HDDT 2015. Photo: Henrik Moberg Jessen
For aller sidste gang inviterede Killtown til doomfest i Ungdomshuset. Weiss tog del i løjerne i Ungdomshuset til en festival, der beviste, at en stor doomfest som denne i dén grad vil blive savnet i København!
Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen – https://www.facebook.com/moberg666
Heavy Days In Doomtown er nu fortid. Desværre! For festivalen har igennem sine 5 år formået at præsentere det ene tunge scoop efter det andet. Lad mig i flæng nævne navne som Mournful Congregation, Conan og Kadavar for blot at nævne nogle få.
Den sidste fest blev afholdt i weekenden og festet blev der bestemt. Musik, kunst og røg gik hånd i hånd i Ungdomshuset, i et tætpakket program med over 30 navne fordelt over hele weekenden, og hvor den eneste store fejl var mængden af solgte billetter. Vi var kort og godt ALT for mange. Overalt var der proppet med mennesker og til flere af koncerterne var det nærmest ulideligt at stå i salene, hvis man da var heldig overhoved at kunne komme ind. Gudskelov virker det ikke som om Ungdomshuset går så meget op i brændmyndigheder, for ellers var festen da blevet lukket med det samme.
Men nok galde. Intet af dette kan der laves om på nu. Undertegnede fik set en håndfuld tunge koncerter. Her følger et udpluk:
Acid Witch
Acid Witch. HDDT 2015. Photo: Henrik Moberg Jessen
Årets tema synes at være noget med “Acid”, “Witch”, og “King”. Med optrædende navne som Acid King, King Dude, Bell Witch og så altså Acid Witch, var det at finde rundt i HDDT 2015’s program ikke det letteste.
Første navn for undertegnede var Acid Witch. Det amerikanske horrorband gik på scenen i et proppet Main Stage og med det samme stod det klart, at der ventede et musikalsk møde med den helt klassiske form for doom. Nærmest tung heavy metal i bedste Black Sabbath møder Candlemass tilført et skud hæs og raspende vokal. Pumpende riff og et godt flow i trommespillet sikrede et positivt indtryk hos Acid Witch.
Og så må man tage med, at klichéerne nærmest væltede over hinanden i bandets lyriske univers. “Den her handler om religion og kristendom er noget lort. Den her sang hedder “Evil””. Det er som om man har hørt den her sætning blive sagt før. Naturligvis kan man altid høre det igen. Men det var nærmest på grænsen til det ufrivillige komiske. Når bandet spillede var det til gengæld med et solidt og veludført groove der rykkede fint i hovederne hos os alle.
Absolut godkendt.
Horisont
Svenske Horisont må næsten siges at være et af de blødeste navne på årets festival. Deres stil er betydelig længere væk fra doom og langt mere slut 70’er heavy orienteret. De både lød og lignede nogle, der var som skudt ud af 70’erne. Denimveste og langt hår stort set over hele linjen. Og også musikalsk var det retroorienterede til at føle på. Highpitch vokaler, gallop trommer og guitarharmonier så stilrene, at Iron Maiden vil kunne nikke med her.
Formlen er så klassisk som den kan blive. Men Horisont skriver bare nogle virkelig gennemarbejdede numre, der gør at man som lytter føler, at hele retroviben omkring bandet virker friskt.
Horisont er ikke et ukendt navn på den danske scene. Senest var de support for Scorpion Child, da de for et års tid siden nedlagde Beta.
Denne aften i Ungdomshuset leverede de en forrygende uptempo fest, der på mange måder stod i skærrende kontrast til resten af arrangementet. Ikke destomindre virkede det efter hensigten. Heavy fest så øllet flød og hashen dampede.
Mantar
Mantar. HDDT. Photo: Henrik Moberg Jessen
At HDDT havde sikret sig en koncert med de hypede tyske sludge/hardcore-drenge i Mantar var lidt af et scoop. Bandet spiller på flere af de helt store festivaler denne sommer. Bl.a. Maryland Deathfest og Wacken. Om hypen omkring dem er retfærdig glædede jeg mig til at skulle opleve for første gang.
At de på HDDT havde fået et spot på den lille scene “Dødsmaskinen” var på papiret et underligt valg. Og ganske rigtigt. Længe før koncerten gik i gang var der overfyldt i det lille rum. Det var umuligt at komme frem og tilbage, selvom mange prøvede på at komme frem. Langt henadvejen ødelagde det oplevelsen for undertegnede og sikkert også mange andre blandt publikum, der havde mere travlt med at skubbe til hinanden (på den ufede måde!) end at nyde koncerten.
Men det er sgu’ imponerende hvad Mantar kan udrette af lyd og energi når de kun er to mand i bandet. Det er intenst og ondskabsfuldt, samtidig med, at energien der bliver genereret på scenen af de to herrer næsten er mere end hvad 4 mand ville kunne gøre.
Det er interessant at opleve disse tomands projekter, der må siges at blive mere og mere populært i den helt tunge ende af metallen. Herhjemme ser vi et navn som Fossils og på HDDT var også koncerter med Black Cobra og Bell Witch leveret med kun to mand på scenen.
Det kan altså lade sig gøre og så krydser jeg bare fingrer for et mindre pakket venue næsten gang Mantar skal opleves. For mit vedkommende på Maryland Deathfest.
Dopethrone
Dopethrone. Photo: Henrik Moberg Jessen
Det sidste navn fredag var canadiske Dopethrone. Her var der så sandelig dømt røgfyldt sludge metal, så dejlig sumpet, at kroppen umuligt kunne stå stille. Fantastisk groove og et veloplagt band med en skæv Vincent i front sikrede den helt store fest på HDDT 2015.
“Scum fuck blues” kalder Dopethrone deres musik, der oser af hashtåge, fyldige og tunge riffs, men alligvel med fornemmelsen for uptempo, der klæder musikken rigtig godt.
Vincent er en glimrende frontmand, der forstår sig i at opildne sit publikum. F.eks ved at ryge tre joints på én gang og så efterfølgende dele dem ud blandt de forreste i publikum. Måske et billigt trick (stedet taget i betragning) men det virkede.
Publikum kvitterede med enorme mængder af crowdsurfere og moshpits, der endnu ikke er set lige på dette års festival. Glimrende!
Og da Vincent efter ca en time proklamerede, at vi nu var nået til aftenens sidste nummer, et cover af “Ain’t No Sunshine” eller “Anal Sunshine” som bandet kaldte det, ja så kunne vi med god ro i sindet forlade Main Stage, efter en forbandet sej sludge fest i selskab med tågehovederne i Dopethrone!
Guevnna
Guevnna. Photo: Henrik Moberg Jessen
Når jeg tænker japansk metal falder mine tanker omgående på trekløveret Church Of Misery, Metal Magic aktuelle Sigh og Dir En Grey.
Men i Japan kan de tydeligvis også det med sludge metal. Det beviste Guevnna i hvert fald tidligt lørdag aften. Inspirationen hos disse unge japanere er tydelig. Vi skal ud i de allermest sumpede dele af New Orleans her. I hvert fald rent musikalsk.
For når Guevnna er tungest minder de om Weedeater på en rigtig god dag og Eyehategod når det går en smule stærkere.
Det er måske ikke videre originalt, men fremførelsen fejlede bestemt ikke noget. Jeg vil helt klart anbefale alle der er til førnævnte bands, at tjekke disse unge japanere ud. Live formår de at levere med en overbevisende energi og ja, så er det jo altid spændende at opleve bands fra dele af verden man ikke ser så meget til på metalscenen herhjemme i hvert fald.
Capilla Ardiente
Carpilla Ardiente. Photo: Henrik Moberg Jessen
Fra Japan til Chile. Capilla Ardiente ventede på Main Stage. Endnu et band fra et land vi ikke ser meget til på vores breddegrader.
Men modsat det positive møde med Guevnna, var det et anderledes negativt møde med Capilla Ardiente. Bandet forsøger i en alt for stor grad at kopiere deres forbilleder. Forbilleder som doom legenderne i Candlemass, Solitude Aeturnus og Pentagram.
Her er der tale om atmosfærisk doom fra den helt gamle skole og med et forsøg på vokaler i stil med den originale Candlmass sanger Messiah Marcolin. Det betyder stor vokal med opera-feeling. Men det blev altså kun ved forsøget. For Capilla Ardiente’s mand i front formåede på ingen måde at levere en bare tæt på overbevisende vokal. Faktisk lød det hamrende elendigt flere steder og manglen på kontrol over vokalen var tydelig.
Dette var et faktum der ja kort og godt ødelagde hele koncerten for mig, omend bandet egentlig havde et ret godt groove i deres tungere passager. Men hver gang de endelig havde bygget noget fedt op skar den hæslige vokal så meget igennem, at hele sammenspillet faldt til jorden med et gigantisk brag.
Skal I lyde som forbillederne så gør det i det mindste ordenligt og med respekt for de kunstnere i ønsker at kopiere. Det her var langt fra godt.
Night Profound
Night Profound. Photo: Henrik Moberg Jessen
Noget helt andet ventede i Dødsmaskinen. Canadiske Night Profound fra Canada leverede deres første Europæiske koncert nogensinde.
D’herrer var et musikalsk friskt pust på festivalens sidste dag. Night Profound spiller nemlig akustisk, ført an af to akustiske guitarer, en violin, og noget slagtøj. Egentlig var hele opsætningen og idéen ganske fed. Akustisk okkult folk, med stærke melodier. Men hvad der kunne være blevet godt formåede lydmanden og/eller rummets akustik at ødelægge fuldstændig.
For desværre var bandet hæmmet af en forfærdelig lyd. Og det der kunne være blevet så godt endte i det rene mudder. Begge guitarer feedede forfærdeligt og violinen kunne ikke høres.
En skam når Night Profound endelig skulle levere deres første koncert i Europa.
Dårlig lyd eller ej, ja så var Night Profound et interessant møde, der med deres mørke okkulte folk, nok skal få et godt tag i musikinteresserede fremover.
Hoopsnake
Hoopsnake. Photo: Henrik Moberg Jessen
Årets sidste koncert på HDDT for undertegnede blev leveret af Hoopsnake. Endnu et band jeg ikke kendte til på forhånd, men som i dén grad overraskede mig positivt.
De leverede nok dén højest spillede koncert på hele festivalen. Dødsmaskinen rungede til lyden af Hoopsnakes’ super tunge doom inspirerede heavy metal, der bestemt også havde sin del rock n roll over sig.
Faktisk var “Motörhead på syre” den første tanke der faldt mig ind, da jeg hørte Hoopsnake. Det her foretagende kan helt sikkert blive til noget stort. Lyden er egentlig ganske unik og imponerende så kraftfuld den var, med kun tre mand i bandet.
“I må hjælpe os med at få røg i rummet. Vi har glemt vores røgmaskine derhjemme” lød det fra Hoopsnake’s sanger og guitarist inden bandet satte igang. Det blev der naturligvis rodet bod på og joints blev omgående sendt rundt og rummet fyld med røg.
Hoopsnake var et dejligt nyt bekendtskab, som snart bør komme forbi igen!