Dag 2 med musik på de store scener på årets Wacken Open Air bød bl.a. på en masse hard rock, ny symfonisk metal, et gigantisk thrash metal brag og nå ja, Wackens første møde med en dansk konge.
Skid Row (anmeldt af Weiss)
Skid Row på Wacken 2014. Photo: Weiss
Fredag formiddag kl 11.55. En af de meget varme formiddage, solen bager, der er støv overalt og man er øm i hele kroppen fra gårsdagens koncerter. Hvad tager man sig til? Man tager til Skid Row koncert selvfølgelig. Hvilken bedre måde at starte dagen ud på end et forhåbentlig stort hard rock brag?
Forventningerne var høje efter deres seneste koncert på dansk grund. En i øvrigt fabelagtig koncert på det forfærdelige “spillested” Lions n Barrels sidste år.
Der var flere der havde tænkt tanken at starte ud med Skid Row på Wackens anden musikdag. For der var overraskende godt fyldt foran True Metal Stage på trods af det tidlige tidspunkt.
De amerikanske hard rockers lagde for dagen med den nyere “Let’s Go” fra deres United World Rebellion: Chapter One-udgivelse. Og så blev det allerede tid til den første klassiker. “Big Gun’s” fra bandets debut satte for alvor gang i festen, der blev hjulpet godt på vej af en fantastisk lyd på True Metal Stage. Tungt, massivt og dejlig højt!
Med hele 4 numre fra bandets debut i starten af koncerten havde Skid Row kun én ting i tankerne og det var at få sparket gang i Wackens tømmermændsramte publikum. Og det må man altså sige de gjorde. “Makin’ A Mess” , “Piece Of Me” og syng-med balladen “18 and Life” ramte plet og sendte publikum direkte ned af hard rockens memory lane. Og her kunne vi altså sagtens blive i meget længere tid.
Desværre ville bandet’s mand i front Johnny Solinger noget andet. I længden bliver man altså træt af at høre på alt det amerikanske “jeg elsker mit publikum”-pis. Gentagende gange blev sangeren ved med at konstatere at vi altså var fantastiske og at musik som Skid Row og hard rock generelt var noget der bandt os alle sammen her på Wacken. Kom nu videre! Jeg tror helt ærligt, at hvis manden lukkede munden og lod bandet spille, så kunne de mindst have spillet 2 numre mere.
På trods af dette belastende moment i koncerten, hev Skid Row den hjem på forrygende sammenspil og en perfekt sammensat setliste, der blev afrundet af “Slave To The Grind” og “Youth Gone Wild”.
Jeg kan ikke vente til deres koncert i Amager Bio med Saxon senere på året! Det her skal opleves igen!
Endstille (anmeldt af Aleg-One)
Endstille på Wacken 2014 foto: Aleg-One
Åhh ja, Endstille om morgenen (ok kl 13 er nok ikke morgen, men på en festival gør vi en undtagelse). Det er efterhånden tradition! Det har også en slags charme at stå foran en open air scene i bagende solskin og se på iskold black metal fra Tyskland. En slags charme vel og mærke… Fordi det er sgu lidt sølle at observere et band der så ivrigt prøver at hanke op i et publikum der 50% består af tømmermændsramte sjæle og 50% folk med solstik. Jeg falder nok ind et sted imellem.
Og det er lidt et problem, da Endstille’s musik på ingen måde er lettilgængelig. Det er hårdt, kontant og meget voldsomt, så på alle måder har de odssne imod sig. Men ser man bort fra hvor klynkende jeg er, så leverede de deres materiale med stor overbevisning. Og højdepunktet må være da de hev ex-guitarist fra Sodom ”Grave Violator”, og de gav en hæsblæsende udgave af Sodom’s First Wave Of Black Metal-klassiker ”Blasphemer”! Koncerten rundes af med Endstille-hitsne ”Frühlingserwachen” og ”Navigator”, og det spæde publikum ser faktisk overvejende tilfredse ud!
Endstille leverede bedre end sidste gang jeg så dem live, men det siger måske heller ikke så meget. De har ellers glimrende scene-energi og lyden er vel også acceptabel. Måske de næste gang de spiller på Wacken får lov til at spille bare lidt senere? Man kan vel kun håbe.
Neopera (anmeldt af Weiss)
Neopera på Wacken 2014. Photo: Weiss
At opleve ny musik er noget jeg elsker. Og da jeg gik Wackens program igennem inden turen faldt jeg over tyske Neopera. Det her er symfonisk metal, med vægt på den klassiske musik. En af bagmændende bag projektet er Gamma Ray’s bassist Dirk Schlächter, der også i Neopera er bandets bassist.
Bandet går på Headbanger Stage og i front er hele tre vokalister. En kvinde og to mænd. Den ene af mændende og kvinden synger clean vokal i stil med hvad vi kender fra den klassiske symfoniske genre. Dvs. lyse highpitch vokaler i bedste Nightwish-stil. Og den anden af mændende står for den mere brutale growl.
Egentlig fungere det ganske godt fordi medlemmerne tydeligvis kan deres shit og formår at supplere hinanden med vokalharmonier, så det rent musikalsk giver mening.
I et buldrende bas og trommehelvede drukner det symfoniske element dog en anelse inde i det gigantiske telt. Men man formår alligevel at fornemme, hvad det her band står for og hvilken retning de ønsker at tage lytteren.
Bandet er dog så nyt, at deres debutalbum først lige er udkommet nu. Så der var ingen der rigtig kendte de numre de spillede.
Mikset mellem den klassiske musik og metal fungere faktisk ret godt her og hvis du er til bands som Nightwish, Rage feat. Lingua Mortis og andre i den symfoniske stil vil jeg klart anbefale dig at tjekke Neopera ud.
Bring Me The Horizon på Wacken 2014, foto: Aleg-One
Bring Me The Horizon (anmeldt af Aleg-One)
At lade Bring Me The Horizon spille på en hovedscene på Wacken er noget der både har skabt glæde og frustration (og ligefrem vrede, hos flere jeg snakkede med.. Danskere vel og mærke..). Men jeg glædede mig sgu til at opleve disse unge core-fyre i aktion i power-og heavy metallens mekka! Ikke mindst fordi at deres seneste udgivelse ”Sempiternal” er noget af det bedste jeg har hørt udgivet i lang tid. En poppet udgivelse, ja, men den er spækfyldt med genial sangskrivning og catchy melodier.
Live er Bring Me The Horizon dog stadig et uerfarent band. Jo de turnerer meget, men de mangler stadig væsentlige aspekter i deres optræden, der gør at jeg for alvor lader mig selv rive med. Og her skal vokalist Oli Sykes virkelig hanke op i sig selv. Han har persona og karisma i hans stemme og det er nemt at høre det er ham, men jeg nægter at tro på at hans teknik kan være særlig sund for ham. Dette bevirker at han halvvejs inde i sættet mister pusten fuldstændig og må sige til publikum at han altså har problemer med stemmen. Så mange af de renere vokalstykker var faktisk næsten umulige at høre.
Setlisten bestod dog næsten 100% af numre fra ”Sempiternal”, så på det punkt valgte de dog helt rigtigt! Specielt numrene ”Shadow Moses” og ”Go To Hell For Heaven’s Sake”.
Koncerten rundes af med det glimrende nummer ”Sleepwalking”, og man står tilbage med en følelse af at have oplevet et band der ikke helt ved hvor skabet skal stå.. Endnu. For de er sgu godt på vej, hvis de bare fortsætter i samme stil.
Heaven Shall Burn på Wacken 2014, foto: Aleg-One
Heaven Shall Burn (anmeldt af Aleg-One)
Tysklands velsagtens mest populære core-navn, og et af deres aller mest populære navne lige pt, må vel sagtens være Heaven Shall Burn! Og ved at trække et af festivalens største publikum, står det hurtigt klart!
Heaven Shall Burn har også den helt store produktion med, med ild, fyrværkeri, sceneudsmykning og alt hvad den kan trække!
De spiller vel hvad der bedst kan betegnes som en hårdtslående metalcore uden leflen med for mange blødsødne melodier og rensungne omkvæd (ok, Dan Swanö fra Edge Of Sanity blev inviteret med på scenen til et cover af ”Black Tears”, men så stopper det også her!).
Jeg ser det dog lidt som en sikkerhedsfare at der kun snakkes tysk fra scenen. Helt ærligt. Jeg står ved siden af lydtårnet, da der imellem så numre bliver snakket fra scenen. Det som så bliver sagt er, at de gerne vil se en circlepit der går hele vejen rundt om lydtårnet. Jeg nåede ikke at komme væk, og varmen gjorde at jeg simpelthen ikke kunne overskue at være med. Så jeg stod fanget under hele seancen – heldigt jeg ikke er helt lille, ellers ville jeg nok være torpederet ned. Men fedt så det da ud!
Der var flere klare højdepunkter undervejs i sættet fx ”Combat”, ”Voice Of The Voiceless”, ”Endzeit” og Blind Guardian coveret ”Valhalla”. Faktisk var det primært numre fra den nye plade ”Veto” der trak ned i sættet.
Skal man opleve Heaven Shall Burn, så skal det fanme også være på Wacken. Fordi jeg tvivler at koncerten ville være lige så fantastisk var det ikke for det kæmpemæssige publikum, og de muligheder de bringer med sig. Men jeg glæder mig sgu alligevel til at se dem sammen med Parkway Drive i Amager Bio til efteråret!
Black Star Riders (anmeldt af Weiss)
Black Star Riders på Wacken 2014. Photo: Weiss
Ah gode gamle Thin Li… ups, jeg mener Black Star Riders var blevet programsat på Wacken som et af de sidste navne i festivalens offentliggørelser. Det var bestemt ikke en skidt idé at smække Scott Gorham’s seneste projekt på Wackens spilleplan. For hold da op hvor svinger denne seneste version af Thin Lizzy dog fantastisk godt.
Det gav god mening at Scott Gorham, som eneste originale medlem af Thin Lizzy, valgte at udgive ny musik i et andet navn. Lyden hos Black Star Riders er dog stadig umiskendelig Thin Lizzy. Og til koncerten på Wacken fik vi da også, ligesom i Amager Bio sidste år, leveret en håndfuld Lizzy-numre i form af “Jailbreak,” ,”Bad Reputation”, “Cowboy Song” og så selvfølgelig “The Boys Are Back In Town”, der omgående fik sat gang i fællessangen foran W.E.T Stage i det varme og kæmpe store telt.
På trods af “The Boys Are Back In Town” var det dog rent musikalsk et af Black Star Riders nyere numre der løftede koncerten betydeligt. “Kingdom Of The Lost” er navnet på den irsk inspirerede folk hard rocker, der med det samme satte gang i bentøjet hos publikum.
Ja faktisk kunne vi godt have brugt langt flere numre fra Black Star Riders debut “All Hell Breaks Loose”, end hvad vi rent faktisk gjorde. Og lige da koncerten var ved at peake takkede bandet pænt af uden ekstranumre.
Det var en dejlig, men dog alt for kort oplevelse, med Black Star Riders.
Apocalyptica (anmeldt af Weiss)
Finlands Apocalyptica er endnu et af de navne man er nødt til at tage til udlandet for at opleve. Jeg mindes ikke hvornår finnerne sidst har gæstet Danmark. Det er i hvert fald længe siden. Sidst de spillede på Wacken var i 2011. Denne gang var celloerne bakket solidt op af et stort orkester. Dette klædte, modsat Saxon dagen før, Apocalyptica’s musikalske univers rigtig godt. Her gav det musikalsk mening. Det var dragene og smukt.
Publikum var troppet op i stor mængde for at opleve de instrumentale finnere, der dog kæmpede en hel del med lyden fra celloerne, der ikke ligefrem lød fantastisk godt. Jo længere vi kom igennem koncerten jo bedre blev det dog rent lydmæssigt. Men jo længere koncerten skred frem jo tydligere blev det også, at Apocalyptica simpelthen ikke har hvad der skal til, for at holde en koncert interessant i over en time uden vokal.
Til sidst blev jeg så træt af at stå op og valgte i stedet at smide mig på græsset og lukke øjnene under deres koncert. Her gav det igen lige pludselig mening. Apocalyptica skal man lytte til snare end at opleve til en egentlig koncert.
Da de tilsidst leverede en smuk udgave af “Nothing Else Matters” var jeg måske ikke blevet så voldsomt underholdt, men jeg havde i hvert fald fået mig en musikalsk oplevelse ved at lytte til deres musik.
The Vintage Caravan på Wacken 2014. Photo: Weiss
The Vintage Caravan (anmeldt af Aleg-One)
Navnet ringer desværre nok ikke så mange klokker hos folk – endnu – men The Vintage Caravan er og bliver et navn man absolut bør holde øjnene åbne over for! De spiller nemlig autoritetstro 70’er rock af høj kvalitet, som vi før har hyldet her på siden fra bands som Blues Pills, Kadavar og Orchid. Bandet er fra Island (bosat i Sønderborg) og har to udgivelser i ryggen, hvoraf den seneste ”Voyage” fra 2012 blev udgivet via Nuclear Blast.
Ligesom andre bands i denne bølge af retrorock, så kommer The Vintage Caravan’s kvaliteter først rigtig frem, når man ser dem live! For hold da kæft for et overskud, spilleglæde, talent og samspil dette band besidder! Og værst af alt, så er de knapt nok en dag over 20 år gamle… Ærefrygt much?
Desværre for bandet, har de en lettere utaknemmelig spilletid – samtidig med Carcass og Motörhead spiller (tvivlsomme) koncerter på de større scener og en spilletid på knap 45 minutter. Så kommer det sgu ikke rigtig til sin ret!!
Mest overraskende i sættet var det, da de valgte at spille den ellers ret lange og afdæmpede ”Winterland” taget stedet og tiden i betragtning. Men det fungerede pisse godt det hele!
The Vintage Caravan skal man holde øje med. For før vi ved at det, så har de skrevet et kæmpehit der får dem på alle læber, og så går det stærkt. Indtil da kan vi andre være hipster-smarte ved at have oplevet dem i endnu så intime rammer.
Slayer Wacken 2014. Photo: Weiss
Slayer (anmeldt af Aleg-One)
Mægtige Slayer! Undertegnedes altoverskyggende hovednavn dette år. Men det var med forbehold. For på den ene hånd så gav de en jævnt skuffende koncert da de spillede på Copenhell 2012 hvilket også var sidste gang jeg så dem. Og på den anden hånd så har efter sigende leveret 120% på det sidste, hvor både deres koncert i Store Vega og KB Malmö har været helt sublime. Så jeg glædede mig til at se hvordan Slayer klarer den anno 2014!
Og da ballet blev åbnet med ”Hell Awaits” stod det hurtigt klart. Slayer kan sgu stadig! Og den fik ellers ikke for lidt i forhold til fan-kærligheden her til aften. Setlisten bestod nemlig stort set kun af old school numre som fx ”The Antichrist”, ”Mandatory Suicide”, ”Black Magic”, ”Necrophiliac”, ”Born Of Fire” osv! Men hits som ”Dead Skin Mask”, ”South Of Heaven”, ”Seasons In The Abyss” og selvfølgelig ”Raining Blood” og ”Angel Of Death” var der også plads til! Det kunne næsten ikke være bedre! Faktisk er den eneste finger jeg kan sætte rent musikalsk at det gerne måtte være meget højere. Man kunne stadig snakke sammen forholdsvis langt fremme mod scenen, og det bør man simpelthen ikke kunne til en Slayer-koncert!
Publikumsmæssigt var det også lidt af en skuffelse. Der var ikke det menneskehav som jeg ellers havde gjort mig klar på – måske folk var faldet i et sort depressionshul efter at have overværet Motörheads sørgelige undskyldning af en koncert? Ja hvem ved… Men det var da rart at kunne stå forholdsvist langt foran uden at skulle gnubbe albuer med folk.
Desuden var det rigtig fedt at se Slayer spille med en større produktion end sædvanlig! To kæmpe omvendte kors lavet af Marshall-kabinetter der kunne skyde med ild (!!!) var placeret i hver side af scenen. Jeg har længe ment at Slayer har manglet noget visuelt på livefronten, da de tit er ret stillestående og indadvendte, så jeg kunne sgu ikke bede om mere.
Koncerten med Slayer på Wacken Open Air 2014 var så tæt på at være perfekt som noget næsten kunne være! Take me back!!!
King Diamond (anmeldt af Weiss)
King Diamond på Wacken 2014. Photo: Weiss
Efter Slayer’s magtdemonstration var der i dén grad noget for danske King Diamond, at leve op til. Det var ikke let. Særligt når publikum udebliver og man altså før var blevet kørt over ende af en ustoppelig metalmaskine.
At gå fra Slayers tonser thrash til pludelig at være i teater med Kongen er altså lidt af en mundfuld at sluge. Men her stod han altså for første gang på Wacken’s jord.
Som jeg nævnte før var vi, overraskende nok, ikke særlig mange foran Black Metal Stage denne tidlige nat, da Kongen gik på scenen kl 00. Jeg havde ellers på forhånd forventet at netop King Diamonds teatralske falset heavy ville være guf for det tyske publikum. Om ikke andet så lod det dog ikke King Diamond påvirke.
Vi der stod til koncerten fik nogenlunde hvad vi kom efter og det man kunne forvente. Det var stort set den samme sceneopsætning som ved Copenhell i 2013. Gitteret foran scenen stod der som forventet og de to lysende kors samt pentagrammet i baggrunden lyste flot op på scenen. Et King Diamond show er altså et syn for Guder.
Musikalsk var det også klassisk King Diamond. “The Candle” satte koncerten igang, efterfulgt af “Sleepless Nights”. Alligevel var det som om vi manlgede noget. Noget der for alvor kunne rykke koncerten op i de højere lag. Den manglende entusiasme fra publikum, en King Diamond der vokalmæssigt ikke var helt i topform og en setliste, hvor vi først sent fik et par gamle Mercyful Fate numre, var ikke noget der trak op på helheden.
Det gjorde dog den evigt smukke afslutning med The Black Horsemen, som for altid vil stå som noget af det smukkeste jeg nogensinde har oplevet til koncert. Det var som afslutning på Copenhell i 2013. På Wacken var det også lige præcis dette nummer, der hev lidt af koncerten op. En debutkoncert, der desværre aldrig blev et rigtig højdepunkt!
Vreid – Sogna Metal (anmeldt af Weiss)
Vreid Sognametal på Wacken 2014. Photo: Weiss
Aftenens sidste koncert efter en travl, travl dag fra kl 12 om formiddagen til Skid Row, var med de norske pagan black metallere Vreid, der i år har taget på en tourne under navnet “Sogna Metal”.
Medlemmerne i Vreid har alle spillet i prominente pagan black metal bands som Windir og Ulcus. Og da der i år var jubilæum for både dannelsen af Windir og Ulcus og den alt for tidlige bortgang af Windir’s absolutte bagmand Valfard har Vreid øjnet muligheden for at komme ud og spille de gamle Windir-numre.
En fantastisk idé, som jeg selvfølgelig var nødt til at opleve. Også selvom klokken nærmede sig de 02 natten til lørdag og ens ben og ryg skreg af smerte.
Headbanger Stage var overraskende godt fyldt, da Vreid med Valfard’s bror Vegard Bakken i front, gik på scenen til tonerne af Windir’s “Byrjing”. Det var Windir’s numre der pryede stort set hele koncerten. “Arntor, A Warrior”, “The Spiritlord” og “On the Montain of the Goats” var nogle af de skærringer vi fik.
Men for pokker hvor “sang” Vegard Bakken dog forfærdeligt. Min gode ven Thomas udtrykte det ganske fint med udtrykket: “Han lyder satme som en klemt brødrister”. Hvordan sådan én så lyder kan man jo så gå og gruble lidt over. Men jeg kan i hvert fald fortælle jer, at det denne aften bestemt ikke lød godt!
Det er selvfølgelig en sympatisk tanke at lade afdøde Valfard’s bror krænge sin sjæl ud. Men helt ærligt. Hav dog lidt respekt for Windir’s numre!
Da Vreid så gik over til Ulcus’ og bandets egne numre blev det noget helt andet. Her var det nemlig ingen ringere end Dolk fra Kampfar der stod for vokal. Sikke en forskel!
Havde de dog bare brugt ham under hele sættet kunne denne koncert være være toppet langt tidligere. Dette skete ikke og Windir’s ellers så smukke numre led under en grim, grim vokalpræstation.