Der var dømt storslået og pompøs ekstrem metal, da norske Keep Of Kalessin og israelske Melechesh co-headlinede Pumpehuset lørdag aften. 

 

Keep Of Kalessin

 

Keep Of Kalessin. Pumpehuset. Photo: Weiss

Keep Of Kalessin. Pumpehuset. Photo: Weiss

Det er efterhånden længe siden at Keep of Kalessin har kunnet gå under betegnelsen black metal. 
Som et band der udsprang under samme bølge som Satyricon og Dimmu Borgir tilbage i starten af 90’erne er de måske dét norske band, der har udviklet deres lyd allermest i forhold til udgangspunktet, som altså var rendyrket black metal. En lyd der er gået i en langt mere melodisk og poleret retning, uden dog at give kald på det ekstreme udtryk.

For hurtigt går det hos Keep Of Kalessin, der tager det symfoniske element til helt nye højder. Trioen spiller godt og selvom der denne aften var gjort brug af en session trommeslager, da bandets oprindelige trommeslager netop nu er på tour med Gorgoroth, så blev det bestemt ikke nogen ringere oplevelse af den grund.

Bandet har netop udgivet det storslåede værk “Epistemology”, men alligevel var det til undertegnedes store, store glæde det forrige udspil “Reptilian” der var i fokus denne aften. Med hele 4 lange skærringer fra Reptilian bestående af den mesterlige “Dragon Iconography”, “Judgement” , ” The Divine Land” og den geniale “The Awakening,” skruede Keep Of Kalessin bestemt ikke ned for tempoet. Tværtimod!

Desværre for nordmændende var der problemer med teknikken denne aften. Og op til flere gange opstod der længere pauser mellem numrene, da den nye, unge trommeslager havde bøvl med pedalerne. Desværre til ganske stor irritation for det sparsomme publikum.

Lyden var stor og også større end hvad tre mand ellers normalt kan udrette. Der var bestemt gjort brug af playback synth, så det symfoniske aspekt kunne bibeholdes. Her kunne man godt savne at Keep Of Kalessin var et band med flere medlemmer. F.eks med en keyboardspiller og en ekstra guitarist.

Nordmændende leverede dog hvad de skulle, havde det tekniske spil i orden og havde der ikke været problemer med teknikken og lyden, der bestemt ikke var den bedste denne aften, kunne det næsten ikke være gjort bedre.

8-penta

 

 

 

 Melechesh

Melechesh. Pumpehuset. Photo: Weiss

Melechesh. Pumpehuset. Photo: Weiss

Det symfoniske aspekt var lagt på hylden, da krigerne fra Israel – mægtige Melechesh – gik på scenen kort tid efter Keep Of Kalessin havde sagt farvel.

Som altid med Melechesh spiller de på bandets oprindelse i det arabiske. Bandmedlemmerne var maskeret med beduintørklæder og forsanger Ashmedi var klædt med guldarmbånd og kæder fra top til tå, så lignede han én fra “300”.

Det visuelle sidder altså lige i skabet hos Melechesh og ligeså gør deres musik! Forrygende teknik og implementeringen af den arabiske musik i metallen er så rigtig, at det på næsten samtlige punkter kan reducere Nile til en omgang wannabes, der kun i glimt kan matche Melechesh.
Melechesh er altså the real deal. Og i Pumpehuset leverede de en regulær magtdemonstration ud i ekstremmetallens kunnen.

Fokus var naturligvis på bandets sjette udspil “Enki” , hvor bandet satte i med “The Pendulum Speaks” inden det blev tid til “Tempest Temper Enlil Enraged”.

Ashmedi formåede at opretholde publikums interesse hele vejen igennem koncerten, med en herlig interaktion. Energien var i top og Melechesh kunne stort set ikke gøre noget forkert denne lørdag aften.

Lyden der drillede under Keep Of Kalessin var der også blevet rettet op på og da bandet takkede af med “Rebirth of the Nemesis: Enuma Elish Rewritten” kunne vi alle gå sveddryppende fra Pumpehuset med den overbevisning, at vi havde været vidne til én af årets helt store koncertoplevelser!

10-penta