H.E.A.T. High Voltage. Photo: Weiss
Så stod svenske H.E.A.T for anden gang i år på High Voltage’ scene. Det svenske band med hang til store melodier og 80’er inspireret stadion hard rock synes at have haft betydelig vokseværk på denne tour efter udgivelsen af Tearing Down The Walls tidligere på året.
Modsat første gang hvor jeg så dem tidligere i år, har jeg efterfølgende skamlyttet førnævnte udgivelse uforskammet meget. Derfor vakte det da også stor glæde da High Voltage kunne præsentere dem endnu engang i år.
For H.E.A.T er sgu’ et fedt band og hvis man er til traditionel melodisk hard rock så går man simpelthen ikke galt i byen med dem. Tænk gerne The Scorpions, Europe, Winger og Skid Row, men med et moderne løft. Svenskerne kan det med melodier og H.E.A.T er ingen undtagelse her.
Koncerten denne aften på High Voltage var meget ala den første de spillede tidligere i år. Festlig og med en dejlig energi. Der blev lagt ud med åbneren “Point Of No Return” der iøvrigt er skivens bedste, hvis du spørger mig. Herefter satte bandet i med den herligt svingende “A Shot at Redemption”. Lyden skulle dog lige køres helt på plads inden koncerten for alvor kunne komme i omdrejninger.
Det var bandets sidste koncert på en længere tour i Europa og man kunne åbenlyst se på bandet at det her altså var den sidste aften. Stemningen var afslappet. Der blev fyret den ene joke af efter den anden og sanger Erik Grönwall blev gjort godt og grundigt til grin af de andre bandmedlemmer flere gange i løbet af aftenen. Ja, gak og løjer var der mange af denne aften. Men fair nok for det. For det så også ud til at more publikum gevaldigt. Derudover fik en velspillet udgave af Skid Rows 18 and Life sat godt gang i folk. Ja, det er til at høre hvem inspirationskilden er.
H.E.A.T er et interessant foretagende i den forstand at de synes at blive ved med at vokse for tiden. Det virker som om tiden er klar til dem. Deres seneste Tearing Down The Walls, med dens mere seriøse og hårdtslående udtryk, og med tilføjelsen af Erik Grönwall på vokal, er bestemt med til at hjælpe dem på rette vej.
Slutteligt er jeg dog nødt til at knytte en kommentar til High Voltage som koncertsted. For med en koncert så stor som med H.E.A.T er der (gudskelov) mange mennesker. Men der er også mange mennesker der kommer til stedet for bare at gå i byen. Og når scenen er placeret hvor den er (tæt ved indgangen) er der mange der kæmper sig igennem mængden af mennesker, der står og nyder koncerten, for at komme frem til baren og baglokalet. Dét til åbenlys stor irritation for de publikummer der ønsker at nyde koncerten i midterrækkerne. Det gælder iøvrigt også for barpersonalet der må kæmpe sig igennem publikum med div. glas og barremedier. Til så store koncerter, der heldigvis er på High Voltage, må der på en eller anden måde kunne gøres noget ved dette. For det var et åbenlyst stort irritationsmoment denne aften. Og det kunne jeg forestille mig gælder for alle parter. Dem der ville nyde H.E.A.T men som hele tiden blev bedt om at flytte sig eller skubbet. Og for det pressede barpersonale.
H.E.A.T var dog en dejlig fest på en dejlig fredag.
