Fredag aften skulle Helhorse kickstarte deres DK tour. Premieren skulle afholdes på Studenterhuset i Aalborg. Med på turen har Helhorse Anders Bøtter med som konferencier og DJ. Derudover har de et opvarmningsband med, som hvert sted er blevet særligt udvalgt af selvsamme hr Bøtter. Til aftenens show var det Bersærk, som den faste læser her på Blastbeast bør kende, om ikke andet så fordi de deltog i The New shit 2013.
Koncerten er anmeldt af gæsteanmelder Martin Horn Pedersen
Kl.21.30 gik Bersærk på scenen efter en kort præsentation ved Anders Bøtter. Desværre var vi ikke mange da det hele starede. Heldigvis kom der dog flere til i løbet af koncerten. Men altså. Jeg er simpelthen nødt til at komme med en opsang til spillestedet. Hvorfor skal spilletidspunkter være så hemmelige? På Studenterhuset hjemmeside stod der kl. 21. Men var det til dørenes åbning, koncertstart eller hvad? Man kunne jo gætte på, at en del antog, at det var dørene åbnede og så ville først band gå på en time senere? Sådan var det jo åbenbart heller ikke.
Bersærk
Som sagt var vi ikke mange mennesker i salen da showet startede. Det forhindrede dog ikke Århus bandet i at give den gas fra starten. Der blev spillet højt, kaotisk og yderst kraftfuldt. Lyden kunne langt hen ad vejen bære det, selvom man bestemt godt kunne man have ønsket sig en højere vokal. Særligt fordi de som nogle af de få på den danske metal scene, vælger at synge på dansk. Så vokalen er faktisk noget af det allermest afgørende hos Bersærk. Og det er sgu få bands på scenen herhjemme, som kan gøre teksterne mere nærværende end Bersærk!
Disse bliver leveret i en solid og blandet omgang sludge/doom/stoner, der bliver spillet med masser af energi og solide kvaliteter, hvilket fungerede ganske glimrende. Særligt på sådan en fredag aften hvor mange er ude for at starte en fest og drikke øl! Undervejs fik vi det nye nummer “Uld & Muld” leveret. Nummeret holder den varme og sprøde feeling som vi kender Bersærk for, så det tegner bestemt godt for fremtiden!
Stille og rolig blev publikum mere end fordoblet undervejs i koncerten. Vi blev så sandelig varmet op af et friskt band, med masser af energi og som vi helt sikkert kommer til at høre langt mere til.
Helhorse
Efter en pause hvor der lige var tid til en tur i baren, var det Helhorse der nu skulle stå for skud!
Det meste af bandet have tydeligvis forudset, at de ville komme til at svede og smide trøjerne. Dét her band var så sandelig klar til at give den gas fra starten! Og ja, den fik max gas og med en frontmand der VILLE have publikum med, og som han også fik!
Lyden startede mudret, men der blev heldigvis hurtigt rettet op på dette og derefter stod resten af aftenen på en omgang velspillet sludge metal. Hvor der blev leveret numre fra både ”Oh Death” og “For Wolves And Vultures”. Særligt numrene fra ”Oh Death” gjorde sig godt og fulgte godt op på den sludgede stemning vi var blevet sat i.
Det hele blev bare lige løftet dén tand ekstra, da vi samtidig fik smidt en blanding af hardcore elementer oven i den allerede herlige sludge. Særligt sammenspillet mellem frontmanden Mikkel Wad’s vokal og Aske Kristiansen’s scream virkede rigtigt godt. Det var bestemt et højdepunkt at opleve disse to supplere hinanden så fedt live!
Men for pokker da også! Pludselig blev festen afbrudt af et kort strømsvigt. Bandet og Bøtter lod sig dog ikke slå ud, og fik underholdt os indtil strømmen, kort tid efter, vendte tilbage igen. Helhorse fortsatte samme sted fra hvor de blev stoppet inden afbrydelsen. Publikum var klar og tændte!
I slutning af koncerten fik vi også aftenens første og eneste Wall of Death og måske var det ikke verdens største, men folk var der og stemning fik det sidste løft! Så alt i alt en festlig aften, som man kun kunne have ønsket at langt flere havde oplevet. Men os som var der gik glad og tilfreds ud i natten klar til at drikke snaps og bajere!