De danske sludge metallere i Helhorse er klar med flere gode nyheder.
Efter den sidste turné har Helhorse har haft gang i den kreative proces. Det har nu ført frem til at bandet er klar til at ramme studiet for at indspille deres tredje album.
Og det bliver med ingen ringere end mesterproduceren Michael Beinhorn bag knapperne. Michael Beinhorn er bl.a. kendt for sit arbejde med flere internationale navne på udgivelser som Soundgarden ”Superunknown”, Korn ”Untouchables”, Hole ”Celebrity Skin” og Ozzy Osbourne ”Ozzmosis”.
Endvidere er bandet klar med offentliggørelsen af deres nye bassist. Valget er faldet på Theis Roed Thogersen, der altså overtager bassen fra hvor Søren Hansen slap.
Det bliver interessant at følge Helhorse i den kommende tid, et band der i den grad fik cementeret deres popularitet her i landet med den seneste udgivelse “Oh Death”.