AC/DC i Roskilde. Foto: Weiss
Os der havde drømt om at høre AC/DC’s Brian Johnson råbe “Hello Roskilde!!!!” fik langt om længe et ønske opfyldt. Igår bragede AC/DC’s lyn nemlig frontalt ned på selv samme plads, hvor Roskilde Festivalen bliver afholdt.
Hands down! Når det kommer til rock n roll så er der ingen der kommer i nærheden af mestrene fra Down Under. For helt ærligt. Det burde være ulovligt at spillet så uforskammet godt som dette foretagende gør, når de med aller største selvfølgelighed eksekvere det ene hit efter det andet, som de altså gjorde i Roskilde.
Groovet og dynamikken i den millimeter præcise rytmesektion, bestående af rytmeguitarist Stevie Young, Chris Slade og Cliff Williams er så svingende, at det går som et, ja – lyn – lige ned igennem kroppen.
På toppen af alt dette har vi Brian Johnson, hvis flænsende skærebrænder vokal stort set har været evig konstant siden starten af 80’erne, hvor han kom med i stedet for Bon Scott.
Og hvem mangler vi så? Jo naturligvis bandets galionsfigur. Den bindegale, eller simpelthen bare geniale, Gibson SG elskende leadguitarist Angus Young, hvis riffs har skabt rockhistorie, med nogle af de vigtigste riffs der nogensinde er blevet skrevet.
AC/DC ramte Roskilde i kølvandet på deres seneste udgivelse “Rock Or Bust”. En udgivelse som ikke ligefrem formåede at begejstre undertegnede. Heldigvis blev det da også kun til tre numre fra den nye i sættet, som ellers primært stod på hits. Men også overraskende øjeblikke, som da “High Voltage” og “Have A Drink On Me” blev skudt afsted.
Naturligvis var det klassisk AC/DC langt henad vejen; Vi fik den oppustelige Rosie under “Whole Lotta Rosie”, klokken under “Hells Bells”, den obligatoriske lange guitarsolo under “Let There Be Rock” og de afsluttende kanoner, der bragede afsted under “For Those About To Rock.” Alt sammen set før og nogle vil måske mene at det var for rutinepræget. Til det er der kun at sige: surt for dem. For hvor er det imponerende at være tilskuer til sådan et rockbrag, når det der bliver leveret er så gennemført både musikalsk og visuelt.
Med høj volume, godt med ild, fyrværkeri og konfetti var vi i AC/DC’s sikre hænder, som dog til tider vaklede en anelse i de lidt for lange og kedelige pauser mellem hvert nummer. Her gik luften en smule ud af ballonen, inden bandet atter satte i med et nyt riff.
AC/DC leverede som forventet årets rockbrag og med medlemmer der alle er i 60’erne, kan man kun stå måbende tilbage når et så energifyldt show fra disse ældre herrer, virker som den største selvfølgelighed. Dyb, dyb respekt, AC/DC!
