MetalDanmark Branchedag 5/9 2015

5 september havde MetalDanmark invitereret en række branchefolk (bookere, pladeselskaber, pressefolk etc.) og metalfans i alle aldre til branchedag på Stengade.

5 bands var blevet udvalgt til at spille på dagen af en jury bestående af: Vores helt egen Alexander Kong Core Kolby, Ken Thomsen fra GFR, Kristian “Jeff” Højlund (booker fra Pumpehuset), Mikkel Wad Larsen (  Booker fra Beta & Helhorse) og Ria Rasmussen (Dedicated Booking)

Redwolves

Redwolves på Stengade

Første band der skulle betræde de skrå brædder var Redwolves (tidligere Awesome Mr. Powerwolf. Et band jeg desværre, set i bagklogskabens stærke lys, har forsømt og valgt ikke at give ret meget opmærksomhed. Lige indtil nu….

For jeg skal da lige godt love for, at Redwolves gav alle os der var mødt frem kl 18 (det var der desværre ikke så mange der havde), en regulær opvisning i fuldfed hard rock, med en stor portion original kant i deres musikalske udtryk.

For det første er musikerne i dette band utrolig dygtige, og selvom de næsten lige har mistet deres ene guitarist synes det ikke at gå ud over det musikalske udtryk.
Et udtryk der er lige dele Zeppelin møder garage rock tilsat et kæmpe stort fokus på helt skarpe melodiske finurligheder. Og så har Redwolves måske Danmarks bedste rocksanger netop nu i Rasmus Cundell, hvis high pitch scream vil kunne få selveste Rob Halford til at spærre øjnene op. Det er en kombination der i øjeblikket har givet et hav af bands rundt om Danmark stor succes. Lad blot i flæng nævne The Vintage Caravan, Blues Pills og Kadavar.

Redwolves har hvad der skal til for at kunne slå igennem på samme måde. Det kræver naturligvis hårdt, hårdt arbejde, et større fokus på sceneperformance, selvfølgelig en god portion held, og så mange, mange flere koncerter under huden.

Redwolves var en glædelig og stærkt overraskelse! Tjek dem ud – Det fortjener de for dén oplevelse!

Velociter

Velociter

Det unge thrash metal band Velociter havde fået æren af at være aftenens andet band. Og efter Redwolves mere eller mindre magtdemonstration af en åbning, vil jeg ikke sige at der var lagt pres på Velociter, men der var i hvert fald noget at komme efter.

Jeg har set Velociter to gange tidligere i år. Der var det til Wacken Metal Battle i Kolding og i Aarhus. Ens for begge disse optrædener var at bandet virkede harmende nervøse. I Kolding gik klappen decideret ned og de leverede en af de ringeste og mest utighte koncerter jeg har set i lang, lang tid.

Men så er det jo godt at begrebet: “at øve sig” findes. For på Stengade var det et nyt, frådende, og veloplagt Velociter der stod på scenen med den altid veloplagte Marika Hyldmar i front. En kvinde der kan sparke røv på flere af sine mandlige “konkurrenter” ud i sceneperformance. Sikke en energi.

Det der slog mig denne aften er, at Velociter er så meget “punk”, som de egentlig er. Det er thrash metal, som jeg mener det skal være. Upoleret, råt, voldsomt og i sin absolut reneste form. thrash metal som det lyder inden der går penge, pladeselskaber og generelt business ind i musikken (og ja, dette kunne meget vel være et hint til et andet nordjysk thrash metal band fra Danmark).

Med lidt mere sceneerfaring kan det for alvor komme til at blive stort for de unge thrashere. Håndværket er der og med det jeg oplevede på Stengade vil jeg mene de er et af DK’s pt. fedeste bud på et thrash metal band.

Wolfram

Wolfram

Direkte fra den fynske undergrund ramte Wolfram Stengade, med en omgang sydstats inspireret hash metal, med et vink til Alice in Chains. Ja, du har nok fanget pointen. Det her var stenet. Tungt, groovy og ja meget stenet.

Stoffer Grønnegaard er en interessant mand i front. Hans vokal lyder som en solid mikstur af Phil Anselmo og Layne Staley og som han står der med sin kasket trukket godt ned i sine lukkede øjnene bliver der ikke gjort mange tegn til publikum. Han virker som en frontmand der hviler mere i sig selv, snare end at kigge ud og henvende sig til folk, i mens han står på en scene. Det fungerer i den grad!

Musikalsk er det ikke et band med de store overraskelser. Formlen er hørt en masse gange før og særligt i Danmark i disse dage, hvor sludge og stoner rock i dén grad nyder stor popularitet. Om Wolfram har det der skal til for at skille sig ud fra mængden af bands er jeg lidt i tvivl om. Til det er deres sange fortsat for anonyme.
Men, når det er sagt, så er der bestemt noget at komme efter hos Wolfram’s groovede sammenspil i rytmesektionen mellem trommeslager Martin Damgaard og bassist Jess Torp. Og i deres mere psykedeliske passager, hvor smukke cleanstykker, sovset godt ind i rumklang, skaber en helt bestemt stemning i bandets univers. Dét skal i arbejde mere med drenge, så er jeg helt sikker på at vi nok skal komme til at høre meget mere til disse stenede herrer!

Cor Vacante

Cor Vacante

Cor Vacante er et nyt bekendskab på den mere skrabede og old school inspirerede dødsmetalscene. Bandet er så nyt, at de endnu ikke har en fuldlængde klar endnu. Derfor var det også med en ganske stor del spænding, at jeg så frem til at hører bandet for første gang.

Klart stod det dog allerede fra start, at bandet fortsat har behov for flere koncerter under bæltet før det rigtig kan tage fart. Enkelte steder var det utight og så bør vokalist Jan Bergmann Jepsen nok overveje, om han ikke skulle prøve at variere sin raspende growl en smule mere end hvad tilfælde er. Det monotome var til at føle på. Lad os få nogle flere skrig og dybere brøl!

Men, men, men. Der er bestemt interessante musikalske højdepunkter at finde i bandets sangskrivning. Som f.eks. på de mere atmosfæriske passager i starten af et nummer som “A Farewell begins”. Hvis bandet ønsker at gå mere i den retning kommer de i hvert fald ikke til at høre noget ondt ord fra mig.

Cor Vacante var et interessant møde, men også et møde der beviste, at der skal flere koncerter i hus før det for alvor kan tage fart for jyderne.

The Absent

The Absent

Den stod på moderne dødmetal og deathcore, da rosinen i pølseenden, The Absent, skulle vise hvor skabet skulle stå.

Hos The Absent er der ikke meget nyt at komme efter. Formlen er helt klassisk for deathcoren, en genre som ufattelig mange bands gør sig i i Danmark. Derfor er det også svært at skille sig ud fra mængden. Derfor er der også svært at være rigtig interessant. Og det var vel det interessante man skulle finde på en aften som denne, der stod i branchens tegn?

The Absent formåede ikke at overbevise undertegnede, med denne helt klassiske formel, hvor tunge og egentlig ganske godkendte, nedstemte riffs går hånd i hånd med en god omgang breakdowns. Energien var bestemt til stede på scenen. Der blev svedt en go del og bandet har med Nico Hansen en ganske cool frontmand, men bandet formåede ikke at formidle deres energi langt nok ud til den ellers ganske store forsamling på Stengade.

Det tror jeg langt hen ad vejen skyldtes de lettere anonyme sange, der syntes at flyde sammen, samt det faktum at Nico Hansen hyppige cupping med mikrofonen gav en helvedes masse irriterende feed.  Musikalsk er det bare ikke interessant nok til, at i hvert fald undertegnede kunne holde fokus her sidst på aftenen.