Parkway Drive. Photo: Alexander Kolby
Det var en helt igennem fantastisk aften i Amager Bio, da nogle af de aller fineste bands inden for moderne metal gæstede landet.
Carnifex
First up på scenen var Carnifex fra Californien. Bandet spiller en uhyre skarp og brutal deathcore med rigelige doser regulær dødsmetal -og endda symfoniske samt black metal elementer i også. Så mødet med disse gutter skulle gerne blive et ganske hårdtslående et af slagsen!
Og det blev det skam også! Der var godt nok ikke mødt specielt mange mennesker op i Amager Bio på dette tidspunkt – men det er vel at forvente efterhånden. Folk der lagde deres lid til tidspunktet på Facebook-eventet (kl 19:00) blev i hvert fald skuffede, for det var der koncerten sluttede…
Carnifex er godt kørende i deres game og er meget vante på en scene, og det er fanme tydeligt at se! Forsanger og indpisker Scott Lewis lod sig i hvert fald ikke påvirke af de få mennesker og kommanderede pitten rundt i salen – selv da den kun bestod af 2 mennesker og lige til der kom en god håndfuld flere med.
Bedst var det da det nyere nummer ”Dark Days” (fabelagtigt nummer!) samt den ældre ”Lie To My Face” blev spillet. Her føltes koncerten knapt så meget som en supporttjans, og Carnifex endte med at eje scenen fuldt ud.
En headliner-koncert med de her drenge i Danmark bør snart være obligatorisk!
Northlane. Photo: Alexander Kolby
Northlane
Next up var de meget unge australske gutter fra Northlane. Bandet har netop været inde i et forsangerskift, der endte med at få en del omtale online. Hvem mon det ville blive?! Valget faldt sidenhen på en ny gut i gamet, Marcus Bridge.
Northlane kører på klassiske samt ny-moderne metalcore-dyder såsom følelsesladet clean vokal, brutal growl/skrig, masser af breakdowns og synkoperede riffs. Men det hele bliver dog en smule kalkuleret i længden, og Northlane’s følsomme passager blandet med det energiske er ikke troværdigt på længere sigt. De får dog point for at have oppet sig siden sidst de gæstede Danmark, som support for Architects i Pumpehuset. Der er i det mindste bevægelse på scenen nu – de skal måske bare overveje at udvide deres repertoire af moves?
Deres til tider detaljerede musik blev dog heller ikke meget bedre af at lyden til deres koncert rent ud sagt var ELENDIG! Guitarerne var ALT for høje og skingre i lydbilledet – og her kan bandet godt få lidt af skylden, for det var specielt når der blev brugt delay-pedal fra scenen. Den må de sgu lige indstille lidt bedre, hvis vi ikke skal ende med at holde os for ørerne hver gang den er i brug.
Dog fungerede det hardcore-inspirerede uptempo-nummer ”Masquerade” rigtig godt og den slags energiudladninger ville klæde Northlane at have lidt flere af. Fordi koncerten (og deres nye forsanger) i det store hele var ikke særlig overbevisende – og baseret på publikums reaktioner bagefter, kan jeg vidst godt konkludere at jeg ikke er den eneste med den holdning.
Heaven Shall Burn. Photo: Alexander Kolby
Heaven Shall Burn
MÆGTIGE Heaven Shall Burn fra Tyskland var up next – og at de havde fans i huset var tydeligt at se! Heaven Shall Burn er nemlig også et band der utroligt nok formår at forene både den yngre og moderne metal med de gamle sure mænd, der foretrækker deres metal som deres whiskey – helst produceret i 80’erne/start 90’erne. Derfor er en koncert med Heaven Shall Burn’s blanding af deathcore og melodisk dødsmetal et kærkomment syn. Det får sgu flere generationer til at gå arm i arm og sætte pris på det gode som både moderne og traditionel metal har at tilbyde.
Karismaen der kom fra scenen var sgu også til at tage og føle på. Man fik i særdeleshed indtrykket af at bandet elsker at spille live – og at de virkelig elsker deres fans! Der er nærvær, energi, sceneshow og god crowd-kontrol fra Heaven Shall Burn, og de behøves knapt nok fortælle folk at der skal en kæmpemæssig wall of death til nummeret ”Voice Of The Voiceless”. Vi får bare et ”you know what to do!” og så falder alting bare i hak. Skønt!
Det er fedt at et band som Heaven Shall Burn både formår at tage hånd om shows som dette, hvor alle måske ikke lige er kommet for at se netop dem, og så et show på Wacken Open Air, hvor der står 60.000 mennesker og hylder dem som guder. De er top professionelle, og det bliver aldrig hverken indstuderet eller påtaget. Publikum kvitterede også med et hoppe rundt som gale, synge med og give den gas i en kæmpe moshpit.
Heaven Shall Burn var her til aften en regulær springskalle fyldt med kærlighed – lige som vi kan lide dem!
Parkway Drive. Photo: Alexander Kolby
Parkway Drive
Skal der endelig krones nogle ægte konger af metalcore, så må Kong Core her nok træde til side og give tronen til Parkway Drive fra Australien. Man VED, at når man tager til koncert med de her surfer-dudes, så får man både serveret koncentrerede bølger af energi samt en lind strøm af positive vibes skyllet ind over sig. Og så kan man jo ikke gøre andet, end af lade strømmen overtage. Deres musik er lige dele afstraffende tsunami og blid rubinrød solnedgang. Ja, det er næsten så man kan mærke sandet mellem tæerne og den kølige luft i Australiens sommerhede. Ganske tiltrængt på denne kolde december dag!
Ligesom med Heaven Shall Burn’s koncert forinden, så er kodeordet kærlighed. Både i musikkens indhold og dens kompositioner, men i særdeleshed også i bandets optræden. Der er store smil på hele banden og der bliver kvitteret med jubelbrøl far publikum ved hver et nummer de spillede. Faktisk lige fra da de indleder showet med den fantastiske ”Wild Eyes” fra sidste års udgivelse ”Atlas”, til ”Deliver Me”, ”Romance Is Dead”, ”Sleepwalkers”, ”Idols And Anchors”, ”Home Is For The Heartless”, ”The Siren’s Song”, ”Horizons” og den obligatoriske afslutter ”Carrion”, for at nævne et par stykker. Det var kun det ældre nummer ”Mutiny” der ikke fungerede helt optimalt og fik energien i salen til at dale en smule.
De skal også have point for at have mere sceneudsmykning end normalt (man kunne måske fristes til at tro at de havde lånt der fra Heaven Shall Burn som de spiller co-headliner med i Tyskland-delen af touren?). Det virker som en naturlig fremgang for bandet, der tydeligvis ikke hæmmer før verdensherredømmet er overtaget.
Alt i alt var det en ufattelig fed dag i Amager Bio. Så man kan sagtens begynde at betvivle udtrykket ”mandagstræthed”. For det holder ikke helt stik når det kommer til Parkway Drive og en pakke som denne! For så er der fanme ikke noget der hedder “bekymringer”, “gøremål” og ”i morgen”!