Blastbeast havde i fredags bevæget sig mod det mørke Jylland! Dels for at deltage i lørdagens Aalborg Metal Festival, men også for at opleve årets helt store hardcore-brag, Impericon Never Say Die 2014, der var ankommet til Voxhall i Aarhus!
Vi er i anledningen teamet op med ulandskorrespondenten og den indfødte Martin Horn Pedersen!
Capsize. Foto: Alexander Kolby
Capsize (anmeldt af Aleg-One)
Første band der skulle igennem denne trædemølle af en hardcore-pakke, var det nyere band Capsize fra Californien. Melodisk hardcore er vel det som kan beskrive bandet bedst, og til trods for at de har fået blandet kritik for deres udgivne materiale, så vi alligevel frem til at høre hvad et nyt band som disse kan præstere live.
Men imponere, det havde de godt nok ikke i sinde at gøre. Bandet – med undtagelse af guitarist/backup-sanger – virkede uinspireret og forsangeren ville absolut ikke lægge den energi i som hardcore i dén grad kræver. Altså, hele venstre side af scenen valgte at stå med ryggen til, og bassisten ville hellere stå foran sin forstærker end at gå amok sammen med os andre.
Okay, der var også pinligt få mennesker i salen. Men hvis man som band lader sig påvirke SÅ meget af dette, så kan man lige så godt pakke sammen og skride.
No Bragging Rights. Foto: Martin Horn Pedersen
No Bragging Rights (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Det stod klart med det samme fra No Bragging Rights ramte scenen, at kvaliteten her var langt højre og de var klar til at give den gas på scenen og få gang i publikum. Vi var stadig få, men dog flere. Bandet leverede deres velkendte melodiske hardcore lyd på et højt live niveau. De først par sange var fra det nye album The Concrete Flower, der helt bestemt også er et lyt værd live som på plade. Derefter fik vi fra forsangeren en længere historie om dårlig opdragelse af ham og glæden ved hans far ikke har givet den videre, det var optakten til det tætteste No Bragging Right har på et hit i nummeret ”Cycles”, som da også medført en vis grad af fællessang da den gik i gang. Kort efter fik vi endnu en historie mere, denne gang om depression og om det ikke er et tegn på svaghed at snakke om det som optakt til et andet nummer, og selv om disse historie er med til skabe et bånd mellem band og publikum, bør man overveje hvor meget de skal fylde i et set på 20minutter. Jeg havde nok fortrukket et nummer eller to mere, men det vi fik af numre var af god kvalitet.
More Than A Thousand. Foto: Martin Horn Pedersen
More Than A Thousand (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Så var det blevet tid til et genre skifte da vi nu giver over i metalcore. Det tager ikke mange øjeblikke før det står klart at vi er i gang med et show fyldt med masser energi, power og breakdowns for alle pengene. Bandet føres an af Vasco Ramos, der tager sig af både clean og scream/growl vokal, hvilket på begge områder gøres fantastisk og er imponerende hvordan manden er i stand til at synge med så lys en vokal og stadig skrige så brutalt. Hele showet igennem holder han festen i gang med de publikummer som vælger at deltage i festen, hvilket desværre ikke var så mange, måske musikken var for ”metalcore” for et rendyrket hardcore publikum? Det forhindre dog ikke bandet i at være meget aktive på scenen, spille professionelt for dem som var der, og levere så meget energi på scenen og have så meget karisma at man blev fanget. Så med det sagt, den godt varierede vokal og de velspillede numre og skønne breakdown, gav alt sammen et rigtigt stærkt show.
Obey The Brave. Foto: Alexander Kolby
Obey The Brave (anmeldt af Aleg-One)
Obey The Breakdown! Meget mere behøves vel ikke siges! Canadiske Obey The Brave var kommet for at danse med os! Og ligesom More Than A Thousand forinden, var der god publikumstække fra start af. Tydeligt at se det er et band der er vant til at stå foran et publikum – stort som småt.
Undervejs i sættet fik vi en masse breakdowns. Ja ok, jeg var blevet en smule fuld – så det kan de se lidt som en udfordring. Altså, om jeg så husker koncerten. Men specielt karismaen fra scenen, publikums villighed til at løsne lidt op samt nummeret ”Get Real” (”THIS SHIT’S ABOUT TO GET REAL”-breakdownet specielt) ringer klokker i deres favør! Også nærmest en sten der faldt fra mine skuldre, da publikum endelig viste lidt aktivitet i pitten og foran scenen. Hvis det fortsatte som det havde gjort indtil nu, kunne det hurtigt blive en pinlig affære!
Obey The Brave er et band man sagtens kan opføre sig dum til og have en god skid på når det opleves live. Musikken er ikke for selvhøjtidelig og bandet spiller med et smil på læben samt en stærk vilje til at feste. Og så forlanger jeg sgu ikke så meget mere!
Stick To Your Guns. Foto: Alexander Kolby
Stick To Your Guns (anmeldt af Aleg-One)
Hvor Obey The Brave var gode til at holde energiniveau og publikumskontakt ved lige, var Stick To Your Guns nok lige stadiet over. For her var der energiudladninger for alle pengene! Derfor er det også mærkeligt for mig, at jeg knapt nok kan huske denne koncert – blame it on the booze, eh? Men ikke desto mindre burde et band som Stick To Your Guns, som jeg ellers har lyttet flittigt til og glædet mig til at opleve, gøre et støre indtryk på mig. Jo jo, numre som ”Amber”, ”We Still Believe” og ”Empty Heads” fungerede fedt med god energi blandt publikum, men hele scenariet af koncerten står som en tom oplevelse for mig. Som om det hele er set utallige gange før, og netop nu her bagefter er svære at skelne fra hinanden.
Stick To Your Guns er dog også bare et band man har set før. Mange gange faktisk. Deres blanding af melodisk hardcore og metalcore er en formular alt for mange bands har svære ved at mestre og gøre deres egne. Også derfor et band som The Ghost Inside nok have været mere spændende at se på sådan en tour her, da de har væsentlig mere charme end Stick To Your Guns. Noget man kommer langt med i længden!
Comeback Kid. Foto: Martin Horn Pedersen
Comeback Kid (anmeldt af Aleg-One)
Aftenens hovednavn for mig, kan der ikke være nogen tvivl om var Comeback Kid. Det lyder mærkeligt, men det er et af de bands hvor jeg intet problem har med at have en t-shirt med dem på til en af deres koncerter (snobbet much?). Så ja, jeg så frem til det!
Bandet lægger ud med deres vel nok lettest tilgængelige numre ”GM Vincent & I” og så kører bussen ellers bare med lettilgængelig hardcore fra Canada.
Få numre inde i sættet vælger forsanger Andrew Neufeld at træde ned til publikum for at skabe lidt ravage – her vælger han så i 2-3 numres tid at stå i midten af den mosh-og circle pit der opstod. I særdeleshed en champ! Resten af bandet var også tilpas energiske på scenen og lod sig ikke påvirke af de få folk der var mødt op, og valgte i stedet at holde fest med dem der var der!
Det var også tydeligt at se på de få publikummer der var, at Comeback Kid var det navn der gjorde det bedst her til aften. Undervejs fik folk både moshet, stagedivet og crowdsurfet til den store guldmedalje (hvor undertegnede komisk nok endte med at være frontløber for dette…). Jeg tror at det var et lettere ”det kan ikke passe!” moment jeg fik der, og heldigvis kom der også lidt aktivitet efterfølgende.
Traditionen tro endte de sættet med råbe-med slageren ”Wake The Dead”, der med sin passende titel for alvor vækkede folk fra de døde. Og det skal Terror i sidste ende nok være MEGET glade for!
Terror. Foto: Alexander Kolby
Terror (anmeldt af Martin Horn Pedersen)
Så var det blevet tid til et af de helt stor hardcore navn der ude – TERROR! Bandet kommet på scenen til et backing track og frontmand Scott Vogel får hurtigt gjort os opmærksom på det er et hardcore show, imens han dominerende two-stepper på scenen. Det står dermed klart fra starten af, at manden har masser af stagepresence og ved hvordan han får gang i et hardcore publikum, der kæmper med få luften efter Comeback Kid’s magtdemonstration forinden.
Imens bandet spiller er der ingen tvivl hvorfor de har den status de har i hardcore kredse. Numrene er velspillede og som vi kender Terror, suppleret af Scott Vogel, der konstant opfordrer folk til at komme tættere på og danse, uden det bliver for trættende at høre på. Og der blev da også fulgt op og danset og moshet. Det ender da så voldsomt at vi måtte forlade koncerten en kort stund, da Aleg-One fik en flænge fra en lidt for ivrig karate kid. Vi kom dog heldigvis tilbage og kunne se at resten af showet forsatte i samme stil.
Undervejs vi fik numre fra et bred vifte af Terrors diskografi, og det hele blev sluttet af med nummeret ”Keepers of the Faith” fra albummet af samme navn. Så der var som sådan ikke noget at brokke sig over ved Terrors show, og særligt ikke ved Scott Vogels energi, men det hele gik bare aldrig op i samme magisk enhed som ved Comeback Kid showet lige inden. Dog var det en stærk afslutning der kunne sende folk glad og tilfreds hjem! Næste gang må vi bare håbe det ikke støder sammen med et andet stærkt line up (Hatebreed og The Black Dahlia Murder på Aalborg Metal Festival, der nok trak meget af samme publikum) så Terror og resten af bandsne får alle de publikummer som de fortjener.