Cattle_Decapitation_-_The_Anthropocene_ExtinctionHvordan overgås lyden af dommedag? Jo ser du, man sætter Cattle Decapitation til at udgive endnu en plade. Og på ”The Anthropocene Extinction” går de i særdeles all-in på episk undergang. Kongerne af veganergrind har aldrig lydt bedre!

Det skal ikke være en hemmelighed at vi her på Blastbeast.dk er glade for at tage på Roskilde Festival. Og når de så samtidig kan servere en god og blandet omgang hegn, i metallens mange afkroge, så bliver det ikke meget bedre. I 2016 kan vi se frem til en koncert med Cattle Decapitation. Og vi glæder os! Så det er velsagtens passende at deres seneste plade “The Anthropocene Extinction” får et par ord med på vejen.

Royal Metal Fest i 2013 var der jeg stiftede bekendtskab med apokalypsens bannerførere, og der BLÆSTE de mig omkuld, med deres voldsomme og velspillede optræden. Så det var et selvfølge at jeg så meget frem til denne udgivelse. Og har du det ligesom mig med, at deathgrind (og grind i al almindelighed) mangler en knivspids variation fra tid til anden – eller er du helt ny i genren – så er ”The Anthropocene Exctinction” et glimrende sted at starte!

Den har nemlig lige dele vildskab, tyngde, tempo og episk melodi, hvor den gennemført brutale Travis Ryan i endnu større stil bryder ud i renere vokaler end set tidligere. Førhen så vi Cattle Decapitation befinde sig i et langt mere grotesk og vammelt univers, men nu hvor de har spået menneskets undergang, der i dén grad er temaet på pladen, så er denne plade en meget mere alvorlig sag end set tidligere (af tidligere lidt mere useriøse sangtitler, kan fx ”Bukkake Tsunami” nævnes, bare for at sætte det i perspektiv). Mennesket er ved at uddø. Og i så fald så kan jeg godt stille mig tilfreds med at denne plade bliver vores undergangs soundtrack.

Opsummering: ”The Anthropocene Extinction” er tæt på at være et komplet mesterværk og når at komme ud i næsten alle afkroge af det der gør ekstremmetal interessant. Det er det perfekte soundtrack til verdens undergang.

Lyt specielt til: Hele pladen.. Men ellers ”Mammals Of Babylon”, ”Apex Blasphemy”, ”Plagueborne”, ”Not Suitable For Life”, ”Pacific Grim”.

For fans af: Aborted, Misery Index, Anaal Nathrakh,Pig Destroyer og Gojira-fans der savner tempo og aggressivitet