Anden omgang Copenhell-anmeldelser byder på blandede bolcher. Dog mest til de festglade! Aleg-One giver sit syn og dom på festivalens mange fede koncerter.
Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen for www.facebook.com/moberg666)
Torsdag
A Day To Remember på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
A Day To Remember
At være med 9 til 5 job kan være problematisk når Copenhelvede rammer jord, så første band denne anmelder kunne nå at lægge ører og øjne til, var amerikanske A Day To Remember. Et band jeg i dén grad havde set frem til at se live!
Bandet er en frontløber inden for pop-punk i USA, og deres hybrid med metalcore har gjort at de har skabt en kæmpe fanbase i USA inden for begge subgenrer. Man kunne dog godt mærke at denne fanbase ikke er noget nær så stor i Danmark. Hold da op for et sløjt fremmøde! Ja, det var lige før de kunne have spillet på Pandæmonium scenen. Og hvis så bare bandet ikke lod sig gå på af det… Hvilket de så gjorde.
Det er sjældent man ser koncerter med bands der lever sig SÅ lidt ind i deres optræden som det her. Stor cadeau skal de dog have for gimmicks. Det var nemlig ganske passende til musikken både at smide toiletruller og badebolde ud fra scenen og have en mand i Spiderman kostume på scenen med en T-shirt kanon. Numre som “Right Back At It Again” og “Mr Highway’s Thinking About The End” der begge læner sig i de mere rendyrkede enten pop-punk eller metalcore-stil fungerede klart bedst.
Generelt er dog stadig heldige at de har sangene til at denne koncert ikke helt kunne gå direkte i glemmebogen, men hvis de skal tilbage til Danmark skal vi enten blive mange flere fans, eller også skal A Day To Remember til at respektere dem som rent faktisk møder op.
Night Fever på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Night Fever
Et af Danmarks helt store hardcorehåb – NIGHT FEVER – skulle til at entrere Pandæmonium scenen kl 00:15 torsdag nat. Der skulle festes! Desværre kun en fest for de få. Folk var jo nok trætte, det var hverdag, vi havde lige set Slipknot og yadda yadda yadda. Heldigvis var Night Fever ravende ligeglade med dette og spillede røven ud af bukserne! Det var ren og skær Freddy Mercury med Downs syndrom (for at quote et interview med dem) og lykkelig vrede der kom ud fra højtalerne. Publikum kvitterede med stor energiudladning i pitten og kollektiv headbanging! Specielt numrene fra den geniale ”Vendetta” udgivelse faldt i god jord hos folk, og selvom vokalen er noget nogen nok skal vænne sig til, så var de melodiske passager guld i mine ører. Det var kærlighad for alle pengene.
Det ændrer dog ikke på, at selvom Pandæmonium scenen er festivalens mindste scene, så er den stadig meget stor for et band der spiller små snuskede klubber op uden nogen barriere foran scenen. Det hæmmede dem lidt at skulle til at bruge scenen anderledes, så når der kommer flere shows som disse under huden, så glæder jeg mig til at se det festfyrværkeri at en koncert disse gutter kan levere. For ske, det skal det sgu nok!
Fredag
Upon A Burning Body på Copenhell. Foto: Aleg-One
Upon A Burning Body
Festivalens vel nok mest genretypiske ”core” band, Upon A Burning Body, havde den tvivlsomme ære at skulle spille op til fest kl 14:00 på Pandæmonium. Men fuck tidspunktet, right? Det betyder bare at det var en større udfordring – en som de tog til sig… og sejrede med! For Upon A Burning Body har i dén grad vokset med opgaven og spillet sig op til at være et at de mest spændende metalcore bands der findes derude lige pt. Deres seneste plade ”The World Is My Enemy Now” bliver federe og federe for hver gang jeg lytter den igennem, så at dagens sætliste havde fokus på denne med 4 ud af 7 numre herfra, var absolut ikke dårligt. Lyden til koncerten var noget nær perfekt, alle bandmedlemmer spillede perfekt, forsanger Danny Leal lagde kontroverserne på hylden og både sang og growlede til perfektion.
Den lidt fjollede ”Texas Blood Money” kom ganske perfekt som næstsidste nummer lige inden det MEGET fjollede nummer ”Turn Down For What” (Lil’ Jon covernummer oprindeligt med Ice T som feature!) sluttede koncerten af. Det var lige det som festen havde brug for på dette tidspunkt, og det var FUCKING smukt! Så hvad kunne gøre det hele bedre? Ja, længere spilletid og større publikum ville ikke gøre mig noget.
Code Orange på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Code Orange
Skal man lave en liste med bands der stikker ud af festivalens program, rent musikalsk, så må Code Orange nok nærme sig toppen. Med sit helt 90’er-agtige visuelle udtryk, de grungede inspirationer og sin gængse færden i den meget inkarnerede del af hardcoremiljøet var alle meget atypisk. Men ikke desto mindre skulle det blive en fedt oplevelse! Code Orange (tidligere Code Orange Kids) er nemlig en del af en gruppe fremtrædende hardcorebands produceret af Converge’s Kurt Ballou, som alle generelt er mega fede (af andre bands kan der nævnes Nails, Black Breath, All Pigs Must Die, Converge, Baptists, Harm’s Way og Trap Them).
Code Orange er et fedt band. Og de er på samme tid også et spændende band! For med numre som den slæbende ”Nothing (The Rat)”, den grungede ”Dreams In Inertia” og den afstraffende altødelæggende afslutter ”I Am King”, så fortjener man fanme opmærksomheden ved at spille på Copenhell!
De spandevis af velplacerede og tunge breakdowns og de tre vokaler ført an af trommeslager Jami Morgan samt bassist Joe Goldman der mest af alt lignede en hulemand med damp gik lige i danseskoene på publikum. Så Code Orange på dansk jord var en succes! Hr. Copenhell – mere af den slags til næste år, tak!
Red Fang på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Red Fang
Hvis jeg siger ”Wires”, hvad siger I så? Hvad så hvis jeg siger ”Prehistoric Dog”? Og ”Blood Like Cream”? Så skråler I selvfølgelig ”RED FANG”!!! Danmark er nemlig glad for stoner metal. Meget glade! Så da Red Fang varmede op for Mastodon i København og Aarhus og så efterfølgende spillede Roskilde Festival samme år, så var successen sgu sikret. Og at de kan lide, nej, ELSKER at spille i Danmark, dét er jeg ikke et sekund i tvivl om! For i Danmark har de et dedikeret publikum som få bands har. Red Fang er nemlig ikke et kæmpestort navn, men alligevel har deres catchy og melodisk svingende øl-metal fundet vejen til de danske hjerter. Med god grund. For Red Fang fortjener et kæmpe publikum foran sig. Og de fortjener at blive spillet HØJT!
Foruden de førnævnte numre, så var ”DOEN”, ”Hank Is Dead”, ”Malverde” og ”Into The Eye” klare højdepunkter og… Spillede de lige et nyt nummer inden ”Prehistoric Dog” lukkede ballet af? Monsterboss!
Red Fang spillede sig til en sejr på Copenhell. Der skal dog flere fanbaser fra lande som Danmark til før de bliver vante nok til at kunne straffe scenen som de bør kunne efterhånden. Eller også er de bare alt for ydmyge og generte i forhold til hvad de bør være.
Lørdag
Halshug
Halshug på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Ligesom med Night Fever, så lægger Halshug sig i toppen hvad angår hardcore i Danmark. Men hvor Night Fever har den punkede energi og det rock n’ rollede udtryk, så er Halshug langt mere ovre i lyden af crust og afstraffende d-beat med næsten helt grindende tendenser.
Halshug er vrede. Meget vrede. Så vrede at man kan mærke det når man står foran scenen. Man mærker øjenbrynene søge nedad, at næverne knyttes og fråden nærmest bruser om munden på en. Det er det de kan, og det er det de gør bedst. Så hvad kan klæde denne vrede? Mere vold! Og med vold menes der energiudladninger på scenen. Den er virkelig tæt på at være der, jeg kan bare ikke lade være med at se på Halshug som et band, der virkelig skal straffe og ødelægge hver enkel centimeter på scenen.
Det nytter næsten ikke at fremhæve nogle numre frem for andre, for de spillede vel næsten alt det materiale de har? For at sætte i perspektiv, så varer deres nye plade ”Blodets Bånd” (udgivet på Southern Lord) kun 18 minutter. Bum! Og når hele sættet nærmest bliver spillet som ét langt nummer uden specifikke overgange eller pauser, så fungerer musikken i endnu højere grad som en sonisk mavepuster med knyttere lige midt i mit rådne fjæs. Fuck alt, fuck verden, fuck Halshug, fuck mig og fuck dig!
Asking Alexandria
Asking Alexandria på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
To ord gik gennem mit hovedet forud for denne koncert; ”åh nej…”. Sidst jeg oplevede Asking Alexandria var til den meeeeeget tvivlsomme koncert i Amager Bio nogle år tilbage, hvor talent og engagement lå nogenlunde på det lunkne. Spilleglæden var i hvert fald ikke til at spore dengang, så skulle man igen til at opleve et band der ikke rigtig gad at spille? Kort sagt: nej. For med deres nye frontmand Denis Stoff er det som om at bandet har genfundet sig selv. Det var i hvert fald ikke samme band jeg så i Amager Bio, det er helt sikkert. Og specielt med Denis tager jeg sgu hatten af. Magen til energibombe skal man lede længe efter! Og den vokalmæssige præstation led bestemt ikke under de mange spring og hop på scenen. At han så også er som taget ud af enhver tumblr-piges lumre soveværelsesfantasier skader velsagtens heller ikke deres image? Skal der endelig siges noget negativt om bandets optræden, så tager de for få chancer. Meget af musikken, inklusive de mange elektroniske elementer, er nemlig optaget på forhånd og flere af bandmedlemmerne måtte se sig nødsaget til at forlade scenen mellem numrene. Der kunne de godt lige hanke op i sig selv, skrue ned for deres image og spille musik og koncerter som et rigtigt fucking band. De har nemlig potentialet, og specielt lige nu! Alt i alt gav Asking Alexandria en velspillet, energisk og medrivende koncert, der dog bør satse på en lidt højere musikalsk fællesnævner i fremtiden, hvis de vil appellere til et segment der ikke kun tæller 16 årige hunkøn.
Gojira
Gojira på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Kongerne! De mægtige! De gigantiske! Godzillaaaaaa! Titanerne inden for teknisk og progressiv groove metal er vendt tilbage til Copenhell, denne gang opgraderet til den store Helviti scene. Så kunne de gøre sig fortjent til at komme tilbage efter blot 3 års fravær og uden nyt materiale med? Ja for satan! Personligt bliver jeg sgu nok aldrig træt af at se Gojira live, og selvom jeg forventer storhed, bliver jeg gang på gang overrasket over deres performance og musikalske kunnen. Og det hjælper også gevaldigt når man har et bagkatalog uden så meget som ét svagt album.
Koncerten blev slået an med det fabelagtige nummer ”Oceans Planet” med en lang intro før bandet overlegent entrerede scenen til det kæmpe publikums øredøvende jubelbrøl. Så var det hele fanme allerede sat på plads! Og når man så følger op med ”The Axe”, ”The Heaviest Matter Of The Universe”, ”Backbone”, ”Love”, L’Enfant Sauvage” og og og og og og…. Ja, det er sgu imponerende det hele. Igen må jeg også lægge ekstra stor vægt på trommeslager Mario Duplantier’s overmenneskelige trommespil. Hold – da – kæft! Og at vi fik serveret en trommesolo ligesom deres overlegende koncert i Pumpehuset 2012, ja, det klager jeg absolut ikke over!
Gojira var energiske som altid, velspillende som ingen andre og satte Copenhell på plads som kun få har gjort. Personligt havde det ikke gjort mig noget at se dem bytte plads med The Darkness der spillede på scenen bagefter.
Bloodbath
Bloodbath på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Festivalens sidste højdepunkt for mig vedkomne, svensk(/engelsk) dødsmetal fra sande legender! Bloodbath er nemlig vendt tilbage efter 6 års albumtørke og usikkerhed omkring bandets fremtid. Vokalisten der så skulle træde til og hivet bandet op fra graven, efter hverken Michael Åkerfelt eller Peter Tägtgren var interesserede, blev ingen ringere end Nick Holmes fra Paradise Lost. Til både begejstring og så sandelig også skuffelse! Det Bloodbath som Nick kan bidrage til er nemlig ikke det Bloodbath mange af bandets die hard fans kan nikke genkendende til. Hvor Åkerfeldt og Tägtgren havde en dyb og rungende growl, er Nick Holmes nemlig langt mere raspende og hidsig. En ting jeg personligt mener klæder den nye plade ”Grand Morbid Funeral” ganske glimrende, hvilket også klart var de numre der fungerede bedst til denne koncert. De ældre numre var dog en lidt anden side af medaljen. For selvom det aldrig var helt skidt, så blev det bare heller ikke helt godt. Og med et nederdrægtigheds-hit i nummeret ”Eaten” i sit repertoire, så kræver det sin mand at løfte arven. En arv Nick Holmes’ gamle arme var lidt for trætte til at bære rundt på denne aften.
Deres generelle performance, scenen og hele deres setup med en helvedes masse blod og kutter fungerede til punkt og prikke. Okay, lyden drillede dem lidt… Svensker-død guitarpedalen ”Boss HM-2” er sgu også en drilsk satan i en livesammenhæng.
Så selvom jeg gerne vil se på Bloodbath med friske øjne, så gør de det ikke nemt når man ved hvordan det har været engang. Så fristes man til at tænke ”hvad nu hvis…”. Hvilket de ærlig talt ikke fortjener.
