Volbeat m.fl. // Refshaleøen 1/8-2014

Da vi begge var på Wacken Open Air, havde vi sendt gæsteanmelder Mads Wichmann Kristensen til Refshaleøen, da Volbeat havde taget stjernespækket lineup med for at holde fest!

Lad mig starte at beskrive setuppet for dette arrangement. Jeg ankom og fik med det samme Copenhell flashbacks, alt lignede sig selv, bortset fra en lidt mindre festival plads, men stadig med madboder og alt det der nu hører til. Hovedscenen – eller Helviti om man vil – skulle nu stå til ansvar i en god omgang varieret metal, fra bands som snildt kunne have indtaget netop samme scene i Juni eller nogle af de større på Roskilde Festival.

Paradise Lost foto: Henrik Moberg Jessen

Paradise Lost

Første band der skulle prøve kræfter med Volbeats usandsynligt varierede publikum var Paradise Lost. Bandet havde fået et rimelig “ondt” tidspunkt at spille på og skulle stå for første opvarmning af diverse nakkemuskler. De prøvede ihærdigt at få folk der nu var der foran scenen, og det var ikke mange, til at rocke på deres velspillede gotiske doom metal. Forsanger Nick Holmes tog det mildest talt stillestående publikum, som en opfordring til at prøve at joke sig igennem pauserne i musikken, hvilket til tider faldt lidt igennem. Kommentarer som “yeah we’re an really old band”, og ironiske kommentarer til folk på bakken fik folket foran scenen til at løsne lidt op, og der kom da nogle rigtig fine momenter ud af. Men det peakede aldrig rigtig for undertegnede. Alt i alt må jeg lande på en 3’er, da det virkede som bandet i midten af koncerten lidt opgav, men kom dog stærkt igen hen imod slutningen.

Hatebreed foto: Henrik Moberg Jessen

Hatebreed

Lad mig starte med at sige at citere Hatebreed selv og sige til dem “You are as die hard as
they come”, for hold nu op en energi bombe der landede, og i den grad fik fyret op under ca. samme publikum som Paradise Lost netop havde tabt. Jamey Jasta synes tydeligvis at folkene på bakken var kedelige, men formåede dog at inddrage dem i koncerten ved at få dem til at lave den mexicanske bølge hele to gange. Jep intet var helligt til denne koncert, hverken crowdsurf, mosh-pit og en dejlig circlepit. Hatebreed er bare en band der kom, så på dine kugler og lossede dig direkte i dem – og det var sgu rart. De var yderst velspillende, og leverede alt hvad en hardcore metal koncert har brug for.

Steel Panther foto: Henrik Moberg Jessen

Steel Panther

Åååh hvor havde jeg dog glædet mig til at opleve den her på den ene side joke og på den anden side meget professionelle tilgang til puddelrocken – og lige ligge 100% oven
i. Steel Panther leverede i den grad varen, og hvilken vare er det så? Jo det er fed musik, guitarlir, og derefter så fortælle hvor gode de alle sammen er i ca 10 min. Og nå ja, øl, fisse og hegn og patter og generelt spille for laveste fællesnævner. Jeg tror aldrig jeg har grint så længe før, imens mine ører blev forkælet af det ene hit efter det andet om førnævnte kropsdele på kvinder – som vi sågar også fik at se live til skæringen 17 Girls In A Row, hvor der blev flashet det ene og det andet. Bandet havde dog også advaret om at man ikke skal tage sin lille teenagedatter med til en Steel Panther koncert til en yderst forarget, formoder jeg, mor hvis unge datter blev lagt hårdt an på fra scenekanten. Til sidst måtte jeg bare stå og tænke er det her virkelig en kæmpe stor joke? Nej, det er det ikke, for det band kan sgu sit shit live, om man vil det eller ej!

Volbeat foto: Henrik Moberg Jessen

Volbeat

Hmm blev det her nu en lektion i hvordan man kan sige huptibuptibidabæh på flest mulige måder eller hvad? Nej, bestemt ikke. For fra første anslag på Hr. Poulsens guitar, så var der dømt fællessang med hele Danmarks nye yndlingsband nr. 1. Vi blev meget hurtigt forkælet af en dejlig udgave af Johnny Cash klassikeren “Ring Of Fire” imellem en perlerække af Volbeats lange liste af hits. Der udbrød utallige gange fællessang, men til Sad Mans Tongue der gik det helt amok. Og ja, efter koncerten tænkte man bare “hvornår gjorde det ikke det?” For Volbeat er bare blevet et band i en superliga, hvor ingen andre på dansk grund kan følge med. Det fik vi da også at se da selveste Michael Denner lige bliver smidt på scenen med introduktionen “Ja det er jo så en af grundende til jeg spiller guitar.” Udover Denner fik vi også Jamey Jasta med på scream, og Pernille Rosendahl fik også sneget sig på scenen til “Lonesome Rider” sammen med en klassisk bassist. Og så var der lige en dansk dødsvokalist fra helvedes egen Dawn of Demise der lige viste flaget blandt ekstranumrene og fik skræmt den ældre genereation. MEN MEN MEN til The Gardens Tale fik jeg, og alle de andre sig en kæmpe overraskelse da Jacob Haugaard valgte at træde ind på scenen iført blåt jakkesæt med påsyede mus, og give den så meget pedal at tankerne faldt således: Fuck Johan Olsen! Jacob Fucking Haugaard er jo for vild!

Det her var bare en helt vanvittig god koncert som jeg sent vil glemme, og jeg er ellers lidt af en skeptiker, men det var bare så meget Volbeat der ejede hele lortet denne aften, og tak for det!

Alle fotos af: Henrik Moberg Jessen – https://www.flickr.com/photos/moberg5/