Undertegnede var taget en tur på Beta for at opleve det Metal Hammer UK og Kerrang begge har kaldt”UK’s nyeste unge crossover håb.” Bestemt noget der kunne vække opsigt. Men hvordan var de så disse unge Glamour Of The Kill?
Forever still
Forever Still. Beta. Photo: Weiss
Først skulle vi igennem det nye danske femalefrontet symfoniske metalband Forever Still. Først og fremmest vil jeg sgu’ gerne have lov til at udtrykke min glæde for at dette bands eksistens. Det er fedt at vi endelig har et sådan navn på den danske scene. Et tiltrængt pust kan man roligt sige.
Men hvordan var udførelsen så i livesammenhæng? Egentlig ganske udmærket faktisk, når man altså lige ser bort for hvad der godt kunne lyde som en omgang ulækker rytmeguitar playback. Men mere om det senere.
For bandet’s kvinde i front Maja Schønning gør en glimrende figur på scenen med hendes fine vokalpræstation, der minder om en solid blanding af Within Temptation’s Sharon Den Adel og den tidligere Nightwish sanger Anette Olzon. Der er stadig mulighed for udvikling af denne live, da der bestemt var steder i det helt lyse register, hvor det haltede en smule. Men overordnet set var det her bestemt godkendt. Og få så lige gjort mere brug af din scream kære Maja, for den sidder edermandme også lige i skabet!
Godkendt var også de hårdtpumpede guitarriffs, der lagde sig fint omkring vokalen. Mindre godkendt var det dog, at det lød som om der var lagt en rytmeguitar på som playback. Hvis det er tilfælde så find jer en rytmeguitarist eller lad vær med at have den med.
Og endelig, hvis Forever Still skal nå helt derop hvor forbilleder som Within Temptation og Nightwish er, så skal der 100 % mere fokus på sangskrivning. Der skal fokus på at skrive et regulært hit. Et hit hvor man husker omkvædet. For da koncerten var slut var det som om vi havde været vidne til én lang koncert, hvor alle numre flød sammen, da det lød for ens i længden.
Dyb fokus på sangskrivning fremover, lidt mere vokaløvelse og så for alt i verden at få en rytmeguitarist og så spår jeg faktisk Forever Still en rigtig god fremtid!
Glamour Of The Kill
Glamour Of The Kill. Beta. Photo: Weiss
Og så til de nye Kerrang darlings. Englands nyeste metalhåb Glamour Of The Kill.
Bandet besøgte sidst Danmark, da de varmede op for Papa Roach og nu stod de altså på egne ben.
Det ville være synd at sige, at deres supportjob for Papa Roach havde gjort noget som helst godt for bandet i forhold til popularitet her i landet. Der var solgt under 30 billetter til denne aften. Så allerede her var det en halvflad fornemmelse at stå i et rum, hvor der kun var 4 rækker foran scenen til at starte med.
Nuvel bandet gik på scenen med oprejst pande, men der var godt nok langt mellem snapsene. Det unge crossover håb skulle vise sig at spille den mest poppede form for metalcore jeg måske nogensinde har lagt ører til.
Det skal ikke lyde som en undskyldning. Men når undertegnede her er ude som anmelder forsøger jeg altid at fokusere på det positive i hver i de bands der skal anmeldes. Men for pokker hvor var det dog svært denne aften.
Bandet både lyder og ser ud som alle andre der forsøger sig i den mega poppede form for metalcore. Det her var i bund og grund flad pop(punk) med et par breakdowns. De her unge gutter tog den bare så langt ud, at det får bands som Beta aktuelle Dead By April til at lyde som et af jordens mest ekstreme bands.
Sangskrivningen er så svag at det blev for meget for selv den mest inkarnerede fan af poppet metalcore. Det kunne ses på fremmødet. Som tidligere nævnt startede bandet med 4 rækker foran scenen og da bandet gik fra scenen igen var der én række tilbage. Det var så grotesk, at selv bandet måtte give det en kommentar med på vejen. Noget de i øvrigt gjorde under stort set hele koncerten. Dét må man give de unge gutter. Selvironi har de og den blev også flittigt brugt denne aften på Beta, ellers var det hele også endt i dyb pinlig tavshed.
På det punk er frontmand og bassist Davey Richmond en glimrende frontmand, der forstår at underholde sit publikum. Dét og min aldrende langhårede og langskæggede sidemand’s tilbøjelighed til at fremprovokere en kæmpe latter, når det var mindst oplagt var aftenens højdepunkt, på en aften der godt nok var langt fra stor kunst i regulær sangskrivning.
Kerrang kom ind i kampen!
