Norges vel nok mest festlige hardcore punkere, gæstede et stopfyldt Pavillion telt på Roskilde Festival. Vi var klar på fest, og fest, dét fik vi!
Honningbarna er et band jeg aldrig rigtig har gidet sætte mig synderligt meget ind i. Måske er det fordi deres bandnavn får mig til at tænke på open-mic med et Ska-band fra en upscale højskole på Østerbro. Og bortset fra forsangerens påklædning, så var det nok så langt fra tilfældet som overhovedet mulig! Der blev serveret høj-oktan hardcore punk med energien på det helt rette sted! Så imens Pharrell Williams fik sat en plade på med sit musikalske CV, fik Pavillion teltet serveret organisk punkfest, med et publikumsengagement som der næsten ikke er set siden Warbringer flåede pisset synder og sammen få år forinden.
Der blev kravlet på gearet, i højtalertårn og sågar oven på publikum. Flere af bandmedlemmerne kunne ikke holde sig fra at skulle ud og møde sine fans på klods hold flere gange, og med en fest der koger så meget som denne, så var der ingen sure miner fra nogens side. Honningbarna kvitterede også med de største smil set i mands minde. Skal jeg endelig trække bandet ned fra deres pedestal, så minder deres numre lige lovlig meget om hinanden. På plade ville den nok ikke gå, men når festen først er i gang, så er det ikke noget man lægger mærke til.
Vi var glade, de var glade. Long live punk rock n roll!