Nyfortolkninger af black metallen lever stadig i bedste velgående. Denne gang er det københavnske WOES der giver sit besyv på de mørke toner. Og det gør de så godt, at de er udvalgt som The New Shit for Juli måned!
WOES har endda ét medlem, der nu får æren af at have spillet til samtlige The New Shit showcases. Forsangeren i bandet er nemlig Nicholas Meents, der til daglig også spiller trommer i EVRA, der var udvalgt som The New Shit i 2013 og trådte til på en aflysning i 2014. Og efter at have hørt det splinternye band WOES, så blev vi hurtigt enige om at det fortjente en præsentation som The New Shit.
Stilen er hård, hurtig, kompromisløs og afstraffende. Tankerne kan godt ledes hen på bands som fx Young And In The Way, The Secret og Martyrdöd samt danske Hexis og Redwood Hill, hvor den hårfinde balance mellem hardcore og black metal holdes intakte, uden at smelte sammen til noget uigenkendeligt. Produktionen på deres materiale er også langt mere poleret end deres kollegers, hvilket i dette tilfælde åbner op for en større detaljerigdom og afbalanceret lydbillede.
WOES består af forsanger Nicholas Meents, bassist Andreas Bjulver, guitarist Christian Hammer og trommeslager Simon Bundgård. De lancerede sig selv som band d 14 juni, hvor debut-EP’en ”Cold Soil” også udkom. Det er fire numre på i alt 12 minutter, der tager lytteren igennem hardcorens energi og attitude samt black metallens atmosfære og storladne kompositioner.
EP’en er produceret, mixet og indspillet af Chris Kreutzfeldt (Scarred By Beauty).
WOES er som liveband også helt nyt. Men det skal ikke holde dem tilbage fra allerede nu at skabe snak i krogene hos fans såvel som bookere, hvor de på stående fos har sikret supportjob for svenske This Gift Is A Curse (14/8) og for danske By The Patient i Pumpehuset (28/8). De er også i fuld gang med at booke europæisk tour i efteråret, så det skal blive en stor ære at præsentere dem som The New Shit 2015 i Januar 2016.