Navnet Pumpehuset kom til sin ret, da det headbangervenlige dødsmetalband Misery Index fik gulvene til at gynge!
Misery Index er et både spændende, konsistent og et band man i særdeleshed altid kan regne med. De leverer. Og det er uden at opfinde en dybe tallerken, på nogen måde. Det pumper lystigt derudaf, så man på ingen måde kan sidde stille, og det er denne groove som gør at man altid ved at det bliver fedt at lytte til og opleve Misery Index.
De havde begivet sig ud til Pumpehuset en søndag i Juli, for at præsentere det nye album “The Killing Gods”. Et album jeg har fået lyttet overfladisk til og absolut har vurderet til at være på linje med deres ældre materiale. I aften var der dog væsentligt større fokus på deres forrige plade “Heirs To Thievery”, hvilket i sig selv nok var et klogt træk. Dette blev cementeret ved at der blev lagt ud med den lidt lettere tilgængelige “The Carrion Call” – så var festen nemlig skudt godt i gang!
Rundt i salen var hovederne solidt gyngende og oppe foran var der også lidt bevægelse at spotte. Faktisk var jeg blevet overrasket hvis folk havde udvist meget mere aktivitet, taget i betragtning af hvor varmt der var i Pumpehuset her til aften. Men det passede sgu godt til Misery Index’ musik. De svedige grooves blev blot endnu mere understreget ved at man gispede efter vejret og sveden dryppede fra samtlige i salen.
Der er faktisk ikke mange fingre at sætte på denne koncert. Selv mange dage efter koncerten gik jeg med afslutteren “Traitors” i hovedet og en overbevisning om at købet af en t-shirt var en rigtig god beslutning! Kom igen snart!