Ufomammut. Foto: Henrik Moberg Jessen
Et kosmisk kaos af dronende doom gjorde sit indtog på Loppen en tirsdag. Og vi blev alle blæst bagover til fjerne galakser af italienske Ufomammut.
Suma. Foto: Henrik Moberg Jessen
Suma
Inden det audiovisuelle spektakel fra Ufomammut skulle knuse løgposen på os, var det de svenske doom/sludgere i SUMA der skulle imponere.
Suma spiller langsomt. Og det er også set i forhold til deres andre kolleger inden for doom genren. Det går MEGET langsomt. Og det er MEGET repetitivt. Faktisk en smule for ensformige i deres udtryk og riffs til min smag. Måske de skulle udnytte mere at de rent faktisk har en mand til udelukkende at lave noise-effekter med diverse pedaler og laptop? Men det var også til trods for dette at dynamikken mellem det helt langsomme og de hurtigere riffs at forskellene fik lov til at træde frem – når de så endelig var der. Desværre var det ikke helt nok til at efterlade et vedvarende indtryk hos mig. Suma kan noget der bestemt er interessant. Men det er bestemt heller ikke for alle.
Ufomammut. Foto: Henrik Moberg Jessen
Ufomammut
Hvis man satte de tre herrer i Ufomammut til at være mere teknisk aktive på scenen, så tror jeg hver og en ville gå ned med stress (eller ja, nok nærmere guitarist Poia og bassist/vokalist Urlo), der hver live styrede et imponerende sæt effekter, både visuelle, backtrack-baserede og almindelige guitar/bas pedaler. Alt sammen med til at skabe den helhedsoplevelse der er er Ufomammut.
Ligesom med Suma, så kan Ufomammut også ty til at være lidt ensformige i deres måde at opbygge numre på, hvor det så her er heldigt de har mere dynamisk fokus på visuals og kosmiske effekter. Og så tror jeg seriøst aldrig jeg har hørt et band spille så højt på Loppen før – det kunne mærkes helt ind i skelettet!
Undervejs i settet fik vi serveret hele trioens nyeste album ”Ecate” fra tidligere i år, hvilket fungerede rigtig godt. Lidt i stil med da vi var inde og se YOB spille på Loppen sidst, hvor de gjorde selvsamme ting. Desværre har pladen et lettere svagt nummer i form af ”Chaosecret”, der, selvom det er rart med et pusterum, forbliver for langt nede i dynamik i alt for lang tid, og dermed ender med at blive kedeligt. At det så også er pladens længste nummer hjælper bestemt ikke. Men så er det heldigt at resten af sættet var både overdøvende, tight og satans groovy af det verdens bedste band inden for psykedelisk sludge.
Ufomammut levede op til deres navn. En kosmisk kæmpe af en forhistorisk elefant, ædt op i et hæsblæsende samsurium af sumpet sludge og psykedelisk ekstase. Er ret sikker på det er noget man kan ende med at blive afhængig af.
