Queen. Photo: Oliver Hulehøj Hjeresen
45 år efter bandets start og 24 år efter den meget karismatiske forsanger, Freddie Mercury, døde, gæstede Queen endelig Danmark for første gang, nu med Adam Lambert med som frontmand og indpisker.
Anmeldelsen er skrevet af gæsteanmelder Oliver Hulehøj Hjeresen
Det var tydeligt at folk, ligesom undertegnede, havde set frem til denne aften, hvilket en stopfyldt Jyske Bank Boxen, hvor alle 15.000 billetter var revet væk, også bevidnede.
Allerede da vi trådte ind i Boxen afslørede et gigantisk scenetæppe, med det velkendte Queen-logo, og en scene formet som et stort Q, at vi senere skulle opleve et af de mest legendariske og banebrydende bands verden har set.
Aftenens publikum bestod groft set af tre slags typer: De fans af Queen, som har været med lige fra begyndelsen, deres børn som er vokset op med bandet og så alle dem, der er kommet ind sammen med Adam Lambert. Specielt førstnævnte gruppe har op til koncerten udtrykt deres skepsis omkring Adam Lambert i front for aftenens Dronning. Som jeg overhørte en mand i merchandise køen sige til sin makker, da han overvejede om han skulle have en af de gamle Queen trøjer, eller om han skulle købe den nye, hvor også Adam Lamberts navne står trykt: ”Vi overlever nok at han (Adam Lambert red.) er her, men der er jo ingen grund til at skilte med det” hvorpå han trak en gammel Queen trøje over hovedet.
Nå nok snak. Efter lang ventetid nærmede klokken sig endelig otte og en 20 minutter lang intro begyndende med en rungende lydmur, efterfulgt af en elektrisk guitar der bliver slået an, og til sidst en tyk lilla røg, byder Queen velkommen på scenen.
Det var tydeligt at både band og publikum lige skulle mærke hinanden an denne aften. Stemningen blandt publikum var ikke på kogepunktet da bandet entrerede scenen, og den euforiske stemning, som man kunne have forventet, da bandet allerede som tredje nummer fyrede megahittet ”Another One Bites The Dust” af, udeblev totalt. Bandet formåede ikke at komme udover scenekanten, og jeg begyndte oprigtigt at frygte, at det ville blive en af de aftener, hvor en gammel mastodont slet ikke finder fordums styrke.
Queen. Photo: Oliver Hulehøj Hjeresen
Om bandet og publikum bare lige skulle i gang, skal jeg ikke kunne sige, men da bandet kort efter spillede ”Killer Queen”, ”I Want To Break Free” og ”Somebody To Love”, var det som om alt var ændret. Stemningen blandt publikum steg mange grader og bandet udviste pludselig energi, som om de alle var på alder med den noget yngre Adam Lambert, som leverede en meget sensuel udgave af ”Killer Queen” hvor han, allieret med en vifte , slangede sig i den karakteristiske guld og lilla dronningesofa. Efter en stærk udgave af ”I Want To Break Free”, hvor Lambert hurtigt fik sofaen ned fra scenen igen med ordene ”enough of this bullshit”, slog han over i en snak om kærlighed, hvor han spurgte publikum, hvem der var forelskede. Det var der tydeligvis mange der var denne aften, inklusiv Lambert selv, som dog afslørede at det var i ham selv. Med denne indledning blev der sat gang i ”Somebody To Love”.
Efter dette nummer skruede vi lidt ned. Brian May satte sig ud på spidsen af scenen og leverede en akustisk udgave af ”Love Of My Life” med ordene ”if we do singing just the best we can possibly do, maybe a little magic will happen”.
Om der var tale om magi er måske så meget sagt, men pludselig tonede en kæmpe video af Freddie Mercury frem på skærmen, som så fuldendte nummeret i en duet med Brian May. Ingen tvivl om at Mercury stadig er en populær mand. Det jubelbrøl der kom fra publikum, da han kom på, var ved at blæse taget af Boxen og har sikkert været tæt på at vække de døde, inklusiv Freddie selv, fra deres grave. Alt i alt en rigtig smuk seance, om end det måske var lidt for meget da Brian May kneb en tårer efter nummeret med sin tidligere ven, som trodsalt døde før denne anmelder så dagens lys.
Hvis man havde frygtet, at der herfra ville gå Freddie Mercury i det hele, tog man heldigvis fejl. Bandet formåede på en rigtig fin måde at levere den hyldest til manden, som han fortjener, uden at han var i direkte fokus hele tiden. Men gennem hele koncerten følte man at ånden fra Freddie Mercury lå lige nede under numrene, hvilket både kom til udtryk de gange hvor Brian May og Roger Taylor indtog scenen alene og begge greb mikrofonen, samt når bandet i fuld besætning spillede de store klassikere med Adam Lambert i front, som måske ikke kan erstatte Freddie Mercury, men som i værd fald søndag aften i Herning var værdig til at stå på hans plads på scenen.
Queen. Photo: Oliver Hulehøj Hjeresen
I det hele taget var Adam Lamberts præstation imponerende. Han er en showman uden lige, og kun enkelte gange havde han svært ved at nå de allerhøjeste toner. Han er ikke Freddie Mercury. Han er Adam Lambert, der gør det på sin egen måde med respekt for Freddie og bandets historie, og det fungerede rigtig godt.
Hvad der dog var knap så imponerende var Roger Taylor og hans søn, Rufus Taylors, trommebattle midt i det hele. Jovist, det var da imponerende, hvad de kunne med et sæt stikker og nogle trommer, men det virkede en smule malplaceret. Udover Rufus Taylor på trommer havde Queen i aften et backingband bestående af en bassist og et keyboard. De gjorde det i øvrigt glimrende uden at være særlig meget i centrum. Ligeledes malplaceret var en guitarsolo fra Brian May på næsten et kvarter, hvor man endnu engang da blev fascineret af, hvor meget forskellig lyd man kan lave med en guitar, men hvor den samtidig blev trukket alt for langt ud, og de klapsalver som publikum leverede i starten af soloen ebbede hurtigt ud. Man stod lidt tilbage med følelsen af, Brian May og Roger Taylor endelig føler, at det er deres tur til at brillere, efter i mange år at have stået i skyggen af Freddie Mercury.
Hovedsættet blev afsluttet med en flot version af ”I Want It All” og ”Radio Ga Ga”, hvor publikums taktfaste klap på sidstnævnte næsten ledte tankerne tilbage på billederne fra Queens legendariske koncert på Wembley i 1986. Derefter fik vi ”Crazy Little Thing Called Love” og ”Bohemian Rhapsody” inden bandet forlod scenen.
Herefter var det tid til ekstranumre, som selvfølgelig var ”We Will Rock You” og ”We Are The Champions”. Disse behøver vel ikke nogen nærmere beskrivelse. Det er nogle af de største rockhymner, der nogensinde er skrevet, og så gik der ellers fællessang i den, mens det regnede med guldkonfetti.
Herefter var det slut på en næsten 2,5 times lang hitparade, hvor de eneste hit jeg savnede var ”Don’t Stop Me Now” og ”The Show Must Go On”, med et band, der i den grad stadig har noget at byde på, og som var ligeså storslåede som man forventede. Bandet har i Adam Lambert fundet den helt rigtige mand til at lægge vokal til alle de store majestætiske numre. Han er fantastisk på en scene og jeg mere end bare ”overlevede at han var der”. Lyden i Herning denne aften var rigtig god og havde det ikke været for bandets, og publikums, lidt sløve start, samt de originale Queen-medlemmers behov for at shine, så havde der været 5 fulde pentagrammer herfra.
