HV AwardIkke siden 2010 har Danmark haft et awardshow med fokus på den hårde rock og heavy metal. Dengang hed showet Danish Metal Awards. Her i 2015 har High Voltage Rock Award set dagens lys.

 

Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at awardshows aldrig rigtig har sagt mig det store. At folk råber højt over, at der ikke er nok metal eller hard rock i DMA, har jeg aldrig helt forstået. Metal og hård rock i Danmark bliver aldrig spillet i mainstream radioen, så hvorfor skulle vi så forvente eller håbe på, at den bliver sendt i primetime tv til popmusikkens rygklapperi #1 DMA?

Selvfølgelig bliver den ikke det…

Skal vi have et awardshow med fokus på den hårdere kant, ja så er vi sgu’ selv nødt til at lave det. Vi skal skabe vores egen fest. Og det blev altså gjort i weekenden!

Lørdagens rock award show på High Voltage blev på flere punkter et fint startskud til et forhåbentlig årligt arrangement, men viste også at der rent logistisk skal arbejdes en smule med klubben til showet i 2016.

Selve showet havde et ganske fint flow, hvor 20 minutters koncerter leveret af hhv. Taras, SEA, HV AwardsFörtress, Solbrud og Supercharger gik hånd i hånd med selve prisuddelingen.

En uddeling hvor vi skulle finde vinderen i flere forskellige kategorier. Bl.a. Årets Band og Årets Metal. Begge gik til Solbrud, som så afgjort har fortjent dem begge. Årets Rockudgivelse gik en smule overraskende til Supercharger. Jeg selv havde troet på Pet The Preacher, men respekt til Supercharger for denne pris.
To priser var der også at hente for SEA i hhv. årets Classic Rock og årets Up Coming Band.
Det glimrende påfund Årets Spillested gik til Amager Bio/Beta. Ganske fortjent når man tænker på at disse spillesteder i årene der er gået, har kunnet præsentere alt fra legendariske acts som Accept, Overkill og Iced Earth, til nyere og så forskellige navne som Black Veil Brides, Blues Pills og Parkway Drive. Tal om at have fingeren på pulsen hos et spillested!

At man vælger at afholde showet i en klub har naturligvis både sine fordele og ulemper. Der var mange mennesker… Som i RIGTIG mange mennesker. Faktisk var der alt for mange mennesker. Ikke at det lagde en dæmper på festlighederne, som sådan, tværtimod. Det lagde faktisk en dæmper på award aspektet.

SEANår man vælger at afholde et sådan show i en pakket klub med fri fadøl, må man forvente at det til tider kan være svært at holde fokus på hvad det egentlig handler om. Og det var også resultatet. Allerede halvvejs i showet mistede størstedelen af publikum simpelthen fokus på award aspektet i showet og der blev snakket og råbt flittigt i krogene, med det resultatet, at dem der ikke stod lige ved scenen simpelthen ikke kunne høre hvad aftenens værter,  Martin Jensen og Steffen Jungersen, sagde.  Dette viste sig faktisk at blive et større og større problem, og noget der i dén grad skal rettes op på, hvis High Voltage igen til næste år skal kunne huse dette show. Det var nærmest en decideret katastrofe, at kun de forreste ved scenen kunne høre hvorfor Ken Anthony og Pretty Maids begge blev hædret med en fortjent ærespris for mange års tro tjeneste for heavy metal.
Heldigvis var der opsat storskærme så man visuelt hele tiden kunne følge med i, hvilken kategori vi var igang med. Et kæmpe plus til det store minus der altså var lyden denne aften.

Der er ingen tvivl om at den hårde rock og særligt metalscenen har det rigtig godt i disse år. Så det er naturligvis helt oplagt at have et awardshow til at hylde den genre vi så godt kan lide. Det har vi fået nu og det skal vi bestemt være glade for. Publikummet ville festen og på det punkt var det altså et klogt træk at afholde showet på High Voltage. Hvis man til næste år kan formå at kombinere begge aspekter ( fest og award) på en mere effektiv måde f.eks ved at lade brølehovedet Anders Bøtter styre slagets gang på scenen (den mand kan om nogen råbe en crowd op) så tror jeg på, at vi kan få den ultimative rock award.

Jeg tror på det! Og særligt efter denne fine debut for High Voltage Rock Award. Danmark har endelig fået en pris for musikken’s skyld og tak for det!

8-penta

Den samlede vinderliste:

ÅRETS DANSKE BAND
Solbrud

ÅRETS DANSKE ROCKUDGIVELSE
Supercharger – ’Broken Hearts and Fallaparts’

ÅRETS DANSKE CLASSIC ROCKUDGIVELSE
SEA – ’Sea’

ÅRETS DANSKE METALUDGIVELSE
Solbrud – ’Jærtegn’

ÅRETS DANSKE ALTERNATIVE UDGIVELSE
Night Fever – ’Vendetta’

ÅRETS DANSKE LIVEBAND
Förtress

ÅRETS DANSKE UP-COMING BAND
SEA

ÆRESPRIS BAND
Pretty Maids

ÆRESPRIS BRANCHE
Ken Anthony

ÅRETS PRODUCER
Jacob Bredahl for Pet The Preachers ’The Cave and the Sunlight’

ÅRETS JAMBAND
AC/DC Jam

ÅRETS DANSKE SPILLESTED
Amager Bio/Beta (København)

ÅRETS RADIOTRACK
Shotgun Revolution – ’Dissolve’

ÅRETS ROCKFOTO
Christian Juul Søes for Red Warszawa / Rikke Blomsterberg, High Voltage 2014