At black metal gør sig godt i Danmark i øjeblikket blev bekræftet endnu engang til det sublime arrangement Kaldet fra Dybet vol II, der i sidste weekend blev afholdt i Ungdomshuset i København. 

I løbet af fredag og lørdag aften blev der præsenteret noget af det aller bedste Danmark har at byde på når det gælder sort og dommedags tungt metal.
Og glæden var da til at spore hos undertegnede da arrangementet kunne præsentere hele to navne vi har haft med i vores The New Shit serie, nemlig Sunken og Serpents Lair.

Fredag

Serpents Lair:
imageNavnet der skulle sparke ondskaben igang var ingen ringere end Serpents Lair. Et band der efterhånden har fået godt fat i undergrunden herhjemme. Ikke mindst pga deres fremragende demo, der som bekendt gik #1 på den amerikanske side Kvlt Nation.

Men Serpents Lair har også fat i noget af det helt rigtige. Musikalsk er der ufattelig meget at hente i deres musik. De formår nemlig at implementere andre detaljer i deres black metal, som ingen andre bands herhjemme gør. Det drejer sig både om den iskolde atmosfære, der skabes på bagrund af disharmoniske riffs og vokalerne, der både kredser om det klassiske black metal skrig og den mere dybe growl, som vi kender den fra death metal.
Men mest af alt er det altså de skæve riffs og disharmonierne Serpents Lair vinder på. Det er ondskabsfuldt og stilmæssigt helt perfekt.

Danmarks nye black metal håb? Jeg tror det sgu! Denne aften viste bandet ved blot deres anden koncert, at de har teknikken, sans for sublim sangskrivning og ondskaben på det helt rette sted!
9-penta

 

 

Arakk:
Og så blev det tid til noget helt helt andet. Noget andet i den forstand at tempoet blev trukket heeeeelt ud i forhold til koncerten med Serpents Lair.
Jeg var faktisk ikke helt klar over på forhånd hvad Arakk spillede. Men det viste sig at være tung funeral doom.
Et ganske interessant indslag på denne mørke aften, men lidt af en stemningsdræber, hvis man så på det talstærke publikum, der efter halvandet nummer havde mere travlt med at komme op i baren end at fokusere på det spillende band på scenen.
Funeral Doom er en krævende genre. Måske den mest krævende af alle subgenre. Det kræver for det første at bandet skriver interessant nok musik til at man gider at stå og lytte på noget der går så langsomt i 40 minutter. Atmosfæren og stemningen musikken skaber skal altså være god nok til at man ikke står og tager sig selv i at gabe. Det er nøglen til succes i denne genre.
Arakk formåede at gøre det lidt henad vejen, men manglede lige det sidste for at det for alvor blev interessant.
Men kom nu drenge. Skal I bruge en Macbook så gem den i det mindste væk så man ikke står og bliver blændet af det lysende apple-logo. Det er fandme ikke særlig ondskabsfuldt!
6-penta

 

 

Solbrud:
image
Aftenens åbenlyse headliner er et band der har høstet mange, mange flotte priser i år for deres seneste skive. Og dét med god grund for Solbrud har altså begået lidt af en genistreg med “Jærtegn”.

Et proppet Ungdomshus tog imod de lokale helte med kyshånd, da gutterne gik på scenen badet i røg og en massiv og voldsom høj lyd, der fik kroppen til at skælve. Det var faktisk næsten for højt. Så højt at flere af detaljerne i musikken gik tabt og så massivt at det fik Adrian’s marshall kabinetter til at vælte allerede i løbet af det første nummer. Det betød at vi fik en mindre pause allerede efter første nummer. Men gudskelov kunne bandet spille videre, selvom det så voldsomt ud da kabinetter røg på jorden.

Solbrud har altså fat i publikum. Deres koncerter er intense og energien der bliver leveret i den atmosfæriske musik er imponerende, på trods af at bandet gør en dyd ud af at være så indadvendte og  fokuserede som muligt. Det er kunst på højt plan at kunne få disse to modsætninger til at mødes. Men det kan og mestrer Solbrud altså og selvom det var svært at få alle detaljer med denne aften, så var der intet der kunne stoppe Solbrud på denne turnéstart på hjemmebane i Ungeren!
8-penta

 

 

Lørdag

Sunken
image
Lørdag aften fortsatte løjerne i Ungdomshuset. Fremmødet var dog betydeligt mindre end dagen før, selvom der musikalsk stadig var meget at komme efter.

Sunken var første navn. Bandet fra Aarhus minder ganske meget om Solbrud i deres måde at skrive musik. En monotom opbygning af riffs og blast beats skaber en atmosfærisk og nærmest hypnotisk effekt, som Sunken gør sig rigtig meget i. Næsten for meget, for jeg stod flere gange og savnede de  uventede detaljer, der kunne bryde hypnosen.

Musikalsk er der lidt at arbejde med for Sunken, men de er på rette vej og så er jeg altså nødt til at føje et stort plus i bogen til Martin Skyum Thomasen, der uden sammenligning er indehaver af Danmarks bedste black metal vokal. Uha, den er voldsom, skinger og ondskabsfuld! Smukt!
7-penta

 

 

Woebegone Obscured
image
Ligesom dagen før var andet navn i rækken endnu et funeral doom band. Lørdag drejede det sig om Woebegone Obscure.
Igen var det mit første møde med dette funeral doom band, og som det også gjorde sig gældende med Arakk skulle det blive spændende om bandet kunne holde publikums interesse.
Bandets tag på doomen skulle vise sig at være noget mere let fordøjeligt end koncerten fredag aften. Sangskrivningen og bandets riff er mere lige til og personligt blev jeg altså revet mere med til denne koncert.
Og så er det altid en fornøjelse at opleve en trommeslager der både kan baske gryderne og klare en solid vokalpræstation samtidig.
Jo, det er nok ikke mit sidste møde med Woebegone Obscure der gav en ganske fin opvisning i velspillet funeral doom.

7-penta

 

 

 

By The Patient

imageAjuna der ellers var programsat som lørdagens hovednavn måtte aflyse i sidste øjeblik. Derfor var By The Patient hevet ind som erstatning i 11 time. Til stor glæde for undertegnede, der ikke kunne opleve bandet til deres release på “Gehenna” på Beta dagen før, da jeg jo altså var i Ungdomshuset.

Men nu stod de her altså, klar til at levere Kaldet Fra Dybet’s sidste koncert.
Og jo, der er altså sket meget med By The Patient i løbet af årene. Og dét er til det bedre. Faktisk er bandet flyvende for tiden. Med udgivelsen af den roste “Gehenna” viser bandet at de kan skrive musik der både oser af atmosfære, thrashede riffs og deathcore. Et solidt mix der nok skal hive nye fans til.
Denne aften i ungdomshuset viste de i hvert fald at fremtiden, på trods af location denne aften, er lys.

Selvom idéen med Kaldet fra Dybet er at det hele skal være sort og med en stemning som var det dommedag selv, så var det altså forfriskende og et tiltrængt pust at opleve By The Patient’s smittende spilleglæde og udstråling på scenen.

Kaldet Fra Dybet blev rundet af med manér!

8-penta

 

 

 

Alt i alt

Kaldet Fra Dybet er et event der kommer på det helt rette tidspunkt. Black metallen i Danmark sejrer stort i øjeblikket og derfor er det helt naturligt at et event som dette har sin berettigelse. Der er bands nok derude der er gode nok til at vise deres værd og det kan de på denne minifestival i Ungdomshuset.
Jeg håber i hvert fald, at dybet kalder på os igen næste år, for hvor kan jeg ellers få farvelade drinks til kun 25 kr samtidig med at jeg kan høre kulsort musik?