Lamb Of God på Roskilde Festival. Foto: Aleg-One
Lamb Of God leverede en forudsigelig affære på Roskilde Festival. Men det gør absolut intet, når det man forventer er storhed.
Jeg er nok lidt farvet når det kommer til Lamb Of God. Folk der kender mig vil vide at de er mit absolutte yndlingsband – men altså, det er der jo så også en grund til. Lamb Of God er nemlig et af verdens mest populære metalbands, ikke mindst på grund af deres eksplosive og praktisk talt perfekte liveshows. Det var vi en hel del menensker der fik bevist på Copenhell i 2012, hvor de leverede den vel nok bedste og mest populære koncert i festivalens 5 års levetid. Derfor var forventningerne også tårnhøje til bandets 23:30 spilletid i Arena-teltet på Roskilde Festival.
Kort inden koncertstart var stemningen også elektrisk, som jeg aldrig har oplevet på festivalen i mine ellers 11 år som gæst. Folk var mega klar! Teltet var godt nok langt fra proppet til det maksimale, men det øredøvende jubelbrøl der kom fra publikum da bandet entrerede scenen, var til at tage og føle på. Vi var klar til den længe ventede koncert med Lamb Of God!
Hele showet igennem var der praktisk talt bibelsk kaos i frontpitten, hvor ingen mand eller kvinde kunne vide sig sikker eller stå stille. Og selvom jeg selv ikke kan holde mig fra moshpitten når Lamb Of God spiller, så var denne energiudladning tæt på at være i overkanten. Specielt publikums konstante higen efter af lave wall of death i samtlige numre, var en smule enerverende. Lyden til koncerten var heller ikke heeelt god i starten, hvor samtlige instrumenter og vokal var helt forkert på den. Det blev der dog justeret op på, og vi fik så en lydmur serveret så de burde kunne have hørt det både på Orange Scene og nede sydpå på teltpladsen.
Bandet spillede derudover perfekt, og frontmand Randy Blythe var som altid overmenneskeligt imponerende. Setliste var der heller ingen fingre at sætte på, hvor vi fik serveret LoG-klassikere som “Omerta”, “Set To Fail”, “Walk With Me in Hell”, “Ruin”, “Ghost Walking”, “Now You’ve Got Something To Die For”, “Laid To Rest”, “Redneck” og afslutteren “Black Label”. Der blev dog også krydret med lidt sjældnere numre såsom “Descending” og “Vigil” samt de helt nye numre “Still Echoes” og “512”, hvor især sidstnævnte sagtens kunne gå hen og blive en fremtidig Lamb Of God klassiker!
Men man fristes lidt til at spørge sig selv; var Lamb Of Gods koncert på Roskilde Festival bedre end på Copenhell i 2012? Nej, det var den ikke. Men når man har et niveau så højt som dette, og er et af verdens bedste livebands, så kan selv nogle enkelte skønhedsfejl resultere i absolut perfektion.
