Forårets bedste lineup (jep!) havde ramt Pumpehuset! Cancer Bats, While She Sleeps, Hundredth og Oathbreaker var i landet – og det kom der en festlig aften ud af!
Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen
Oathbreaker. Foto: Henrik Moberg Jessen
Oathbreaker
Første band denne aften var et lettere anderledes bekendtskab, hvis man sammenligner med de andre bands. Det var det kvinde-frontede hardcore/black/sludge metal band Oathbreaker fra Belgien. På scenen stod den på en masse indadvendthed (håret ned over ansigtet hele koncerten igennem), der var dæmpet belysning og musikken var, hvad man siger, lettere utilgængelig. Ikke desto mindre var det et fedt bekendtskab denne aften! Jeg har personligt længe ville se Oathbreaker live, og selvom at de denne aften ikke fik nået at gøre den største figur ud af sig selv, og publikum ikke helt vidste hvor de skulle gøre af sig selv, så vil jeg absolut være at finde blandt publikum, næste gang Oathbreaker gæster Danmark. Sludget, kaotisk og uhyre intenst.
Hundredth. Foto: Henrik Moberg Jessen
Hundredth
Fra South Carolina finder man det melodiske hardcore band Hundredth. Det er ømt, følsomt, vredt og lige efter bogen. Faktisk tror jeg aldrig jeg har set et hardcoreband benytte samtlige af genrens mest udtværede klichéer. Men de bruger dem til gengæld godt! Og når tingene gøres godt, og som de skal, så kan man vel egentlig ikke brokke sig? Det er vel klichéer af en grund?
Hundredth fik sat godt gang i publikum og imponerede mig personligt ved deres udadvendthed og ved faktisk at have aftenens absolut bedste lyd!
Specielt nummeret ”Carry On” der blev sluttet af med satte sig fast med det samme, og beviste at Hundredth absolut ligger i toppen af deres game.
Cancer Bats. Foto: Henrik Moberg Jessen
Cancer Bats
Sjovt som aftenens ubestridte hovednavn (set med danske øjne) ikke skulle spille til sidst. Det skal ikke være nogen hemmelighed at Cancer Bats ligger i absolut top, hvad angår mine yndlingsbands. Så hvis denne anmeldelse virker en smule farvet, too fucking bad. De er mit favoritband af en årsag, og deres magtdemonstration af en koncert denne aften er beviset herpå!
Den eneste finger jeg umiddelbart kan sætte på koncerten må være starten, da lyden viste sig fra sin værste side. Surt at det første nummer så også lige skulle være det bedste fra den nye skive, ”Arsenic In The Year Of The Snake”. ”Trust No One” fra ”Bears, Mayors, Scraps And Bones” fulgte trop og herefter stod den på tour-de-force af Bats-hits og nye favoritter! Specielt ”Lucifers Rocking Chair”, ”Bricks And Mortar” og den nye single ”Beelzebub” vakte stor begejstring – for slet ikke at nævne Beastie Boys coveret ”Sabotage” og ekstranumrene ”Hail Destroyer”, ”All Hail” og ”True Zero”, der satte en tyk streg under hvorfor dette band er et af verdens mest oversete guldkorn. Undervejs fik vi sjove anekdoter omkring det danske vejr, folkefærd og alkohol-vaner (SPOT ON!) og hele seancen virkede oprindeligt nærværende. Så good call at smide denne koncert i den lille sal!
Cancer Bats er i en liga for sig. Og det bliver fedt at se dem igen til Groezrock i maj! All hail!
While She Sleeps. Foto: Henrik Moberg Jessen
While She Sleeps
Stakkels, stakkels While She Sleeps. Det britiske band har på ganske kort tid overbevist hardcore-og metalverdenen om deres kunnen, bl.a. via supportjobs for Architects, Asking Alexandria og In Flames. Med deres nye skive ”Brainwashed” (contender til årets album for undertegnede!) var forventningerne høje til deres første headliner-show i DK i meget lang tid.
Der var dog tyndet en del ud i publikum, og forsanger Lawrence Taylor ramte hovedet på sømmet, da han gav sin respekt til Cancer Bats og forklarede at de heller ikke forstod hvorfor at lineuppet stod som det gjorde her til aften.
De folk der blev tilbage og overværede koncerten, fik sig dog et ordentlig spark i maven af en metalcore-koncert, med både energi, sing-a-long, gode breakdowns osv osv. Der kunne godt have været mere guitar og mindre trommer i mixet, men energien fra band og publikum var fed at overvære.
”This Is The Six”, ”New World Torture”, ”Trophies Of Violence”, ”Seven Hills” og afslutteren ”Four Walls” viste bandet i topform. Desværre fik de mig ikke helt op og ringe, som de måske ville have gjort hvis aftenens rækkefølge havde set anderledes ud.