Swindler. RMF’15. photo: Weiss
Lørdagen og dermed dag 2 på årets RMF startede ud på smukkeste vis. Varmt og solrigt vejr betød, at flere af os hængte ud i parken inden koncerterne gik igang. På sådan en dag som denne er det ærgerligt at Royal Metal Fest er en indendørs festival.
Festivalens anden dag bød på alt fra heavy rock, tonsende slam død, til deathcore, cheesy true metal og noget af det mest ekstreme man kan opspore på scenen idag. Kort sagt: der var noget for enhver smag.
Det nye danske navn Swindler satte ballet igang. Klassisk heavy rock. Alligevel med en ny og frisk kant. Fedt at opleve disse drenge. Der er så sandelig noget for dem at komme efter! Manden i front for Swindler er ingen ringere end Hatesphere-Esse. Sjovt var det derfor, at opleve manden i en anden sammenhæng end hans daglige virke i thrash metal bandet. For det første har han en suveræn clean vokal og så var det sgu’ egentlig også ret sjovt, at opleve ham med et håndvåben i hånden. Med Swindler er det oplagt at tænke Motörhead møder Judas Priest. Skrabet og upoleret biker heavy, der svinger fedt derudaf. Præcis det der skulle til for at sparke dagen igang. Godt gået drenge, med eller uden tømmermænd!
Og så var turen kommet til at besøge Atlas. Her stod den nemlig på konkurrence. Der var lodtrækning om fede præmier. Bl.a. kunne man vinde billetter til næste års festival, en guitar og lækkert Copenhell merchandise. Undertegnede endte med at vinde en Copenhell gede vodka. Hvordan dén smager står stadig i det uvisse. Men sej er den da!
The Walking Dead Orchestra. RMF’15. Photo: Weiss
Seje var de unge gutter i det nye fremadstormende franske deathcore band The Walking Dead Orchestra også. De af jer der kender mig ved at deathcore, eller ja generelt bare alt der slutter på ordet “core”, ikke er det der oversvømmer min pladesamling derhjemme. Men ret skal altså være ret. De her drenge spillede fandme tungt, tight og svingende. Energien var i top og bandet’s interaktionen med sit publikum, noget der er særlig vigtig i deathcore, var nærmest til perfektion. At man så savnede et publikum til denne koncert er så en anden snak….
Visuelt var det heller ikke svært at regne ud hvilken type band vi havde med at gøre. Kæmpe store stretches i ørene, hvide tanktops, shorts og tatoveringer. Core lige efter bogen og det var musikken så sandelig også. Ikke videre originalt på nogen måde. Inspirationen hos Suicide Silence og Thy Art Is Murder er til at høre og så sandelig også til at mærke. Det ene breakdown efter det andet satte os godt og grundigt på plads.
En overraskende positiv oplevelse med franskmændende.
Et andet tungt navn ventede bag scenetæppet. Internal Bleeding ramte Royal Metal Fest med en
Internal Bleeding. RMF’15. Photo: Weiss
overbevisende tyngde. Amerikanerne der siden 1991 har været med til at perfektioner det vi idag kender som slam inspireret death metal, viste at de bestemt ikke har mistet tarvet på slam-delen. Der blev hugget og groovet igennem det ene massive riff efter det andet. Men ikke uden at man alligevel stod med en fornemmelse af, at de altså har gjort det her mange, mange gange før. Rutinen skinnede igennem flere gange og musikalsk blev det både en anelse ensformigt, med hvad der virkede som de samme langsomme riffs gentaget i en uendelighed.
Langsomt kan man dog ikke kalde Broken Hope, der efter et kort skifte, gik dødsamok på os alle i Aarhus. Bandet leverer fin teknisk død, med hurtige blasts og voldsom tyngde. Men også her skinnede det monotome igennem. Jovist var det voldsomt og velspillet. Men det blev for hurtigt kedeligt og uinteressant. Der mangler simpelthen noget variation i dynamikken før jeg finder Broken Hope interessant nok til en længere koncert. Dog skal frontmand Damian Leski havde alt den credit han kan få for brug af ordet “fucking”, der synes sagt i en uendelighed og noget der så sandelig må gøre Ozzy Osbourne grøn af misundelse.
Majesty. RMF’15. Photo: Weiss
Efter tre gange smadder til ørene var det på tide med noget helt, helt andet. Og dét må man så sandelig også sige vi fik. Majesty fra tyskland var næste band. Til de af jer der ikke kender Majesty, så kan de bedst beskrives som Manowar, hvis de tog den endnu længere ud af helte vejen. Her var der så sandelig dømt heavy metal med fokus på helte, drager og ja – metal! Det her var så over the top at man ikke kunne andet end at overgive sig og stå smilende tilbage. Frontmand Tarek “MS” Maghary sang forfærdeligt, men ellers leverede resten af bandet egentlig en omgang ganske fint og velspillet helte heavy. Dresscode var naturligvis langt hår, sorte læderbukser og hvad der lignede skudsikre veste. Jojo, vi var altså helt derude folkens.
Det er nemt at grine af et band som Majesty, men jeg har den dybeste respekt til det band og Royal Metal Fest for dén booking. Det var perfekt at smække et sådan navn på, efter et trekløver af så ekstreme bands vi var vidne til før. Majesty var et tiltrængt pust.
RMF gjorde det samme for et par år siden med bookingen af Dream Evil. Fortsæt gerne den stil og bliv ved med at overraske. Det klæder altid en festivalplakat!
Humor var der bestemt intet af hos aftenens anden sidste navn. En rigtig dansker darling af et navn.
Belphegor. RMF’15: Photo: Weiss
Belphegor med Nergal’s onde tvilling, Helmuth, i front skabte rendyrket ondskab på Royal Metal Fest. Badet i scenerøg og blåt lys indtog helvedes-bandet scenen. Naturligvis iført fuld corpse paint og blod. Teater var der bestemt meget af. Det er jo Belphegor. Og selvom jeg altid har set på dette band som værende i skyggen af Behemoth, så formåede Belphegor faktisk at overraske positivt, med en gennemsyret ond, ja nærmest uhyggelig veludført, koncert.
Helmuth ligner satan selv på scenen, når han står der med blod smurt ud over hele kroppen. Den sataniske blackened death metal formåede også at samle en stor skare af tilbedere. Og det er forståeligt. Belphegor har nemlig den dynamik i sangskrivningen som jeg savnede hos de tidligere tre dødsmetalbands tidligere på dagen. Det gør ganske simpelt Belphegors musik langt mere interessant og spændende at lytte til.
Efter lidt over en time takker Belphegor af efter en dejlig koncert med flere højdepunkter bl.a. eksekveringen af den nye skærring “Conjuring The Dead” fra albummet af samme navn.
Sidste navn ventede. Kunne vi snart klare mere var det store spørgsmål?
Anaal Nathrakh. RMF’15. Photo: Weiss
Hovednavnet over dem alle ventede. Anaal Nathrakh‘s kun anden danske koncert nogensinde (den første blev afholdt på Roskilde Festival i 2013) skulle sparkes igang. Publikum var der mange af nu og vi var klar på at få de forventede musikalske tæsk af de hårdtslående brittere.
Anaal Nathrakh’s lydunivers kan til tider virke nærmest klaustrofobisk. Absurd kaos, vanvittige tempoer, og miksturen mellem et utal af ekstreme stilarter som black, grindcore, industrial og dødsmetal gør det bestemt ikke til nogen let opgave, at være lytter til en af deres koncerter. Men i det mørke musikalske kaos, er der altid et lys at finde i deres musik. Anaal Nathrakh formår nemlig med uhyre smukke melodier (ja sgu så!), at bringe orden i kaoset på smukkeste vis. Derfor var det naturligvis også numre som “Forging Towards The Sunset” og “Between Shit and Piss We Are Born” der bragte den største jubel blandt publikum. Et publikum der i de forreste rækker havde travlt med diverste stagedives og circlepits.
Db’en til denne koncert oversteg 110, hvilket er sindsygt højt. Anaal Nathrakh var en regulær magtdemonstration og viste hvor skabet skulle stå, som afslutter på en godkendt festival.
Royal Metal Fest er godt kørende igen. For fremtiden ønsker jeg for festivalen, at de vil overraske endnu mere med programmet. Endnu flere genre skal i spil og så skal de tage et dybere kig ned i den danske undergrund. De danske navne haltede i år, med stilarter vi har hørt igen og igen herhjemme. Tænk ud af boksen. Serpents Lair ville være et fint bud til næste års festival.
Tak for i år! Og så ses vi helt sikkert næste år til endnu mere fee’ hegn i det jyske!