lille til det tordnende orkester.
Og suset man kunne mærke fra scenen, og elektriciteten fra publikum var no fucking joke. Bring Me The Horizon var kommet for at tromle os alle ned!
Det eneste negative jeg kan trylle frem, skulle da lige være at Oli nok mangler lidt vokaltræning for at den rene vokal sidder lige i skabet, og så måtte de gerne spille lidt højere. Når det så er sagt, så var der ikke en finger at sætte på aftenens optræden. Fornuftigt nok havde Bring Me The Horizon valgt at lægge det primære fokus på de to seneste skiver ”Sempiternal” og ”That’s The Spirit”, hvor den mere mainstream og poppede metal er i fokus. Det lyder negativt, men når de laver den af så høj kvalitet, så er det klart det klogeste valg!! Numre som ”Shadow Moses”, ”Go To Hell For Heaven’s sake”, ”Sleepwalking”, ”True Friends”, ”Drown”, ”Doomed”, ”Happy Song” og, ja, jeg kunne blive ved… De er alle skyld I at min stemme stadig ikke helt er kommet sig.
Velkommen i superligaen, boys. I kan godt begynde at vænne jer til det.
