Punket sludge og retro-heavy er måske et umage par. Men når spilleglæde og live-energi er i hovedsædet, så går det sgu aldrig helt galt – heller ej på en mandag.
Alle billeder af Henrik Moberg Jessen – https://www.facebook.com/moberg666 – se flere i bunden af anmeldelsen.
Crobot. Foto: Henrik Moberg Jessen
Crobot
Første navn på plakaten denne aften var Crobot fra Pensylvania. Både dem og Black Tusk holder “fridag-koncert” fra deres tour som support for Black Label Society, og med dette in mente er det ikke en helt skør sammensætning. For hvor Black Tusk har tager de punkede stoner/sludge elementer, så er Crobot rendyrket retro rock n’ roll, iført både flæseskjorte, vinrød læderjakke og trompetbukser.
Og mage til energisk og indlevende band skal man sgu lede længe efter! De spiller sgu røven ud af bukserne og ligner mere et band med 15-20 år på bagen, end et band der kun lige knapt har udgivet debutpladen. Imponerende!
Men havde de til gengæld rent faktisk haft 15-20 år på bagen, så ville de også have et langt større bagkatalog at tage numre ud fra. Koncerten blev en smule ensformig hen mod slutningen af de 40 minutter de havde at spille i, så når variationen og hit-faktoren er i top, så har vi her et band der uden problemer kan lægge sig i forlængelse af retro-rockens nye bølge af elite-navne som Blues Pills, Kadavar, Scorpion Child og Orchid.
Absolut godkendt performance fra et band der skal holdes grundigt øje med i fremtiden!
Læs desuden et interview med Crobot her på siden inden længe!
Black Tusk. Foto: Henrik Moberg Jessen
Black Tusk
Hovednavnet denne aften behøves ingen nærmere introduktion for sludge metal fans. Black Tusk fra Savannah, Georgia. Det er “swamp metal” (som de selv siger) af den mest beskidte skuffe. Den får tryk-16 i trommerne og tonser-riffs hele vejen igennem med endnu mere beskidte vokaler.
Ligesom med Crobot er live-energien deres absolut største force. Men desværre for Black Tusk er der langt ned til andre større fordele hos dem. Med få undtagelser blev det alt alt alt for ensformigt i længden. Det var faktisk kun til “Set Your Dial To Your Doom” og “Bring Me Darkness” samt til dels Black Flag-skæringen vi fik som ekstranummer som gav et afbræk i de meget ens numre. Men okay, det var til gengæld også rigtig fedt her.
Det hjælper heller ikke bandet at spille ekstremt sjusket, i en genre hvor alt er rigelig sjusket i forvejen. Trommeslageren sejlede rundt og vokalist/guitarist Andrew Fidler virkede pænt ligeglad med om han spillede numrene korrekt. Det er sgu ikke helt i orden, drenge! Hvis det var trætheden der trykkede, så måske en fridag på touren ikke var så slem en idé? Eller var er det måske urterne i piben der tog overhånd på en tur til fristaden?
Jonathan Athon, bandets tidligere bassist der for blot 4 måneder siden mistede livet i en motorcykelulykke, blev også hædret af bandet til klapsalver fra publikum. På sin plads, og meget imponerende af bandet at tage ud på tour igen så hurtigt. Rock n’ roll never sleeps. Men det skader ikke at tage et hvil og lade op engang i mellem.
