High On Fire KB18En heftig aften med en hyggeonkel fra helvede! Matt Pike og resten af High On Fire var klar på at levere, som kun den tonstunge trio kan levere.

High On Fire er et band jeg har beundret i mange år efterhånden. Deres rock n’ rollede tilgang til sumpet sludge og doom er på mange måder lige det friske pust den ellers lettere ensporede genre i dén grad trænger til. I min optik selvfølgelig. Mange gange bliver de downtunede power-akkord riffs i 40bpm bare lidt det samme og det samme.  High On Fire gør ikke tingene meget mere anderledes end fx deres ligemænd i Conan, Electric Wizard, Black Cobra og Bison B.C., men de gør bare dét at de tilføjer lidt Motörhead’sk whiskey-coolness… og så har de fucking Matt Pike.

Matt Pike (også guitarist i Sleep) er nemlig det altoverskyggende momentum i dette band. Hans persona er så gennemført at det halve kunne være nok. Ølvom, bar mave, svedende, tattoveret, døde tæner og en rusten stemme som kun få besidder, samtidig med at den får 110% på spilleglæden og energien live – en ting jeg faktisk ikke forventede af ham (ja, det er første gang jeg ser High On Fire live). 

Undervejs i sættet fik vi serveret numre fra hele High On Fire’s bagkatalog inklusiv ”Fury Whip”, ”Devillution”, ”Baghdad”, ”Serums Of Laio”, ”Madness Of An Architect”, ”Fertile Green” samt de uigennemtrængelige ”Rumours Of War” samt ”Snakes For The Divine”. Det kunne næsten ikke have været bedre!
Lyden fremstod perfekt – noget KB18 ellers kæmper en del med – og publikum slubrede hele sættet i sig, hvor stort set alle trodsede de velsagtens 50 grader der var i salen og headbangede på livet løs!

High On Fire spiller højt. Og det er fedt! Men det er nok også deres største hæmsko – netop fordi det er hele tiden. Der er ikke meget tid til at falde til ro eller lige snakke lidt. Den er skruet op på 11 hele vejen igennem. Men det var sgu hvad vi kom for her til aften! Og til trods for sættet var slut efter 1 time og 20 minutter, så stod publikum i salen længe efter lyset var tændt igen og ville have mere. Så fedt var det!

8-penta