Nile brager atter afsted på deres nu ottende udgivelse. Målet med udgivelsen har været ren og skær brutalitet og det må man sige de har opnået. Men er formlen ved at være brugt op?
Som altid kræver Nile ufattelig meget af lytteren og det er bestemt ingen undtagelse på “What should not be Unearthed”. Vi har at gøre med nogle herrer, hvis tekniske færdigheder simpelthen er enestående. Fra Karl Sanders og Dallas Toler-Wade’s flænsende tunge riffarbejde til George Kollias stadig lige så imponerende trommespil. Brutalt og mørkt er det her edermandme. Og det havde i følge bandet allerede været planen fra starten med dette udspil.
Okay så. Det første der springer mig i øjnene er, at sangtitlerne er overraskende korte i forhold til Nile’s standarter. Men musikalsk er der bestemt ikke sparet på noget.
Igennem de i alt 10 dødsmetal skæringer der er at finde her, bliver vi ført igennem et virvar af skæve toner og gentagende rytme- og temposkift, som Nile altså mestre som nogle af de bedste på scenen.
Musikalske opture er der bestemt at finde. Den stærke riffbasker “Evil to Cast Out Evil” er klart et af de største øjeblikke. Selvom nummeret pisker afsted med 100 km/t, er det stadig med et kaotisk riffarbejde, der sætter sig fast på én mere eller mindre med det samme.
Og så er der jo titelnummeret, hvis massive breakdown i slutningen nok skal være guf for samtlige headbangers til fremtidige Nile koncerter.
Og så hjælper det naturligvis også på helheden, at produktionen på “What Should Not Be Unearthed” står overraskende skarpt i forhold til den forrige “At The Gates Of Sethu”.
Når man så er kommet igennem “What Should Not Be Unearthed” er der ét stort spørgsmål der presser sig på. Hvor længe kan Nile egentlig blive ved med at skrive dødsmetal med inspiration i det arabisk inspirerede tonale univers? Med 8 albums i ryggen skulle man tro, at temaet efterhånden ville blive en smule udvandet.
Og det er efter undertegnedes bedste overbevisning også efterhånden en realitet.
Nile lyder sjovt nok som Nile nu engang skal gøre og det man elsker dem for. Men når man på ottende udgivelse fortsætter i det helt samme spor, kan det langt hen ad vejen blive for ensformigt og det synes jeg efterhånden Nile er blevet. Det kan være svært at ryste posen når man nu har et så klokkeklart tema, men måske skulle bandet alligevel prøve at udfordre deres egene idéer om sangskrivning indenfor temaet?
Opsummering: Nile er med “What Should Not Be Unearthed” gået endnu mere brutalt og mørkt end længe set fra deres hånd, hvilket i sig selv er imponerende nok når der altså er tale om Nile. Der er flere riffs der står stærkt i hukommelsen. “What Should Not Be Unearthed” er bedre end “At The Gates Of Sethu”, men kommer stadig ikke op på siden af mesterværket “Those Whom The Gods Detest.”
Lyt specielt til: “What Should Not Be Unearthed” , “Evil to Cast Out Evil” og “Call To Destruction
For fans af: Dying Festus, Cryptopsy, Origin, Melechesh og alt andet teknisk dødsmetal
Nile – “What Should Not Be Unearthed” er udgivet via Nuclear Blast