Her i denne første udgave af tre reportager vil Weiss tage læserne med på en tur tilbage til årets netop overståede Copenhell.
Fokus vil være på de musikalske oplevelser undertegnede gjorde sig i løbet af de tre fantastiske dage på refshaleøen, som Copenhell jo atter engang blev. Og oplevelser var der nok af i år, med koncerter der i særdeleshed i år var i høj, høj klasse stort set over hele linjen. Men hvor særligt Kreator, Primordial og Ghost gjorde det for undertegnede.
(Alle billeder, pånær Ensiferum, er taget af Henrik Moberg Jessen for www.facebook.com/moberg666)
Konkhra (Pandæmonium – 18/6)
Konkhra på Copenhell. Photo: Henrik Moberg Jessen
Yes! Endelig som i ENDELIG blev porten til Copenhell åbnet og tredags metaleventet på Refshaleøen dermed skudt officielt i gang.
Mens sortklædte horder begav sig ned af Highway to Hell gjorde danske Konkhra sig klar til at sparke ballet i gang.
Og det var da bestemt også en flot forsamling (når tankerne falder på den lange, lange kø der havde hobet sig op ved indgangen), der havde samlet sig så tidligt foran Pandæmonium, for at se 90’er dødsdrengene i Konkhra.
Konkhra groover hamrende godt og med Anders Lundemark i front har bandet en solid dybde i vokalen. Dansk dødsmetal når det er rigtig godt, men så heller ikke mere end det.
For selvom koncerten på papiret lagde op til lidt af en gensynsglæde blev det aldrig helt spændende. Nok nærmere kedsommeligt, selvom bandet da startede ud med en go portion energi.
Alligevel var publikum ikke sådan at danse med denne tidlige eftermiddag og selvom Anders Lundemark et par gange forsøgte at opildne os, lykkedes det aldrig helt. Om det var kulden, regnen, eller en mangel på gensynsglæde der gjorde udfaldet hos det enormt stillestående publikum skal jeg ikke gøre mig klog på. Det blev bare aldrig rigtig helt godt.
Butcher Babies (Pandæmonium – 18/6)
Butcher Babies på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Hvad i helvede var så det her?! Lidt godt for øjnene til den store horde af mænd, der havde taget plads foran Pandæmonium var hvad det var. Og det VAR sådan set det det var. For ja. De to kvindfolk der udgør Butcher Babies’ front er da flotte og aldeles nydelige at kigge på, når de står der i deres flossede sorte heldragt, med dertil opstrammede yver og skriger, et eller andet, ud i hovederne på os. (Lidt skuffende at de ikke længere optræder topløse).
Musikalsk er Butcher Babies derimod så uendeligt ligegyldigt, at det burde være ulovligt for dem overhoved at have udgive noget. Absolut intetsigende metalcore, der er hørt spillet så meget bedre mange, mange gange før dem. Og så kan førnævnte “skønheder” hverken synge eller skrige særlig godt. Tja jeg kunne blive ved. Men det skal vi altså ikke ud i.
Men er det hele så bare elendighed på elendighed? Ja sådan set. Men et tak skal de da have for deres glimrende energi, sceneperformance og ja… deres look. Vejede de derimod 100+ kg var de nok ikke der hvor de var nu.
Cannibal Corpse (Hades – 18/6)
Cannibal Corpse på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Fra kvindelige skønheder og til brutale bæster. Cannibal fucking Corpse! Langt om længe stod de på en af Copenhells scener. Og med Copenhells tradition for at booke legendarisk amerikansk dødsmetal (Morbid Angel, Obituary og Deicide i tankerne) var det naturligt nu for første gang at lade Corpsegrinder og co. gøre deres entre på Copenhell.
Det er jo for fanden Cannibal Corpse. Vi ved hvad vi får og det vi får er godt!
Tonser tung dødsmetal serveret råt og brutalt fra nogle sande legender på scenen, med de dødsmetalliske slagere de nu engang har skrevet i tidens løb.
Med den frække groove-basker “Scourge Of Iron” sætter Cannibal Corpse deres ca 45 min. lange koncert på Hades i gang. Scenen er som altid sat med det klassiske Cannibal Corpse backdrop og statiske røde lys. Alt er som det plejer. Fans af bandet behøver ikke frygte nogen forandring hos dette foretagende. At forlange det ville svare til at forlange, at AC/DC pludselig skulle begynde at inkorporer elektroniske virkemidler i deres musik . Not gonna’ happen!
Så skulle fanden da også, at himlen ikke kunne holde på vandet midt under amerikanernes sæt. Cannibal Corpse endte derfor med at blive lidt af en våd fornøjelse. Men dog alligevel en sådan fornøjelse, at efter hittet “Hammer Smashed Face”, var blevet sendt afsted, kunne fans gå derfra med en go mavefornemmelse. Cannibal Corpse har stadig en sikker hånd på dødsmetallen og den slipper de ikke lige foreløbig.
Rutineret.
Exodus (Hades – 18/6)
Exodus på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Det var noget af en opgave Exodus var blevet sat på efter Slipknot’s bombastiske magtdemonstration af en koncert. Alligevel føltes det forbandet godt at tage over på Hades efter maskeballet vi lige havde været vidne til. Her var ingen gimmicks. Ingen masker, ingen flyvende trommer, intet gak og gøgl. Kun thrash! Den reneste thrash!
Fokus var på bandet’s nyeste udspil Blood In, Blood Out og selvom dette udspil ikke har fanget mig fuldstændig endnu, så var det da fedt at høre tonser thrashere som “Black 13” , og “Body Harvest” , samt naturligvis titelnummeret.
Exodus formåede at skabe dette års første thrashfest, omend rutinen var til at mærke. Og så udløste manglen på mr. Exodus, guitarist Gary Holt altså et kæmpe savn. Den mand er om nogen ikke bare en fantastisk guitarist, men han er samtidig også en fantastisk showman. At hans virke i Slayer i øjeblikket synes at være vigtigere for Hr. Holt er selvfølgelig forståeligt nok, men han var sgu’ et kæmpe savn denne aften.
Da bandet rundede af med “Strike of the Beast” stood man med følelsen af at være blevet godt underholdt, men at det aldrig helt peakede for Exodus.
Ensiferum (Hades – 19/6)
Ensiferum på Copenhell. Foto: Søren Weiss
Hvad har navne som Korpiklaani, Finntroll, Tyr og Alestorm tilfældes? De er alle grader af folkmetal og så har de alle skabt forrygende fester på Copenhell de sidste par år.
Man fristes derfor til at sige traditionen tro var det nu blevet tid til årets første folk/paganmetal indslag. Og hvem kunne være mere passende end højaktuelle Ensiferum, der har høstet flotte anmeldelser for både deres nye udspil “One Man Army” og for deres seneste koncert i Lille Vega.
Forventningerne var derfor høje da finnerne skulle åbne Hades lørdag. Det kunne blive en af årets helt store fester.
Som forventet blev løjerne startet med åbningsbaskeren fra førnævnte “One Man Army”. Den flænsende “Axe Of Judgement”.
Klædt på til kamp virkede Ensiferum til at være tændte på at give forsamlingen foran Hades, det vi ville have. Battle anthems og festlige stunder. Men det blev kun lige ved og næsten for Ensiferum, der igennem hele sættet kæmpede deres egen kamp med tekniske problemer, der flere gange satte særligt sanger og guitarist Petri Lindroos ud af spil og som tydeligvis var et stort irritationsmoment for sangeren.
Det betød også at der blev skåret i setlisten og de åbenlyse hits de ellers havde spillet på resten af touren aldrig blev leveret på Copenhell. Vi savnede “From Afar” og i særdeleshed “Iron”.
Højdepunktet blev sikret da pitten for alvor fik gang i danseskoene under “Lai Lai Hei”. Men ligeså snart festen var begyndt at boble, takkede bandet pænt af efter ca 45. min og kom ikke tilbage igen.
Det skulle have været så sjovt. Det blev det bare aldrig.
Pretty Maids (Helviti – 19/6)
Pretty Maids på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Det er aldrig godt med aflysninger i sidste øjeblik. Og selvom jeg bestemt havde set frem til at opleve Black Stone Cherry for første gang, så var annonceringen af Pretty Maids altså kærkommen for mit vedkommende. Mest af alt fordi Pretty Maids spiller en type af metal, der ikke ligefrem er i overtal på denne festival i år. Og uden at der skal gå decideret “Jungersen” i denne anmeldelse, så var det altså dejligt med et skud rendyrket klassisk heavy metal.
Man kan undres over at det har taget 6 år og en aflysning før Pretty Maids kunne sætte deres fødder på en af Copenhells scener. Særligt efter deres seneste mange udgivelses succeser. Men nu stod de her og virkede til at være mere end klar på at levere en sprudlende heavy metal koncert, så man hurtigt kunne glemme Black Stone Cherry’s aflysning.
Nuvel Paul Christensen har ikke ungdommens røst længere, og kæmper til tider mere end hvad godt er for at komme helt op i de lyse toner. Men manden evner showmanship på allerhøjeste plan og med ham ved front blev vi taget på en herlig tur igennem Pretty Maids’ sangkatalog. Et katalog, der bestod af lige dele nyere højdepunkter som “Mother of All Lies”, “I.N.V.U” og “Pandamonium” og klassiske 80’er slagere som “Red, Hot and Heavy” og “Future World”.
“Vi har forladt grillen for at komme over og spille for jer her til eftermiddag og for helvede hvor er jeg dog glad for at vi gjorde det” proklamerede Paul Christensen midtvejs i sættet.
Dét er vi så sandelig også kære Paul! Dejlig, dejlig eftermiddag i solen i selskab med de danske heavy rockere i Pretty Maids!
Primordial (Hades – 19/6)
Primordial på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
For første gang nogensinde var det tid til for Primordial, at lade deres celtic black metal hymner strømme ud over deres danske fans. Og præcis som da undertegnede oplevede dem på Maryland Death fest for en lille måned siden var fokus på den nye storslåede “Where Greater Men Have Fallen”. Og dét med god grund. For det er og bliver en fantastisk smuk og stemningfuld udgivelse, der har høstet mange store roser af sig siden udgivelsen.
Primordial have i dagens anledning lånt udstyr fra Red Fang, da deres eget gear åbenbart ikke var nået frem. Bandet selv var da også lige præcis ankommet til festivalen, da de skulle spille deres koncert.
Det mærkede man heldigvis ikke noget til. Og Primordial formåede nok engang med geniale Alan Averill i front (er det i virkeligheden ikke Nergal’s tvilling ud i corpse paint?), at få revet mig med på deres rejse. En rejse tilbage i tiden, hvor tekster om krige og sagn udgør de helt store fortællinger i Averill’s smertende lyriske univers.
Dette er dog uden at det bliver corny eller kliché. For Primordial skriver musik der er så nerverende og så rørende, at man som jeg, der stod der foran scenen, gentagende gange fik gåsehud. Imponerende sangskrivning!
Nej Primordial er ikke verdensmestre ud i tekniske rundgange og nej deres musik er nok ikke for alle. Men har man fanget pointen i Primordials mikstur af spoken word, irsk folk og black metal, så får man også en kæmpe oplevelse ud af det.
Det var Primordial på Copenhell og kun de lettere irriterende vindstød, der fik lyden til at sejle en anelse gjorde, at denne koncert ikke ender med at få topkarakter.
Kreator (Helviti – 19/6)
Kreator på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Fra lange episke black metal skærringer til flænsende legendarisk thrash. At gå fra Primordial til Kreator var som nat og dag.
Kreator er nok festivalens vigtigste booking i år. Med dem i hus sikrede Copenhell sig et sikkert hovednavn fredag aften på Helviti, der inden offentliggørelsen af tyskerne godt nok så tyndt besat ud.
Forventningerne var absurd høje efter deres seneste koncert på dansk grund, at det næsten kunne tangere til det skammelige. Hvordan skulle Kreator nogensinde kunne matche deres magtdemonstration fra Roskilde Festival 2013? Det burde ikke kunne lade sig gøre…
… Men når man er tysker, hedder Kreator og har en af thrashmetallens vigtigste personligheder i front kan alt åbenbart lade sig gøre. For Kreator formåede ikke bare at ramme højdepunktet fra Roskilde, nej de overgik den også med et forrygende thrashmetal show, der beviste, at når Kreator er bedst er de også verdens bedste thrashmetal band. Det var de på Copenhell, med et medrivende show, bestående af en skarp setliste, videoskærme, ild, røg, konfetti, og en tændt Mille Petrozza i front.
Knivskarp lyd og med et arsenal af klassiske thrashmetal skærringer med “Enemy of God” ,” Terrible Certainty” , “Phantom Antichrist” , en flænsende udgave af “Extreme Aggression” osv osv. sikrede Kreator den største metalfest på årets Copenhell!
Intet mindre end fuldt hus kan gøre det her!
Solbrud (Pandæmonium – 19/6)
Solbrud på Copenhell. foto: Henrik Moberg Jessen
Det virker ikke som om Solbrud på nogen som helst måde er til at stoppe? Alt hvad de her drenge gør bliver til (sort?)guld og atter engang beviste de med en voldsom intens og smuk aftenkoncert på Pandæmonium, at de er i særklasse på den danske metalscene netop nu.
Hvorfor? Fordi Solbrud er dem selv og skriver inderlig musik, der har noget at fortælle og noget på hjerte. Solbrud prøver ikke på at være noget de ikke er. Til helvede med corpse paint og blod. Det er ikke nødvendigt i deres musikalske univers. Et univers så sort og indelukket at man kan mærke klaustrofobien klamre sig om én helt nede på den bagerste række.
Sådan føles det at være lytter til en Solbrud koncert. Man føler sig simpelthen omklamret af en lydmur, der ikke synes at slippe én i den ca ene time bandet spiller.
At der så lydmæssigt var enkelte problemer med en guitar der satte ud er så hvad det er. Hamrende ærgerligt. Men det kan på ingen måde ændre på det faktum, at Solbrud igen, igen leverede en følelsesmæssigt intens koncertoplevelse, der toppede til allersidst da bandet omsider valgte at inkludere “Dødemandsbjerget” i setlisten igen.
Huldre (Hades – 20/6)
Huldre på Copenhell. foto: Henrik Moberg Jessen
Jeg har snart ikke tal på hvor mange gange jeg #1 har set Huldre og #2 hvor mange gange jeg efterfølgende har skrevet om dem.
Men ligesom med førnævnte Solbrud, så er Huldre altså et af tidens vigtigste metalnavne herhjemme. Og bekræfter atter, at dem der kan formå at være unikke og samtidig ærlige med deres musik, er dem der kommer længst herhjemme. Og Huldre er altså kommet langt siden deres start i 2011. Hypen er blevet større og større. Og nu havde de danske folkmetallere altså fået muligheden for at spille Hades op, som det første navn lørdag.
Ikke en nem tjans og spændende var det da også at se hvor mange der ville dukke op til denne koncert.
Til min store glæde var folket klar på Huldre denne dag og var trods det tidlige tidspunkt mødt talstærkt op. Faktisk imponerende talstærkt op. Et flot eksempel på at dansk folkmetal nyder stor popularitet herhjemme!
Traditionen tro var scenen dækket af skov. Træer, grene og blade i ét stort virvar omringede bandet, der desværre måtte kæmpe en anelse med en hård sidevind, der gjorde at enkelte instrumenter havde svært ved at komme ordenligt ud til folk.
På det relativt korte sæt, kom vi godt rundt i bandets debut “Intet Menneskebarn”. Med lige dele syng-med og kædedans. “Ulvevinter” vinder hver gang og er en sikker feststarter.
Og ja, så er der jo lige dét der med at spille sikkert. For som tidligere skrevet så har jeg efterhånden oplevet Huldre flere gange end hvad der egentlig burde være tilladt og hver gang har bandet haft den samme røde tråd igennem showet. Der startes stille ud med med den atmosfæriske “Bierblakken” for så at gå over i førnævnte “Ulvevinter”. Det fungerer rigtig godt. Men måske er det på tide at ændre på formlen og ruske lidt op i sætlisten. Også for bandets egen skyld, så rutinen ikke begynder at tage over.
Huldre var som altid gennemført på Copenhell og fik på trods af stiv sidevind støvet os pænt af inden lørdagens videre strabadser.
Nuclear Assault (Pandæmonium – 20/6)
Nuclear Assault på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Nuclear Assault er igang med hvad der gerne skulle være deres sidste tour nu. Det amerikanske semi-legendariske thrash metal band kom forbi Copenhell lørdag eftermiddag og bragte med sig, hvad der gerne skulle ende med at blive festivalens sidste egentlige store thrash metal fest.
Thrash’en blev leveret omend i en så forpustet og træt udgave, at det næsten kunne tangere til det pinlige. John Connelly kunne ikke teksterne og selvom resten af Nuclear Assault kæmpede med at få en stemning op at stå gav det bare ikke meningen når frontmanden sejlede rundt.
Efter Kreator’s magtdemonstration fra dagen før virkede det hele bare så uendeligt ligegyldigt med Nuclear Assault, der mest af alt virkede som en bombe der allerede var sprunget for længst tilbage i slutningen af 80’erne.
Måske det i virkelighed er meget godt, at det snart er slut?
Hammerfall (Helviti – 20/6)
Hammerfall på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Det er ikke ligefrem fordi Copenhell bliver løbet over ende med power metal år efter år. Derfor var det også lidt af en forløsning for fans af genren, da Hammerfall tidligere på året kunne annonceres til festivalen. Nuvel. Selvom Hammerfall’s tekstunivers bestemt er oser af power metal, så er musikken mere traditionel heavy metal, end egentlig power metal.
Så dem der sukkede efter både power og klassisk heavy metal på Copenhell fik omsider noget for deres penge lørdag eftermiddag. Det var vi nogle der havde ventet længe på og Hammerfall var, fraset måske lige Pretty Maids, det eneste band i den stil!
Hammerfall er fortsat aktuelle med (r)Evolution og selvom det kæmpemæssige backdrop, der prydede scenen, viste artworket fra den nyeste udgivelse, blev der “kun” spillet to sange fra “(r)Evolution.”
Istedet var fokus lagt på de sikre festival hits og syng-med-slagerne. Én efter én fik vi dem. “Bloodbound,” , “Let The Hammer Fall” , “Any Means Necessary”, “Last Man Standing” og naturligvis megahittet “Hearts On Fire” bragte luftguitaren frem hos selv den mest dedikerede dødsmetaller.
Frontmand Joacim Cans var i sit es denne dag og formåede at bringe mange smil frem på læberne hos den store crowd, der havde taget opstilling til svenskernes koncert på Helviti.
Det er længe siden Hammerfall sidst har været i Danmark. Det kunne mærkes på publikum, der syntes at tage i mod Hammerfall med åbne arme.
Hammerfalls eneste store fejl denne dag sker midtvejs i settet hvor et længere solostykke, med en medley af flere af bandets numre, sætter en kedelig bremse for dynamikken i showet. Når man i forvejen har et så kort sæt som Hammerfall havde denne dag kunne man ligeså godt have valgt at inkludere et eller to egentlige numre, istedet for et medley.
Hammerfall bragte omsider den klassiske heavy metal til Copenhell og så ville det altså ikke gøre noget, hvis Copenhell turde gå et lille skridt videre med power metallen. Måske man endda skulle kigge ned mod det tyske istedet for op mod det svenske. Blind Guardian og Helloween har begge udgivet ganske glimrende udgivelser på det seneste. Just saying!
The Darkness (Helviti – 20/6)
The Darkness på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Årets helt store sats. The Darkness! Ville Hawkins og co. brænde helt igennem på denne sortklædte festival?
Det så i hvert fald sådan ud i starten, da bandet før tid og på utrolig bøvet stil entrerede scenen foran et publikum, der endnu ikke havde taget opstilling foran Helviti. Der var simpelthen ingen mennesker.
Det blev da gudskelov bedre og det samme kunne egentlig siges om The Darkness’ koncert, der også blev bedre jo længere vi kom igennem.
Det virkede nemlig som om bandmedlemerne selv lige skulle være klar. Fraset altså igen den geniale Hawkins, der på vanlig stil glamede sig igennem showet med übber falset og stramt siddende blå latexbukser. Han er vel den eneste mand (og så måske Stig fra D-A-D) der kan troppe op på en metalfestival i dét dress og så rent faktisk slippe afsted med det.
Midtvejs i settet dukkede regnbuen frem på Copenhell’s himmel. Meget symbolsk for koncerten, hvor man må sige at The Darkness, trods navnet, var det eneste band, der bragte andet end lige præcis de sorte farver på banen. Både hvad angår førnævnte look, men også rent musikalsk, hvor hard rocken omsider fik lov til at gøre sit indtog på festivalen.
Og i den forbindelse bør man snart droppe det forbandede brokkeri om hard rock på Copenhell. Hard rock har naturligvis sin ret her og jeg håber ikke at det er sidste gang at den rene tunge rock får sin plads på festivalen. Vi mangler jo for pokker stadig at se Airbourne derude!
Jo længere vi kom igennem The Darkness’ koncert jo mere åbnede bandet også op for regulær spilleglæde. Med numre som “One Way Ticket” , “Black Shuck” og naturligvis hittet “I Believe In A Thing Called Love” steg stemningsbarometeret betydeligt. Men om The Darkness ligefrem kunne leve op til status som lørdagens hovednavn er jeg stadig ikke helt sikker på.
Ghost (Helviti – 20/6)
Ghost på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
Lige siden jeg en nat på Roskilde Festivalen i 2011 blev introduceret til Ghost for første gang har jeg været tilhænger af bandets sans for geniale melodiske hooks og den stemning de formår at forplante i deres musik. På Roskilde i 2011 spillede de deres første koncert nogensinde i Danmark og dette var før de udgav deres debut “Opus Eponymus.”
4 år er der gået siden dengang og min kærlighed for Ghost har bestemt ikke dalet siden 2011 og det er efterhånden blevet til mange koncerter for undertegnede med spøgelserne fra Sverige. Sidst de spillede på Copenhell i 2013 var det på Hades og i dagslys. Ghost fungere bare ikke i dagslys. Faktum!
I år fik Ghost de optimale betingelser, som afsluttende hovednavn lørdag nat. Et sats fra Copenhell’s side? Ja så sandelig. Men hvorfor ikke prøve det af, nu hvor det ikke var muligt at få de gamle dinosauer navne i år?
Sol og måne har stået rigtig for Ghost leverede den bedste koncert jeg endnu har set med dem. Alt gav mening. Med optimale lyd- og lysforhold tryllebandtPapa Emeritus III og co. os fra første og til sidste (skæve)tone.
Fokus var på “Opus Eponymus”, hvor hele pladen faktisk blev spillet og så lige krydret med et par nye, samt “Year Zero” og afsluttende med “Monstrance Clock” fra “Infestissumam.”
Det har været spændende at opleve hvordan Ghost siden 2011 bare er blevet større og større. Fra de spillede på Odeon på Rokilde foran en lille håndfuld mennesker til at stå foran en kæmpe menneskemængde som support for Metallica og nu som headliner på Copenhell. På blot 4 år.
Jeg tror på at Ghost er hvad rock og metalscenen har brug for i dag. Ghost deler nemlig vandende. Og med det formår de faktisk at berøre alle. Alle har en mening om dem hvad enten denne mening så er positivt eller negativt. Det er der ikke mange bands i rock/metal genren der kan i dag. De har et stærkt brand og en stærk identitet.
Det bliver spændende at se hvor den kommende tredje udgivelser bringer dem hen. Det kan godt blive endnu større det her!