Onsdag aften bød på old school heavy metal i absolut bedste kaliber, da Saxon nok engang indtog Amager Bio. Denne gang i følge med de amerikanske hard rockere i Skid Row!
Skid Row
Skid Row. Amager Bio. Photo: Weiss
Det virker som om Skid Row har fået sig en form for revival efter deres seneste to United World Rebelion EP’er er udkommet. De beviste det for undertegnede sidst de var i Danmark på forfærdelige Lions N Barrels og på årets Wacken Open Air, hvor de mildest talt blæste folk bagover en tidlig formiddag på True Metal Stage.
Forventningerne til aftenens koncert med Skid Row var derfor store denne aften i Amager Bio.
Desværre blev disse forventninger ikke indfriet til fulde. Af flere årsager. Det var tydligt at mærke, at Skid Row tog denne aften som et supportnavn. Der var ingen farlighed at spore hos de rebelske amerikanere på scenen. Og på trods af, at setlisten denne aften var en rendyrket greatest hits, så synes største delen af publikum simpelthen ikke at kende disse numre. Hvorfor der ikke blevet gået mere amok til åbneren “Slave To The Grind” er mig en gåde og det afspejlede sig og smittede tydeligvis også af hos Skid Row der kæmpede sin kamp, med et enormt stillestående publikum.
Bedre blev det ikke af at Johnny Solinger måske havde sin dårligste dag på kontoret længe. Vokalen skar ubehageligt meget igennem og flere steder var det decideret falsk.
Nu er jeg ikke typen der plejer at holde fast i det gamle bare for at gøre det. Jeg mener klart at et band kan overleve et vokalskifte, hvis det bare er den rette mand til jobbet. Men uha da hvor man savnede Sebastian Bach i denne her situation.
Helt galt gik det faktisk i bandets pragtnummer “18 and Life”. Stemmen knækkede flere steder og man fik nærmest ondt af Johnny Solinger. Bedre blev det i “Youth Gone Wild” og “Monkey Business”. Her kom der også betydeligt mere liv i publikum. Men det var altså for sent og de godt og vel 45 min. i selskab med Skid Row blev aldrig den helt store oplevelse, som deres koncert på Wacken i sommer havde lagt op til. Det på trods af at setlisten var en sand fryd!
Det skulle Saxon forhåbentlig ændre på!
Saxon
Saxon, Amager Bio. Photo: Weiss
Saxon i Amager Bio. Det har man efterhånden oplevet et par gange før. Ikke destomindre er det noget man glæder sig til hver gang. For hvornår har Saxon dog sidst skuffet?
Bandet gik på scenen denne aften til tonerne af “Motorcycle Man” og så var der lagt i ovnen til 2 timers rendyrket engelsk heavy metal fra nogle af genrens sande mestre. Setlisten på Saxons igangværende “Warriors Of The Road Tour” er forskellig for hvert show. Derfor var der flere numre vi fik på Amager, som dem i Aarhus ikke fik og omvendt. Det gjorde koncerten dejlig uforudsigelig.
Men selvom setlisten ikke var 100 % den samme som i Aarhus, virkede det som om bandet havde enormt længe ved for alvor at komme i omdrejninger og det smittede af på publikum, som bestemt også er set mere vilde end tilfældet var denne onsdag aften. Der var flere gange ingen gejst at spore hos bandmedlemmerne, der mest af alt lignede nogle der havde endnu en dag på kontoret og måske ikke den bedste af dem.
Men hvor bandets instrumentalister lignede nogle der hurtigt ville have det her overstået, så er det godt at Saxon i front har Biff Byford. Og han var som sædvanlig i hopla, og havde med flere sjove og relevante bemærkninger, publikum i sin hule hånd fra starten. Bl.a. bragte det stor jubel hos særligt den ældre del af publikum, da Biff fortalte at han huskede en koncert de havde spillet i Saga tilbage i starten af 80erne, hvor et nyt ungt dansk band ved navn Pretty Maids, havde været med som support. Sådanne små anekdoter var med til at styrke aftenens oplevelse.
Og særligt 80’erne var i fokus denne aften i Saxons 2 timer lange show. Vi fik de forventede klassiske skærringer som “Heavy Metal Thunder”, “Power And Glory”, “Denim And Leather” og “747 (Strangers In The Night)”, men der var også blevet plads til flere sjældne Saxon numre som “Suzie Hold On” og “The Great White Buffalo” fra 1995 udgivelsen “Dogs Of War”.
Bedst var det for undertegnede da den mægtige “Battalions Of Steel” fra 2008 blev leveret med sikker hånd. Dén var vi mange der ikke havde set komme! Så tak for det!
Som det var før med Skid Row, så var det helt klart setlisten der hev op i den samlede koncertoplevelse. Dét sammen med en Biff Byford i absolut topklasse var hvad der sikrede endnu en sublim oplevelse med Saxon, der dog er oplevet bedre flere gange før. Men så længe bundniveauet er så højt som det er hos Saxon, så bliver det her aldrig helt dårligt!
