U.D.O (+ Sister Sin + Garagedays) // Godset 14/3 2015

Kampvognen rullede ind i det jyske. U.D.O og hans slæng gav koncert i Kolding lørdag aften og med sig havde de svenske Sister Sin og Garagedays fra Østrig. 

Garagedays

Garagedays. Godset. Photo: Weiss

Jeg havde på forhånd absolut ingen idé om hvad en aften med et tysk aldrende heavy band som U.D.O ville kunne trække i Kolding. Forventningerne var dog lave skal jeg hilse at sige. Men allerede fra da klokken slog 20.00 og Garagedays fra Østrig gik på scenen på Godset, var stedet faktisk ganske velbesøgt af folk i alle aldre. Det var helt tydeligt at 3 generationer af metalfans var samlet denne aften. 
Garagedays er et 10 år gammelt band, der gør sig i den absolut mest klassiske form for heavy metal, med en lille smule thrash metal inspiration. Det instrumentale sidder det lige i skabet. Bandmedlemmerne er edermandme dygtige til det de laver. Stærke riffs og her til aften med en massiv og tung volume gjorde det rigtig godt for østrigerne.

Men ligeså stærke de er når det gælder håndteringen af håndvåbene ligeså forfærdelig ringe skulle vokalist Marco Kern’s vokalpræstation vise sig at være. Den formåede ganske enestående at dræbe store dele af koncerten på egen hånd. Hverken hans falset eller mellemregisteret lød simpelthen rent og skar i ørene. Fandme ærgerligt for her har Garagedays tydeligvis et svagt punkt.
Og så ser vi også lige bort fra mandens lyrik. Med titler som “Lord Of Darkness” , “Piece Of Shit” og “Paradise lost” er det ikke ligefrem banebrydende tekstarbejde og spiller samtidig på samtlige af heavy metallens mange klichéer.

Instrumentalt var det egentlig en godkendt koncert med Garagedays, der så ud til at have en god tid på scenen denne aften i Kolding. Men få lige gjort noget ved den vokal inden det går helt galt.

Sister Sin

Sister Sin. Godset. Photo: Weiss

Vokalpræstationen hos svenske Sister Sin var så derimod intet problem. Liv jagrell håndterer som altid denne opgave til perfektion og kan vel sagtens kaldes vores generations svar på Doro.

Sister Sin spiller ganske regulær hard rock med et vink til glam og heavy metal.  Bandet har 4 albums i ryggen, hvor deres seneste “Black Lotus” er fra slutningen af 2014.
Hos dette band er der dømt læder, nitter og tatoveringer til den helt store guldmedalje. Sister Sin har looket, nu skal sangene så bare lige kunne følge med dette look.
Og her halter det altså en smule for Sister Sin, der jovist har nogle ret så fede skærringer, som den glimrende “Fight Song”, men ellers er der længere mellem de helt fede sange. En større mangel på variation i sangskrivningen er problemet her.

Men på trods af det formåede bandet, med deres smittende glæde og energi på scenen, faktisk at få varmet godt op under det ganske talstærke publikum der nu var samlet på Godset.  Og det er vel i sagens natur det vigtigste når man nu er med som spceial guest.

Det er ikke stor kunst det Sister Sin laver, men det de laver gør de godt og denne aften i Kolding var der ingen utilfredse miner over denne koncert, ej heller den helt store begejstring. Vi var klar til U.D.O nu.

U.D.O

U.D.O. Godset. Photo: Weiss

22.15 går lyset ud i salen på Godset. Med en høj intro, hvor lyden af bomber, diverse flyvende helikoptere, våbenskud og lyden af en stor kampvogn der pløjer sig igennem alt gør U.D.O sin entre på scenen. Okay, så er vi fandme igang!

Scenen er pakket ind i camouflage fra top til tå og Udo Dirkschneider selv er naturligvis klædt i army farver. Alt er som det skal være. Det er tysk heavy metal præcision det her!

Fokus er på bandets seneste udgivelse “Decadent”, hvor der åbnes med den glimrende “Speeder” , der med sit catchy mainriff nok skal gå hen og blive en liveklassisker for U.D.O i fremtiden.

Hurtigt står det dog klart at selvom det er lørdag aften, så er det tunge og meget stillestående publikum ikke let at arbejde med denne aften. Der skal gøres en ekstra indsats for at få folk til bare at klappe med. Det kommer bandet til at kæmpe med under hele koncerten.

Underligt nok så burde U.D.O’s milimeter præcise heavy metal i sig selv kunne skabe interaktion med publikum. Mandens band spiller nemlig så uforskammet tight og svingende, at det i sig selv burde kunne skabe festen i crowden. Men ikke i Kolding nej. Så let er det ikke her.

U.D.O burde måske også have for øje at variere sættet noget mere end tilfælde er. Vi skulle igennem hele 18 numre, inkl. en dræbende akustisk session med “Tears Of A Clown” og “Secrets In Paradise”  i midten af koncerten, før det første Accept nummer kom.
Og selvom det for manden sikkert betyder meget at det er U.D.O’s egne numre der naturligvis får det største fokus, så kunne han altså selv skabe festen ved at smække en luns med Accept afsted i midten af sættet. For når alt kommer til alt så er U.D.O’s eget materiale langt fra ligeså stærkt som Accept. Og det var tydligt at publikum havde ventet længe. Også for længe på at der kom noget Accept. Halvanden time er for længe at gemme på hitsne, særligt når man vælger at spille så meget nyt som man gør.

På en måde forstår jeg godt at U.D.O ikke ønsker at leve af fortiden, men når nu styrken altså sidder i

U.D.O. Godset. Photo: Weiss

fortiden burde det have en større plads, for på den måde at gøre koncertoplevelsen for publikum større.

U.D.O’s koncert var glimrende i starten, men jo længere vi kom i det lange, lange sæt endte det som en ørkenvandring inden intensiteten igen begyndte at blomstre med “Princess Of The Dawn” , “Fast As A Shark” og “Balls To The Wall”.

Hvor må det dog være både befriende og samtidig hamrende irriterende for U.D.O, at Accept spøger så meget hos manden som det rent faktisk gør. For enten viser det bare, at solomaterialet bare ikke er stærkt nok til at kunne holde koncerten interessant nok. Eller også er folk bare ligeglade med hans solomateriale og venter i det store hele på de klassiske Accept skærringer.

Jeg tror på en mellemting af disse to og derfor blev koncerten aldrig den helt store fest selvom det hele lå i kortene denne lørdag aften.  Stadig skal man dog lede længe efter et band der spiller så tight som disse tyskere!